En særlig vælgergruppe er blevet politisk hjemløse – og det kan få stor betydning for Mette Frederiksen

En ny bog, 'Verdt Å Slåss For', kortlægger opbruddet. Forfatteren Trond Giske er selv tidligere top-socialdemokrat: medlem af Stortinget i over tyve år, minister i 14 år og næstformand i Arbeiderpartiet i 2018, da han måtte trække sig efter meget omtalte Me Too-sager.

Efter sit exit fra toppolitik tog Giske en mastergrad; Inspireret af den britiske forfatter David Goodhart analyserede han nærvælgere og "globalvælgere". I hjembyen Trondheim blev han samtidig formand for Nidaros socialdemokratiske Forum, der på få år er blevet den største S-lokalforening i landet – tusindvis af nye er kommet med gennem dets debatter og sociale arrangementer.

Tidligere stod Arbeiderpartiet stærkt blandt både nærvælgere og globalvælgere. Ifølge opinionsundersøgelsen i bogen opnår Arbeiderpartiet nu 23 procent af stemmerne blandt globalvælgerne, men kun ti procent blandt nærvælgerne.

Giskes recept minder om det danske socialdemokrati i Mette Frederiksens første periode. Han lægger da heller ikke skjul på inspirationen fra Kaare Dybvad og Mette Frederiksen.

Lars Olsen

Store grupper nærvælgere er hjemmesittere, andre stemmer på Fremskrittspartiet eller Senterpartiet, et midterparti med rødder i Norges distrikter.

Efter samtaler med nye i Nidaros-forum er Giske ikke i tvivl om hvorfor: Folk kan ikke længere genkende Arbeiderpartiet, socialdemokraterne er kommet for langt væk fra "vanlige folk" og deres hverdag.

Giske skitserer også, hvordan de kan vindes tilbage: Respekten for praktisk arbejde skal genrejses, tryghed for børn og ældre, opgør med centraliseringen omkring storbyerne, selvom det møder modstand hos meningsdannerne – "for Oslo-kommentariatet er hovedstadsdominansen nærmest en naturlov".

Giskes recept minder om det danske socialdemokrati i Mette Frederiksens første periode. Han lægger da heller ikke skjul på inspirationen fra Kaare Dybvad og Mette Frederiksen, sjovt nok på et tidspunkt, hvor Mette Frederiksen II søger andre græsgange.

Analysen er udviklet af den britiske redaktør og Labour-debattør David Goodhart. Han udsendte i 2017 'The Road to Somewhere' om den nye konfliktlinje:

Omkring halvdelen af briterne er "somewheres". De er forankret i et område og en rolle – husmor i Cornwall, landmand i Skotland eller tømrer i Nordøstengland. De bor spredt over hele landet.

20-25 procent er anywheres og bor hovedsageligt i storbyerne. De har højere indkomster, lange uddannelser, finder deres identitet i job og karriere og kan bo – anywhere. Den sidste fjerdedel er et sted på skalaen imellem de to yderpunkter.

Anywheres er økonomisk og kulturelt liberale, de omfavner EU og det multikulturelle samfund, men kan både være centrum-venstre i medier, kultur og undervisning – eller centrum-højre i det private erhvervsliv. Konfliktlinjen går således på tværs af højre-venstre.

I videnssamfundet er det anywheres, der dominerer blandt meningsdannere og beslutningstagere, derimod oplever mange somewheres, at samfundet køres hen over hovedet på dem. Utilfredsheden handler ikke kun om indvandring og EU, sådan som det manifesterede sig ved Brexit, men om en bredere social polarisering.

Den nye vidensøkonomi har skabt langt større utryghed i den nedre halvdel af samfundet. Industrier og miner er lukket, fortidens selvbevidste arbejderklasse er afløst af usikre og dårligt betalte servicejob som vagt, rengøring og bartender.

Den nye profil passede perfekt til de traditionelle kernevælgere i arbejderklassen, der i dag bor i provinsbyer og opland uden for storbyerne.

Lars Olsen

Skandinavien og Tyskland er heldigvis ikke afindustrialiseret som Storbritannien; men Giskes analyse viser, at skellene også er der på vore breddegrader. Nærvælgerne har da også spillet en vigtig rolle i de seneste årtiers danske politik.

Dansk Folkeparti slog igennem omkring årtusindeskiftet ved mobilisering af nærvælgere, der var utilfredse med masseindvandringen og de etablerede politikere. Da DF triumferede ved 2015-valget, bundede det ifølge valgforskernes 'Oprør fra Udkanten' også i provinsens oprør mod storbyeliten – vores anywheres.

I 2017-22 samlede Mette Frederiksens socialdemokrati for alvor handsken op: Arne-pension, stram udlændingepolitik, opgør med centralisering, "nærheden tilbage" og lignende. 

Den nye profil passede perfekt til de traditionelle kernevælgere i arbejderklassen, der i dag bor i provinsbyer og opland uden for storbyerne.

DF blev knockoutet, tusindvis af sofavælgere mobiliseret, og Mette Frederiksen statsminister. Socialdemokratiet genskabte i unik grad båndene til de nærvælgere, som de europæiske søsterpartier bakser med. Trond Giske er af gode grunde inspireret.

Spørgsmålet er bare: Formår Mette Frederiksen II det samme?

Socialdemokratiet har mistet mange arbejdervælgere, ikke mindst efter afskaffelsen af store bededag. S-toppen kan med rette pege på investeringer i erhvervsuddannelser og lønløft til offentlige grupper, men profilen i den privat ansatte arbejderklasse står ikke skarpt som før.

En del af de frafaldne er – heldigvis for Socialdemokratiet – gået til SF, men danske nærvælgere kan også gå en anden vej.

SVM-regeringen er løjerligt ligeglad med spørgsmålet om center-periferi, det løftes kun for alvor af Danmarksdemokraterne. Støjberg fik et kanonvalg i dele af Jylland, og med nyvalgte Susie Jessen har de også en stærk profil i de gamle DF-bastioner på Vest- og Sydsjælland – her får Socialdemokratiet langt stærkere modspil end ved sidste valg.

Generelle udsagn om "samarbejde over midten" og "ansvar for Danmark" appellerer i bedste fald til nogle globalvælgere. For nærvælgerne handler det om hverdagen – og de kan hurtigt holde flyttedag.