Papes største trussel: Konservative kan miste sin plads i dansk politik

Sommerferien er ved at være forbi for Søren Pape Poulsen og Konservative. Og med hverdagens begyndelse er partiet og ikke mindst dets formand konfronteret med en situation, der både rummer godt og skidt.

Konservatives krise er ikke længere akut, men den er der – og senest har problemerne i forbindelse med håndteringen af sagen om EU-parlamentarikeren Pernille Weiss understreget, hvor vanskelig Papes situation er.

Men lad os starte et helt andet sted.

Folketingsvalget bød som bekendt på en kold afvaskning og var et næsten ufatteligt nederlag for et parti og en formand, der havde sat et helt andet ambitionsniveau.

Man kan ikke overvurdere betydningen af, hvor voldsomt det var. Derfor var der også spredte krav om formandens afgang og offentlig kritik af hans nærmeste fortrolige i partiet.

Den offentlige kritik dækkede over en mere udbredt misstemning i partiet, ikke mindst hos dem, som i forvejen var en smule betænkelige ved Papes linje.Denne byggede på at lægge sig lidt til højre for Venstre på økonomisk politik og værdipolitik og så i øvrigt basere sig på Papes runde skikkelse. Hård nok til at være hård, men blød nok til ikke at være alt for hård. Det var en linje, der virkede, indtil den ikke virkede længere.

Dens fundament var aldrig stærkere end Papes personlige popularitet, og i dens politiske substans udfordrede den en fortælling om Konservative, som findes i partiets dele af partiets bagland. Her er Konservative ikke et højreparti, men et midterparti.

Denne ”socialkonservative” gruppering har været underdrejet under Papes ledelse, men trives ikke mindst de steder, hvor Konservative endnu er et stort parti – læs Nordsjælland.

Da Pape brændte fingrene på at gå til valg på topskat, bekræftede det baglandets opfattelse af, at der manglede noget.

Hvad værre var, så knyttede der sig til den kritik, også en organisatorisk kritik. Pape havde ikke bare fjernet sig fra de konservative idéer, men også fra sit bagland.

Altså var problemet ikke bare et idéproblem, men et Pape-problem.

Var blæsten om Pape og hans inderkreds fortsat efter valgnederlaget, havde det været særdeles alvorligt for Konservative.

Konservative har mistet sit traditionelt vigtigste kort: Man er ikke længere centrumhøjre-vælgernes sikre andet valg

Christian Egander Skov

Det er en lille, men helt afgørende succes, at det faktisk er lykkedes at stoppe blødningen. Der er stadig murren i krogene og en udbredt følelse af en slags udmattet utilfredshed, men ingen akut trussel.

Noget af dette har at gøre med, at de utilfredse ikke havde nogen at samle sig om. Pape har været godt hjulpet af en folketingsgruppe, som faktisk har ageret loyalt. Den offentlige utilfredshed har aldrig vokset over baglandsniveau.

Samtidig har partiets ledelse sat mange kræfter ind på et indre arbejde, som eksplicit adresserer utilfredsheden med manglen på ideologisk profil. Som et led i arbejdet hen mod et nyt partiprogram, er der blevet nedsat en mængde baglandsgrupper, der diskuterer alt fra bevaringsværdige bygninger til skattepolitik.

Initiativet er både en slags beskæftigelsesterapi, politisk signalsprog til baglandet – og et konstruktivt forsøg på at få noget spæk på sidebenene af en lidt afmagret konservatisme.

Samtidig har partiets meningsmålinger været stabile, og endda ofte på et lidt højere niveau end valget i 2022. Her kan det måske vække en vis bekymring, at partiet i seneste Voxmeter var nede på kun 4,5 procent.

Mere bekymring må det dog vække, at partiet i løbet af denne samling har mistet sit traditionelt vigtigste kort: Man er ikke længere centrumhøjre-vælgernes sikre andet valg.

Man har ikke kunnet lukrere på Venstres endnu dybere krise. I stedet er vælgerne – dem Konservative gerne ville have haft – drevet over til Vanopslagh, hvor de mødes af en retorik, som lyder langt mere traditionelt konservativ end noget, man finder hos Pape.