Debat

OK18: Kollektive aftaler dræner det offentlige for dygtige medarbejdere

DEBAT: Fagforeningerne bør kæmpe for medlemmernes individuelle interesser og nytænke overenskomsternes udformning, så de i højere grad giver mulighed for individuelle ansættelsesaftaler. Lad os belønne individuelt, ikke kollektivt, skriver Danny K. Malkowski.

Jeg synes der er mange flittige og arbejdsomme offentligt ansatte, som fortjener en ekstra skilling i lønposen, skriver Danny K. Malkowski.
Jeg synes der er mange flittige og arbejdsomme offentligt ansatte, som fortjener en ekstra skilling i lønposen, skriver Danny K. Malkowski.Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix Ritzau
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Danny K. Malkowski
Iværksætter, tidl. MF og folketingskandidat (LA)

“Vi vil ha’ løn, løn, meget mer’ i løn!”, sådan synger hundredvis af offentligt ansatte lige nu foran Forligsinstitutionen, hvor overenskomstforhandlingerne er gået ind i den afgørende fase.

Og lad det være sagt med det samme: Jeg synes, der er mange flittige og arbejdsomme offentligt ansatte, som fortjener en ekstra skilling i lønposen.

Hvert år bevæger mange offentligt ansatte sig væk fra de offentlige arbejdspladser og over i store private virksomheder, fordi lønvilkårene er bedre, og fordi en del af de helt store virksomheder efterhånden har indført så mange personalegoder, at de snildt kan konkurrere med de goder, man som medarbejder har i det offentlige. Her tænker jeg f.eks. barselsorlov med fuld løn, en ekstra uges ferie, omsorgsdage og ikke mindst den betalte frokostpause.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Sagens kerne er, at de offentligt ansattes overenskomster i høj grad definerer medarbejdernes ansættelsesaftaler kollektivt og ikke individuelt.

Danny K. Malkowski

Det er for så vidt kun godt. Men vi har også brug for hårdtarbejdende og dygtige medarbejdere i det offentlige. Sagens kerne er ikke, hvorvidt fagforeningscheferne får forhandlet en lønforhøjelse på 6, 7 eller 8 procent over de næste tre år på plads for deres medlemmer. Sagen kerne er heller ikke, at private ansatte som udgangspunkt arbejder 2½ time mere om ugen i forhold til offentligt ansatte, fordi de ikke får løn i deres frokostpause.

Nej, sagens kerne er, at de offentligt ansattes overenskomster i høj grad definerer medarbejdernes ansættelsesaftaler kollektivt og ikke individuelt. Det vil sige, at man i det offentlige bl.a. aflønnes efter ens uddannelse på papiret, ens stillingsbetegnelse og ens anciennitet. Og ikke på baggrund af, hvor dygtig eller hvor hårdtarbejdende man individuelt er til at udføre sit arbejde. Sådan bør det ikke være.

Det medfører, at en del offentligt ansatte føler, at de burde få mere i løn for den indsats, de leverer. Og det burde en del af dem også, men individuelt, ikke som gruppe.

Danny K. Malkowski

Således tjener den lavest lønnede rengøringshjælper i det offentlige i gennemsnit ca. 15 procent mere netto om måneden end den lavest lønnede rengøringshjælper i det private. Desuagtet, at de begge arbejder lige hårdt.

Tilsvarende kan de dygtigste og mest hårdtarbejdende hjemmehjælpere, skolelærere og fagspecialister ofte se deres respektive kollegaer i det private få mellem 10-20 procent mere i løn. Alt sammen fordi de kollektive overenskomster er skruet sådan sammen, at de offentligt ansatte skal have så lige en løn som muligt, uagtet hvor flittige og dygtige de så måtte være til at udføre deres arbejde.

Men derudover er de offentlige overenskomster også skruet sådan sammen, at de indeholder mange kollektivt bestemte goder, som gælder for alle, men som ikke nødvendigvis er lige relevante for alle. Der er med andre ord ikke den samme frihed for den enkelte ansatte til at kunne forhandle sin egen individuelle ansættelsesaftale på plads, som den ansatte selv mener vil være den mest relevante og motiverende for vedkommende.

Det medfører, at en del offentligt ansatte føler, at de burde få mere i løn for den indsats, de leverer. Og det burde en del af dem også, men individuelt, ikke som gruppe. Det medfører et kompetencedræn i det offentlige, fordi de allerdygtigste medarbejdere forlader området til fordel for en stilling i det private med mere frihed og muligheden for en højere løn.

Løsningen er ikke bare at kræve en højere løn til alle 800.000 offentligt ansatte. Løsningen er, at fagforeningerne begynder at kæmpe for deres medlemmers individuelle interesser og nytænker overenskomsternes udformning, så de i højere grad giver mulighed for individuelle ansættelsesaftaler. Lad os belønne individuelt, ikke kollektivt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00