Analyse af 
Rasmus Dahl Løppenthin

Ørkensandet i timeglasset er ved at rinde ud: Regeringen står foran besværlig beslutning om VM i Qatar

Med kun et par måneder til første fløjt har regeringen stadig ikke meddelt, om det officielle Danmark deltager ved VM i Qatar. Det lugter af, at man skubber en upopulær beslutning til efter valget. For meget lidt peger på diplomatisk boykot fra dansk side.

Qatars stadionbyggerier har mødt hård kritik op til VM-slutrunden. 
Qatars stadionbyggerier har mødt hård kritik op til VM-slutrunden.  Foto: Ritzau Scanpix

Der er kun to måneder til, at VM i herrefodbold sparkes i gang på Al Bayt Stadium i Qatar, men den danske regering har stadig ikke fortalt offentligheden, om ministre, kongehus og diplomater deltager ved slutrunden.

Dermed følger man den nølende linje fra sagen om vinter-OL, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod (S) først i 11. time meddelte, at vi holdt det officielle Danmark væk fra legene i Kina.

Ser man alene på skadesomkostningerne ved det dybt omdiskuterede VM i Qatar, ligner det bestemt ikke en vindersag at sende diplomatiet afsted.

Titusindvis af migrantarbejdere har det seneste årti levet under kummerlige forhold for at bygge stadioner, veje og hoteller til det internationale fodboldsamfund.

Tusindvis er døde i den bagende ørken.

 "Qatar forsømmer sin forpligtelse til at overholde retten til liv," har Amnestys politiske rådgiver Annette Stubkjær tidligere sagt til Altinget.

Efter internationalt pres har styret ellers gennemført flere reformer af migrantarbejdernes slavelignende forhold de senere år.

"Men hver gang, der bliver indført forbedringer i Qatar, ser vi også, at de ikke bliver implementeret ordentligt i praksis," sagde Amnestys Annette Stubkjær til Altinget i august sidste år.

Samtidig er Qatar et land, som fængsler homoseksuelle og primært er liberale, når det angår behovet for at leve op til menneskerettighederne.

Dertil kommer, at det siden er blevet bevist, at Qatar bestak flere af de 22 medlemmer i FIFA's eksekutivkomité, som tildelte ørkenstaten værtsskabet.

I januar præsenterede regeringen endda en såkaldt "værdibaseret" udenrigspolitisk strategi.

Her kan man læse Danmark skal kæmpe for "demokratiske værdier
og respekt for menneskerettighederne".

Så hvorfor har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ikke for længst meldt ud, at Danmark foretager en diplomatisk boykot af VM i Qatar?

Det korte svar er, at der er få realpolitiske argumenter for at holde det officielle Danmark væk fra slutrunden.

V: Mød op i regnbuefarvet tøj
For selvom der er bred enighed om, at slutrunden er en idrætspolitisk skandale, er det indenrigspolitiske tryk på regeringen noget behersket.

Før legene i Kina pressede et bredt folketing på for diplomatisk boykot. Nu foreslår Venstres kulturordfører Jan E. Jørgensen, at kulturministeren kunne iføre sig regnbuefarvet tøj på tribunerne for at gøre opmærksom på homoseksuelles rettigheder. 

Enhedslisten og SF er også med på, at regeringen kan deltage, hvis bare den sørger for at sætte fokus på migrantarbejdere og menneskerettigheder.

Det udenrigspolitiske klima er ligeledes radikalt anderledes.

Op til vinter-legene i Beijing var luften tyk af stormagtsdunst på grund af den verserende handelskrig mellem USA og Kina. Det fik amerikanerne til at foretage en diplomatisk boykot, mens andre allierede som Storbritanien og Canada fulgte trop.

Danmark gjorde som vores nære allierede og holdt de officielle repræsentanter hjemme. Men vi gjorde os samtidig umage med ikke at kalde det en diplomatisk boykot over for de stærke kinesere.

Qatar har stærk relation til USA
Intet tyder på, at det kommende VM vil kaste os ud i samme omgang diplomati-gymnastik for viderekommende.

Tværtimod kunne Danmark meget vel ende med at gå enegang, hvis vi holder ministre og kongehus væk fra Qatar.

For selvom ørkenstaten i mange danskeres øjne er en regulær slyngelstat, så er virkeligheden lidt mere broget.

"Jeg vil sige, at landet på mange måder fører en udenrigspolitik, der er venligt stemt over for Vesten," sagde DIIS-forsker Helle Malmris til Altinget i august.

Qatar er ikke et diktatur, der lukker sig om sig selv. Der er en grund til, at staten det seneste årti har investeret milliarder i sport. Det handler selvfølgelig om at styrke sin position og anerkendelse i den arabiske verden - men Qatar har også et ønske om at have stærke relationer til Vesten. USA har således en stor militærbase i Qatar, ligesom ørkenstaten er USA's repræsentater i Afghanistan efter tilbagetrækningen sidste år.

Derudover er Qatars ressourcer ikke blevet mindre interessante, efter Ruslands invasion af Ukraine har sendt energipriserne på himmelflugt. Krigen havde ikke været i gang i mange uger, før tyskerne lavede en stor aftale med Qatar for at mindske afhængigheden af Putins gas.

Meget lidt peger på boykot
Det internationale samfund har med andre ord en meget stor villighed til at acceptere Qatars fleksible forhold til menneskerettigheder og knap så fleksible forhold for migrantarbejderne.

Og vores allierede er tilsvarende uvillige til at fornærme Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, der i forvejen er frustreret over, at hans guldæg af en slutrunde bliver tilsværtet af skriverier om migrantarbejdere og stadionbyggerier.

Diplomatisk boykot af slutrunder starter godt nok hverken varme eller kolde krige, men det vil provokere et styre, som Vesten på ingen måde ønsker at skubbe i armene på de forkerte.

Kineserne blev rasende over, at det officielle USA blev væk fra legene i Beijing.

Ingen ønsker en tilsvarende reaktion fra Doha, der er en magtfaktor i Mellemøsten trods sin ringe størrelse. 

Derfor står regeringen med en bøvlet sag, hvor traditionel udenrigspolitisk og diplomatisk logik tilsiger, at man selvfølgelig sender officielle repræsentanter afsted.

Men træffer man valget, der er i tråd med traditionel tankegods i dansk diplomati, vil deltagende ministre dog komme under hjemligt pres for at foretage en form for kritik af styret i Qatar.

Hvordan den eventuelle kritik skal toneres er formentlig stadig uafklaret.

Måske bliver vi klogere, når kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen efter planen skal i samråd om sagen 29. september.

Men regeringen kan også skyde beslutningen til efter valget.

Der er jo ingen grund til tage tævene for at blåstemple et brutalt diktatur, hvis ikke man sidder i ministerkontorerne til november.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion