Overblik: Radionævn skal besvare kritiske spørgsmål om udbudsproces

UDBUD: Politikere, eksperter og Radio24syv betvivler nævns beslutning om sendetilladelse til DAB-kanal. Få overblikket over kritikken og sagens videre forløb her.

Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Radiobølgerne er gået højt, siden sendetilladelsen til den nye DAB-kanal sidste uge blev tildelt Loud foran snuden på Radio24syv.

Fredag middag vil Radio- og tv-nævnet, der står bag afgørelsen, besvare en række kritiske spørgsmål, som de to øvrige bydere, DK4 og Radio24syv, har fået mulighed for at stille.

Flere politiske partier, blandt andet De Radikale og Liberal Alliance, har ytret et direkte ønske om, at udbuddet skal gå om.

Den offentlige debat har kredset om alt fra regnefejl hos Radio24syv, stavefejl hos Loud og diskussioner om mere eller mindre realistiske fantasibud på mulige radioværter. Men det bliver næppe nogen af delene, der vil kunne få sagen til at gå om.

Når jeg rådgiver myndigheder omkring udbud, så fraråder jeg dem altid at skrive noget som helst om minimumskrav. Radio- og tv-nævnet er simpelthen kommet til at iføre sig en spændetrøje 

Anders Nørgaard Jensen
Advokat i udbudsret

Det kan til gengæld det forhold, som en række eksperter i udbudsret har påpeget:

Hvad lyder kritikken på?

Står det til en række eksperter i udbudsret, burde Louds ansøgning være diskvalificeret med det samme, da kanalen ikke lever op til en række minimumskrav, som bliver stillet i udbudsmaterialet.

I udbudsmaterialet på side 21 står der nemlig, at "Ansøgningen skal indeholde en organisationsbeskrivelse samt beskrivelse af nødvendige kompetencer og ressourcevolumen indenfor de enkelte dele af organisationen".

På side 22 kaldes ovenstående for "grundlæggende krav (...), som ansøger forpligter sig til at overholde blot ved indsendelse af ansøgningen".

Dette har Loud ikke levet op til, hvilket Radio- og tv-nævnet selv erkender i deres evalueringsrapport:

”Nævnet har tillagt det negativ vægt, at organisationsdiagrammet ikke viser ressourcevolumen, idet det giver anledning til at betvivle Louds evne og mulighed for at opfylde minimumskrav til public service-virksomheden og − programindholdet og øvrige kriterier,” står der på side 21.

Og det er ifølge Anders Nørgaard Jensen, der er partner i advokatfirmaet Publicure og ekspert i udbudsret, en tilståelsessag.

"Jeg ser det som en foræring til en potentiel klager, at nævnet selv skriver, at der er tvivl om et grundlæggende forhold. Det er jo umiddelbart en tilståelsessag og et oplæg til den reneste indsigelse, jeg længe har set i forhold til de udbudsklagesager, jeg har beskæftiget mig med," siger Anders Nørgaard Jensen.

Han mener dog primært, at fejlen ligger i den oprindelige tekst til udbudsmaterialet.

"Når jeg rådgiver myndigheder omkring udbud, så fraråder jeg dem altid at skrive noget som helst om minimumskrav eller automatisk pligt til afvisning. Radio- og tv-nævnet er simpelthen kommet til at iføre sig en spændetrøje rent udbudretsligt," siger han.

Dette punkt er også blandt Radio24syvs spørgsmål til Radio- og tv-nævnet, som besvares skriftligt fredag klokken 12.

Kan der klages over afgørelsen?

Slots- og Kulturstyrelsen har allerede i sidste uge oplyst, at det ikke er muligt at klage over Radio- og tv-nævnets afgørelse. Men det er ikke nødvendigvis rigtigt, mener Anders Nørgaard Jensen.

”Eftersom udbudsmaterialet og tilladelsens værdi lægger op til udenlandske aktørers deltagelse, så taler meget for, at tilladelsen har grænseoverskridende interesse. Man kan ikke nationalt afskære en EU-retligt fastsat adgang til at prøve spørgsmålet. Her vil EU-ret trumfe dansk ret,” siger Anders Nørgaard Jensen.

Han mener derfor, at både Radio24syv og DK4 har mulighed for at klage over afgørelsen, hvis de ønsker det.

Læs også

Hvad har politikerne sagt?

Ikke lang tid efter, at det stod klart, at Radio24syv havde tabt udbudsrunden, var Radikales medieordfører, Jens Rohde, ude og kræve, at udbuddet skulle gå om. Han blev siden bakket op af Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh.

På spørgsmål om, hvorvidt det er brud på armslængden, erkender Jens Rohde blankt, at det er tilfældet.

"Jeg ved godt, at jeg bryder alle ideer om armslængde her, men det er jeg totalt ligeglad med," sagde han til Berlingske.

Enhedslisten vil afvente nævnets besvarelser, før de tager stilling til en eventuel ny udbudsrunde.

Fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) har indtil videre hverken villet støtte eller afvise idéen om, at udbuddet skal gå om. Men han siger, at "det ser vanskeligt ud".

Til gengæld har ministeren inviteret bydere og ordførere fra Folketingets partier til at stille kritiske spørgsmål til Radio- og tv-nævnet. Bydernes skriftlige spørgsmål vil blive besvaret fredag klokken 12. Ordførerne vil på et endnu ikke tidssat møde kunne få svar på deres spørgsmål til en spørgetime med formandskabet for nævnet.

Både Jens Rohde (R) og Søren Søndergaard (EL) har luftet tanker om at give Radio24syv en midlertidig sendetilladelse på DAB, som en slags kunstigt åndedræt, indtil situationen er afklaret.

Hvad vil Radio24syv?

Radio24syvs direktør Jakob Kvist har sagt, at han ikke er interesseret i, at kanalens sendetilladelse bliver midlertidigt forlænget. Uanset hvad lukker og slukker radiokanalen natten mellem torsdag og fredag.

Men såfremt udbuddet går om, vil Radio24syv sende en ny ansøgning om sendetilladelse. Men det vil i så fald være en helt anden ansøgning.

Hele ni af Radio24syvs mest succesfulde programmer har dog allerede fundet nye platforme, hvorfra de vil fortsætte. Blandt andet vil Radio4 overtage "Nattevagten", debatprogrammet "Cordua & Steno" vil fortsætte på Berlingskes podcast, mens B.T. overtager sladderprogrammet "Det vi taler om".

Du kan læse alle tre ansøgeres skriftlige spørgsmål til Radio- og tv-nævnet her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00