Partier indgår aftale: Ellemanns rolle skal indgå i undersøgelse af våbensagen

SVM-regeringen og seks oppositionspartier er enige om at iværksætte en uvildig advokatundersøgelse af våbensagen. Undersøgelsen skal omfatte Jakob Ellemanns rolle i sagen og forventes færdiggjort i april 2024.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Andreas Krog

Efter flere måneders drøftelser med Folketingets partier har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) besluttet, at centrale dele af forløbet i den såkaldte våbensag skal belyses i en uvildig advokatundersøgelse.

”Jeg må konstatere, at der er en række ubesvarede spørgsmål i denne sag. Derfor ser jeg behov for, at vi nu får en uvildig undersøgelse af de centrale dele af forløbet, og jeg er glad for, at der er bred politisk opbakning til undersøgelsen,” siger Troels Lund Poulsen.

Læs også

Regeringen og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti støtter undersøgelsen. 

Sagen, som Altinget har afdækket, handler blandt andet om, at Foketinget blev vildledt, da regeringen i januar i år al hast bad finansudvalget hastegodkende indkøb af artilleri og raketkastere for 1,74 milliarder kroner hos den israelske våbenproducent Elbit. 

Ellemanns rolle

Advokatundersøgelsen skal undersøge og redegøre for de faktiske omstændigheder vedrørende daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensens rolle i sagen.

Læs også

Advokatundersøgelsen skal dog ikke udtale sig om, hvorvidt den daværende forsvarsminister har begået eventuelle fejl eller forsømmelser, da det tilkommer Folketinget at tage stilling til sådanne spørgsmål.

”Jeg synes, det er helt naturligt, at den tidligere forsvarsministers rolle også skal undersøges. Det har Jakob Ellemann-Jensen også selv sagt. Jeg forstår interessen for, hvem der vidste hvad og hvornår. Det er vigtigt at få afklaret”, siger Troels Lund Poulsen.

Omfatte fire emner

Undersøgelsen vil omfatte fire centrale emner:

- En undersøgelse af begivenhedsforløbet i forbindelse med den markedsafdækning, som blev gennemført i januar 2023, herunder om der indgik usaglige hensyn ved tilrettelæggelsen af markedsafdækningen.

- Undersøgelse af begivenhedsforløbet i forbindelse med udarbejdelsen af aktstykker i januar 2023, herunder om de involverede myndigheder bevidst har forholdt Folketinget oplysninger.

Læs også

- Undersøgelse af det forlig, der i januar 2023 blev indgået mellem Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Elbit Systems, herunder om der var sammenhæng mellem det indgåede forlig og den ordre, der blev placeret hos Elbit Systems.

- Undersøgelse af, hvorfor forsvarsforligskredsen fik oplyst, at en særlig demonstrator-udgave ville blive anvendt til uddannelse i foråret 2023, når dette hverken var planlagt eller senere blev planlagt.

Behandlet i regeringen

Undersøgelsen skal både omfatte Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets departement.

Læs også

Undersøgelsen vil også omfatte materiale, som Forsvarsministeriet har modtaget fra eller har sendt til andre relevante styrelser og ministerier som f.eks. Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Finansministeriet, samt Forsvarsministeriets bidrag til sager, der er blevet behandlet i regeringen.

Senest 1. april

Der vil nu blive iværksat en proces, hvor den advokat, som skal forestå undersøgelsen, vælges. 

Det er herefter forventningen, at undersøgelsen kan starte i november eller december 2023, og den skal så vidt muligt afsluttes senest den 1. april 2024.

Læs også
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00