Debat

Radikale: Private penge kan gøre forskning mere ensidig

Vi er heldige, at vi har private fonde, der vil støtte dansk forskning. Men stigningen i private midler bør følges af en stigning i offentlige midler. Ellers risikerer vi, at vigtige forskningsområder overses til fordel for private interesser, skriver Stinus Lindgreen (R).

Offentlige bidrag udgør kun cirka en tredjedel af de samlede midler til forskning og overstiges markant af de private investeringer i forskning. Det har potentiale til at gøre forskning mere ensidigt, skriver Stinus Lindgreen (R). — Offentlige bidrag udgør kun cirka en tredjedel af de samlede midler til forskning og overstiges markant af de private investeringer i forskning. Det har potentiale til at gøre forskning mere ensidigt, skriver Stinus Lindgreen (R).Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Stinus Lindgreen

MF (R), regionsrådsmedlem (R), Region Hovedstaden

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark er vi så heldige at have en række store fonde, der giver anseelige beløb til dansk forskning. Det er jo helt fantastisk, at så mange fonde ønsker at bidrage så generøst til at styrke dansk forskning og fremme videnskabelig indsigt på danske universiteter og andre forskningsinstitutioner.

Temadebat

Bestemmer private fonde for meget i dansk forskning?

De private fondes støtte til forskningen løber op i flere milliarder kroner årligt, og udgør en stadigt voksende del af forskningsfinansieringen.

Derfor inviterer Altinget Forskning aktører og eksperter til at give deres bud på, hvordan samarbejdet mellem de private fonde og forskningsverden skal se ud.

Hvis du vil deltage i debatten, er du velkommen til at skrive til [email protected].

Uden dem ville vi som land sakke voldsomt bagud på alle internationale ranglister over forskning – så stor er deres rolle. Og fondenes bidrag stiger år for år, så de offentlige investeringer i forskning fylder stadigt mindre af de samlede danske forskningsinvesteringer.

Er det så godt eller skidt? Eller måske lidt begge dele?

Det koster penge at modtage penge

Danmark er et videnssamfund, og vi skal investere massivt i forskning, innovation og gode ideer. Kun sådan kan vi fremtidssikre vores samfund, skabe vækst og velstand og tackle de mange store udfordringer, vi står overfor både herhjemme og i resten af verden.

Desværre har regeringen herhjemme ikke villet løfte barren for de offentlige investeringer i forskning, så vi ligger stadig fast på én procent af BNP. Det er uambitiøst ikke at ville hæve niveauet men i stedet holde fast i det lavest mulige offentlige bidrag. Derved udgør det kun cirka en tredjedel af de samlede midler til forskning og overstiges markant af de private investeringer i forskning.

Det ville ikke være muligt at have det økosystem af viden, vi har i dag, uden fondenes bidrag.
Stinus Lindgreen (R)
Ph.d. og forskningsordfører, Radikale Venstre

Det er naturligvis positivt, at fondenes midler går til at styrke dansk forskning og gøre os alle sammen klogere. Det ville ikke være muligt at have det økosystem af viden, vi har i dag, uden fondenes bidrag.

Men det har også andre afledte konsekvenser. For det første skal man huske, at universiteternes basismidler – der jo blandt meget andet skal gå til den frie og interessedrevne forskning – også skal bruges til medfinansiering af fondsbevillinger.

Derfor vil stigende fondsbevillinger også betyde, at stadigt flere basismidler bliver bundet, hvilket alt andet lige giver universiteterne færre frihedsgrader. Det betyder naturligvis også, at der er flere midler til forskning samlet set, men sandheden er, at det koster penge at modtage penge.

Vigtige forskningsspørgsmål overses

Der er også en anden konsekvens af, at en stadigt større andel af forskningsmidlerne kommer fra private fonde – nemlig at man risikerer at koncentrere forskningen omkring færre områder og derved overser vigtige forskningsspørgsmål.

Det er vigtigt at understrege, at det ikke handler om, at privatfinansieret forskning er dårligere eller mindre troværdig end offentlig forskning, men det er klart, at private fonde har helt legitime holdninger til, hvilke forskningsemner deres penge skal bruges på.

Derfor vil mere og mere forskning koncentrere sig om det, fondene finder relevant, og ikke nødvendigvis det, forskerne finder relevant, eller som har størst relevans for samfundet.

A- og B-hold blandt universitetsansatte

En anden ofte overset afledt konsekvens handler om undervisning. Efterhånden som eksterne forskningsbevillinger fylder mere og mere af universiteternes økonomi, risikerer vi at skabe to hold af ansatte – dem der har held med at hjemtage midler, og som oftest støttes af universiteterne, og dem der lægger mere tid i undervisning og forelæsninger.

Viden er gensidigt afhængigt, og ingen af os kan vide, hvor den næste store indsigt eller fremtidens store udfordring ligger skjult henne – heller ikke de private fonde.
Stinus Lindgreen (R)
Ph.d. og forskningsordfører, Radikale Venstre

Det ser vi allerede tendenser til, og det er vigtigt at understøtte både de dygtige forskere, der hiver penge hjem, men i høj grad også de dygtige undervisere, der skal uddanne kommende generationer og hiver STÅ-midler hjem.

Der kan være sammenfald mellem de to grupper, men det er ikke altid tilfældet, og vi skal passe på ikke at prioritere den ene gruppe på bekostning af den anden. Vores universiteter skal både forske og uddanne.

Husk bredden i forskningen

Så hvad kan man gøre? Som sagt er det særdeles positivt, at vi har så mange private fondsmidler, der kommer forskningen til gode, og de skævvridende konsekvenser kan imødekommes på forskellig vis.

For det første kan man arbejde for, at særligt de meget store fonde begynder at brede deres investeringer ud over flere områder – også områder der ligger udenfor deres direkte interessesfære. Man kan ikke tvinge dem, men de har – ligesom resten af samfundet – en interesse i at bevare og styrke hele vores forskningsbaserede økosystem.

Viden er gensidigt afhængigt, og ingen af os kan vide, hvor den næste store indsigt eller fremtidens store udfordring ligger skjult henne – heller ikke de private fonde. At kunne brede de store private summer lidt mere ud vil komme alle til gavn.

For det andet bør vi øge de offentlige investeringer i forskning. Man skal huske, at vi har forpligtet os på at bruge mindst én procent af BNP på forskning. Mindst. Det kan man selvfølgelig øge, hvis man vil, og selv om det måske er urealistisk at måle sig krone for krone med de private fonde, så kan man sagtens hæve ambitionsniveauet.

Det vil også gøre det muligt at have fokus på de områder, der er vigtige for befolkningen og samfundet men ikke nødvendigvis har erhvervslivets eller de private fondes interesse. Det er statens ansvar at sørge for, at de områder også tilgodeses.

Politik har aldrig været vigtigere