Kommentar af 
Natasha Al-Hariri

Natasha Al-Hariri: Vores børn fortjener bedre vilkår

KOMMENTAR: Forældre, pædagoger, bedsteforældre og børneaktivister landet over har fået nok af at se vores børns rammer blive brudt mere og mere ned. Vi vil have minimumsnormeringer i dagsinstitutionerne, og det er en politisk prioritering, skriver Natasha Al-Hariri.

Vi har ikke råd til at vores børns ledestjerner knækker under for det pres, vi byder dem, skriver Natasha Al-Hariri. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix)
Vi har ikke råd til at vores børns ledestjerner knækker under for det pres, vi byder dem, skriver Natasha Al-Hariri. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix)Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hver morgen bliver små babyer og store børn afleveret i daginstitutioner landet over. Måske har du selv lige afleveret dit barn i deres andet hjem, før du cyklede hastigt videre, så du kunne nå på arbejde i tide.

Jeg gør det selv hver morgen, har gjort det i fem år og kommer til at gøre det de næste fem år frem også. I armene på pædagoger, der er pressede på alle tænkelige måder. Er det forsvarligt? For vores børn, for os, for vores samfund og fremtid? Det synes jeg ikke. 

En opgørelse fra 2017 fra Eurostat viser, at 66 procent af de 0-2-årige danske børn bliver afleveret i daginstitution i mere end 30 timer hver uge. Og med dét tal ligger vi klart i toppen, selvom der ikke er tal på dette område for hele verden. Men vi kan konstatere, at vi er det folkefærd, der sender flest babyer og småbørn i institution i Europa.

Da mit ældste barn skulle skrives op til daginstitution, var det ikke et spørgsmål, vi havde oppe at vende i vores familie, for sådan gjorde alle jo. Og det var forventet af os, at han startede i vuggestue, så vi kunne vende tilbage til studie og arbejde og dermed begynde et nyt liv, hvor vores søn fik en hverdag, hvor han i realiteten interagerede mere med sine pædagoger end sine forældre.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Han var 10 måneder gammel og havde endnu ikke lært at kravle. Han forelskede sig heldigvis hurtigt i sin primærpædagog, Gitte, og livet gik sin gang. Men ofte har jeg efterfølgende stillet mig selv spørgsmålet, om jeg synes, det var det rigtige at gøre. Ikke kun i forhold til at han i så tidlig en alder skulle være omkring mennesker, der ikke var hans forældre, i størstedelen af de vågne timer. Men især i forhold til de rammer, dagsinstitutionerne tilbyder.

For er det egentlig et problem, at vi i Danmark har en kultur for at bryde forældresymbiosen med vores børn så tidligt?

De økonomisk velstillede har fleksibiliteten til at sørge for optimale rammer for deres små mennesker, mens børn i særlige områder tvinges til at gå i institution.

Natasha Al-Hariri.

Historisk set startede den udvikling, fordi kvinderne kom ud på det etablerede arbejdsmarked. Men det interessante er jo, at vi begynder at se flere og flere kvinder, der aktivt fravælger hamsterhjulet til fordel for at være 100 procent til stede i deres børns start på livet.

Det er en priviligeret position at stå i, at have økonomisk råderum til at fravælge en indkomst, men det er også med til at skabe en ulighed, som vi ikke er tjent med.

De økonomisk velstillede har fleksibiliteten til at sørge for optimale rammer for deres små mennesker, mens børn i særlige områder tvinges til at gå i institution. Det er absurd.

Langt de fleste forældre vil sige, at de er tilfredse med deres børns institution. Men vi har også lært at stille os tilfredse med det, der nu engang er til rådighed, for hvilken Pandoras æske vil der ikke blive åbnet, hvis vi begynder for alvor at tænke over de situationer, vores børn og deres pædagoger står i - hver dag?

Og hvordan pokker skal vores liv så se ud? For vores samfund har brug for, at vi arbejder. Og hvordan vil vores økonomi se ud, hvis flere og flere trækker sig ud af arbejdsmarkedet for at prioritere deres børn?

Derfor siges der ofte først fra, når det bliver direkte sikkerhedsmæssigt uforsvarligt for vores børn. Men er det virkelig nok? Skal vi virkelig først turde se realiteterne i øjnene, når et barn stikker af fra børnehaven, eller etårige børn efterlades alene på en stue, fordi et barn har gået længe nok med en lorteble? Og hvordan skal tre pædagoger på forsvarlig vis rømme en børnehave, hvis der opstår brand? Brandøvelserne udføres jo kun, når der er personale nok. Det giver mig ondt i maven. Og det burde også give dig ondt i maven.

Læs også

Hvem er villig til at investere i vores børn og fremtid? Vedkommende får min stemme til det kommende folketingsvalg. For det er ikke nok at kalde sig børnenes statsminister, hvis ikke man er villig til at investere lige præcis der, hvor det er vigtigst, for at sikre, at alle børn får de bedst mulige vilkår for at lykkes senere i livet.

De børn, vi hver dag afleverer i armene på omsorgsfulde, kompetente og drevne pædagoger, fortjener simpelthen bedre vilkår. Bedre sikkerhed. Bedre normeringer. Og vores pædagoger det samme. Vi har ikke råd til, at vores børns ledestjerner knækker under for det pres, vi byder dem.

Forældre, pædagoger, bedsteforældre og børneaktivister landet over har fået nok af at se vores børns rammer blive brudt mere og mere ned. Vi vil have minimumsnormeringer i dagsinstitutionerne, og det er en politisk prioritering, intet andet.

Derfor demonstrerer vi landet over 6. april klokken 13, og spørger: Hvor er der en voksen?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Natasha Al-Hariri

Projektchef, TrygFonden, medlem af DBU's Governance og Udviklingskomité og næstforperson i DBU's Etisk Udvalg, Børnebasketfonden med flere
cand.jur. (Københavns Uni. 2016)

0:000:00