Debat

Nick Hækkerup til IDA: Loggede oplysninger er vigtige i kampen mod grov kriminalitet

Regeringens logningsregler er ikke lig med overvågning af danskerne, men har til formål at give politiet de bedste redskaber i kampen mod kriminalitet, skriver Nick Hækkerup i en replik.

Regeringens nye logningsregler betyder ikke, at politiet kommer til at kigge danskerne over skuldrene, skriver Nick Hækkerup.
Regeringens nye logningsregler betyder ikke, at politiet kommer til at kigge danskerne over skuldrene, skriver Nick Hækkerup.Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Nick Hækkerup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Onsdag 23. februar slog IDA, i et debatindlæg på Altinget, til lyd for, at regeringen med sine nye logningsregler bryder med danskernes ret til at 'tænke, handle og diskutere frit'. Jeg er ikke enig.

Temadebat

Må staten overvåge din telefon?

Regeringen er ved at behandle et lovforslag, som giver regeringen mulighed for at overvåge 3,9 millioner menneskers mobildata.

Det sker, selvom EU-Domstolen flere gange har erklæret den helt generelle og uindskrænkede logning af borgernes telefoner for ulovlig.

Venstre og Konservative bakker op om lovforslaget, som derfor forventes vedtaget en af de kommende dage. 

I den anledning stiller Altinget Digital nu spørgsmålene:

  • Er regeringen, V og K på vildspor?
  • Har overvågningen af danskerne taget overhånd?
  • Hvordan sikrer vi den enkeltes frihed og privatliv, hvis lovforslaget vedtages?

Om temadebatter:
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Vil du deltage i debatten? Skriv til [email protected].

Men først en kort rekapitulering: Domme fra EU-domstolen har pålagt Danmark at revidere vores logningsregler. Det er ikke en blomst, der er groet i regeringens have. Derfor er det regeringens ønske, at vi med vores lovforslag bidrager til, at politiet fortsat i videst muligt omfang kan anvende det centrale redskab, som loggede teleoplysninger er, til effektivt at kunne bekæmpe kriminalitet.

Det har der fra flere sider lydt kritik af. Senest har IDA her i Altinget kritiseret, at vi med lovforslaget krænker danskernes frihed 'til ikke at blive kigget over skulderen konstant'.

Politiet vil ikke kigge danskerne over skulderen
Men lad os lige få fakta på plads. Teleselskaberne logger i forvejen trafik- og lokaliseringsdata på deres kunder. Altså oplysninger om hvem der ringer til hvem, ikke indhold i sms’er eller samtaler. Det gør de for blandt andet at kunne fakturere deres kunder og for at sikre sig, at deres forbrugere har de optimale services.

Hverken politi, anklagemyndighed eller andre offentlige myndigheder overvåger løbende mobilabonnenters trafik- og lokaliseringsdata

Nick Hækkerup
MF, justitsminister (S)

Hvis det er 'at blive kigget over skulderen', er det altså de private selskaber, der kigger danskerne over skulderen. Hverken politi, anklagemyndighed eller andre offentlige myndigheder overvåger løbende mobilabonnenters trafik- og lokaliseringsdata. Så præmissen om, at regeringens lovforslag indebærer, at politiet kigger danskerne over skuldrene, er simpelthen forkert.

Det, vi fra regeringens side beder om, er, at teleselskaberne gemmer oplysningerne i et år, så politi og anklagemyndighed kan få adgang til dem til at opklare forbrydelser og retsforfølge mistænkte. Men altså kun, når der foreligger en mistanke om, at der er begået en grov forbrydelse. Og dette kræver, som i dag, en retskendelse, hvis politi og anklagemyndighed skal have adgang til konkrete personers loggede oplysninger. En retskendelse får politiet af en dommer. Det er ikke noget, de trækker i en automat.

Retsikkerheden skærpes
Med regeringens forslag udvider vi endda retssikkerheden, så der nu også skal beskikkes en indgrebsadvokat, hvis myndighederne ønsker adgang til loggede oplysninger om, hvor en mobiltelefon var på et bestemt tidspunkt. De retssikkerhedsgarantier, der efterlyses, er med andre ord på plads. De skærpes endda med de nye regler.

Danmark er et af de stærkeste retssamfund i verden, og det skal vi blive ved med at være. Men det er svært at tale om en tryg og sikker retsstat, hvis staten ikke kan opklare grove forbrydelser. Ligesom det er svært at tale om, at vi er frie til at gøre, som vi vil, hvis forbryderne får frit løb til at begå deres grove ugerninger.

Så lad os nu give politiet de bedste redskaber til at tage kampen op mod forbryderne. Det skylder vi danskernes tryghed – og ja, også deres frihed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nick Hækkerup

Direktør, Bryggeriforeningen
cand.jur. (Københavns Uni. 1994), ph.d. i EU og folkeret (Københavns Uni. 1998)

0:000:00