Niels Frid-Nielsen: Derfor skal vi ikke splitte Kulturministeriet i atomer

KOMMENTAR: Radikal trekløver vil nedlægge Kulturministeriet til fordel for et kunstministerium og et idrætsministerium. I stedet for at splitte ministeriet i atomer bør Folketinget overveje at styrke det, skriver Niels Frid-Nielsen.

Når regeringen nedprioriterer kulturen, og kulturministeren hverken udviser rettidig omhu eller opmærksomhed over for det område, hun er sat til at varetage, så ligger det lige for at lukke og slukke ministeriet.  

Eller i det mindste splitte Kulturministeriet op i nogle mindre departementer. 

Sådan synes tre radikale medlemmer af Kulturudvalget at have tænkt, da de forleden i en kronik foreslog at nedlægge Kulturministeriet til fordel for et kunstministerium og et idrætsministerium.

Det radikale trekløver mener, at statsministeren må kunne finde tid til mediepolitikken, mens undervisningsministeren kan tage sig af folkeoplysningen. Den radikale logik lyder, at fragmentering og opsplitning af Kulturministeriets område vil føre til en styrkelse af kulturpolitikken i Danmark. 

De tre musketerer, der til daglig kalder sig Marianne Jelved, Jens Rohde og Zenia Stampe, er fortørnede over socialdemokraternes mantra om, at der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i balletten. Med deres forslag vil de rydde op i det, de opfatter som begrebsforvirring. De vil skille håndbold og ballet, så de får hver deres ministerium. 

Den radikale ordenssans er imponerende, og guderne skal da også vide, at det snart er mange år siden, at dansk kulturpolitik imponerede med idéer og virketrang. 

Et år før ministeriets 60 års fødselsdag er det snart sagt reduceret til et yndigt beliggende kontor til varetagelse af kulturarven. Det var Løkke-regeringernes klare holdning at prioritere kulturarv fremfor samtidskunst. Den socialdemokratiske regering har indtil videre især gjort sig bemærket ved passivitet, så for så vidt har de radikale ret i, at der ikke er så meget at tabe ved at lukke og slukke ministeriet. 

For mens ministeriet henslumrer i dvale, overtager en økonomisk potent oplevelsesindustri kulturscenen i disse år. Globale streamingtjenester, internationale netbutikker og sociale medier med rod i Silicon Valley erobrer vores opmærksomhed, så kulturkampen i dag i høj grad handler om at forsvare dansk kulturelt indhold i en international digitaliseret malstrøm. 

At Kulturministeriet også i denne overordnede sammenhæng fremtræder uden initiativ, fremmer heller ikke fornemmelsen af ministeriets eksistensberettigelse.  

Dansk kulturpolitik har siden Kulturministeriets oprettelse i 1961 bygget på et såkaldt bredt kulturbegreb, som socialdemokraten Hartvig Frisch formulerede i sit skelsættende værk "Europas kulturhistorie" fra 1928. Heri skriver han:

"Kultur er vaner i den allersimpleste forstand. Enhver der har rejst noget i udlandet, vil have gjort den erfaring, at der ofte kan være stor forskel på folks måde at være på i de allerenkleste livets forhold."

Det er netop de små, hverdagsagtige vaner og forskelligheder, der definerer en kultur ifølge Frisch. Det er også derfor socialdemokraterne opfatter en klaphat i håndboldhallen som værende lige så kulturel som en vifte i Operaen. 

Det kultursyn opfatter de radikale som ligemageri, mens sosserne ser det som udtryk for kulturelt demokrati. En rød tråd i socialdemokraternes kulturpolitik siden 1960'erne er netop kulturelt demokrati under sloganet "Kultur til folket".  

Efter fem årtier har velfærdsstaten langt hen ad vejen givet størstedelen af befolkningen adgang til kulturens glæder. I dag er det ikke økonomien, der forhindrer en arbejder i at gå i Det Kongelige Teater, men nok snarere kulturelle traditioner. Der er stadig marginaliserede grupper i samfundet, der ikke tager del i kulturlivet, og som det er værd at få med. Men det forhindrer ikke, at socialdemokraternes kulturpolitiske visioner er ved at være ved vejs ende, og at tiden er inde til at definere nye mål i kulturpolitikken. 

Der kan bestemt være noget om, at socialdemokraterne har behov for en kammeratlig kulturpolitisk opdatering, men de radikales forslag virker omvendt fjernt fra de faktiske forhold i kulturlivet. 

Efter måneders coronakrise er spillesteder, biografer og teatre på fallittens rand. De er simpelthen konkurstruede, fordi de kun må lukke et reduceret antal publikummer ind. 

En ny hjælpepakke har skabt et lille lys i mørket for kulturlivet. Måske kan nogle konkurser undgås i 11. time, men spørgsmålet er fortsat, hvordan kulturlivet skal komme i gang igen. Det er nemlig noget helt andet end ren og skær overlevelse.

Regeringens forslag til finanslov er netop fremlagt. Den rummer positive nyheder for DR, men også her håber såvel opposition som støttepartier, at kulturen vil blive yderligere tilgodeset – og i hvert fald mere end det skete med finansloven for 2020. 

I stedet for at splitte kulturministeriet i atomer, kunne man overveje at styrke det. Coronakrisen har blandt andet lært os, at kunst og formidling er to sider af samme sag: Ingen billedkunst, film eller musik uden spillesteder, biografer, museer og gallerier at opleve det alt sammen i. Det taler for, at flytte turisme og oplevelsesøkonomi fra Erhvervsministeriet til Kulturministeriet.

Man kunne også få de kunstneriske uddannelser tilbage fra Undervisningsministeriet til Kulturministeriet. Og hvad med arkitektur, mode og design? Det er områder, der hører naturligt til i et nyt, styrket Kulturministerium. 

Det er en offentlig hemmelighed, at finansministeren bestemmer Kulturministeriets økonomiske rammer. Kulturministeriet er i dag i bund i regeringens hierarki. I stedet for at synke helt til bunds i fragmenterede kontorer, er der nu brug for at styrke Kulturministeriet med en mere robust økonomi til at klare tidens udfordringer. 

Der er brug for mere end strukturelle julelege. Et styrket Kulturministerium vil kunne hjælpe kulturlivet gennem coronakrisen med livet i behold; sådan at danskerne også har noget at være sammen om på den anden side af krisen.

-----

Niels Frid-Nielsen (født 1954) er kulturkommentator, journalist og forfatter. Tidligere har han været kulturredaktør på DR Nyheder og på Det Fri Aktuelt samt kulturreporter og filmanmelder. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lars Trier Mogensen: Forståelsespapiret har trukket tænderne ud på støttepartierne Lars Trier Mogensen: Forståelsespapiret har trukket tænderne ud på støttepartierne Næste artikel Jarl Cordua: Magtpolitikerne frygter flertal for omskæringsforbud Jarl Cordua: Magtpolitikerne frygter flertal for omskæringsforbud
Podcast: Udviklingsministerens vigtigste opgave er nærmest umulig

Podcast: Udviklingsministerens vigtigste opgave er nærmest umulig

AJOUR: Den nye udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, vil forsøge at skabe modtagecentre uden for EU til asylbehandling. Men den opgave er nærmest umulig, mener aktørerne på udviklingsområdet. Hør mere om Mortensens vigtigste opgaver i dagens udsendelse.