Om  
Andrew Cracknell
Jais Valeur

Ny topchef i Tulip skal redde forretning efter Brexit

Danish Crown ansætter Andrew Cracknell som ny administrerende direktør i Tulip Ltd, der er et datterselskab af Danish Crown med hovedsæde i Storbritannien. Hans største mission bliver at genskabe Tulips position på det britiske marked.

Christoffer Miguel Frendesen

Allerede i den indeværende uge begynder Andrew Cracknell sin nye stilling som administrerende direktør for Tulip Ltd. Det oplyser Danish Crown, som er moderselskab til Tulip, i en pressemeddelelse.

Årsagen er klar. Virksomheden har efter Brexit mistet en del af sin markedsandel på det britiske marked, og netop dét skal Andrew Cracknell rette op på. Danish Crown skriver selv, at den nye direktør er valgt til "at lede den nødvendige genopretning af Tulip."

Selvom Brexit skaber usikkerhed for den danske svinekødseksportør, er Andrew Cracknell tryg ved fremtiden. Han tror på, at Danish Crown kan løse eventuelle udfordringer i tæt samarbejde med svineavlerne, som leverer kød til virksomheden.

"Jeg ser frem til at stå i spidsen for Tulip Ltd og blive en del af Danish Crown-familien på et så vigtigt tidspunkt for selskabet. Selvom der lige nu er en enorm usikkerhed om både i Storbritannien og globalt, mener jeg, at Tulip Ltd har et godt udgangspunkt for at skabe fornyet vækst," fortæller Andrew Cracknell i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Der ligger en stor opgave foran os, men den er jeg sikker på, at vi kan løse gennem et tæt samarbejde med vores leverandører og kunder."

Stor brancheerfaring kan være nøglen
Andrew Cracknell har stor erfaring i fødevarebranchen. Han har blandt andet været fabrikschef, kommerciel direktør og medlem af koncernledelsen i Anglo Beef Processors (ABP Food Group), hvor Andrew Cracknells far også var direktør.

I 2014 flyttede Andrew Cracknell til Noble Foods, hvor han blev administrerende direktør, og i 2016 skiftede han til en stilling som koncerndirektør i 2 Sisters Food Group, som er en af de største fødevarevirksomheder i Storbritannien. 

Andrew Cracknell overtager topchefposten fra Jais Valeur, som siden juni har haft det daglige ansvar for Tulip sideløbende med sit job som Group CEO for Danish Crown.

"Vi er midt i en stor genopretningsopgave i England, og vi har haft fokus på at finde en leder med både indgående kendskab til produktion og kommerciel tyngde. Jeg er derfor glad for at kunne byde velkommen til Andrew, der sammen med det øvrige lederteam skal genskabe det momentum, Tulip Ltd havde indtil for få år siden," forklarer Jais Valeur i pressemeddelelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Andrew Cracknell

Administrerende direktør, Tulip Ltd.

Jais Valeur

Adm. direktør, Danish Crown, næstformand for Royal Unibrew
cand.merc. (Handelshøjskolen i Aarhus. 1986)

0:000:00