Paula Larrain: Da Facebook-monsteret slugte Abdel

Var det mon forfængeligheden, der trak i mig? Suset fra opmærksomheden? Det er spørgsmål, jeg lige skulle stille mig selv, da jeg mandag på min fødselsdag, sneg mig ind på Facebook efter et halvt års pause.

Det var i hvert fald nysgerrighed, konstaterede jeg, og som jeg scrollede ned gennem de mange hilsner, vidste jeg, at det var mere i kategorien kærlighed end noget, der var skidt og skammeligt.

Lykkelig blev jeg nemlig for at se de mange ansigter af familie og venner, som havde skrevet søde beskeder til mig på min væg. Og pludseligt slog det mig: Et stort digitalt monster udnytter det fineste, vi har,  nemlig vores indbyrdes kærlighed. Det lever af os ved at styre vores vaner, vores meninger, vores demokrati og vores hjerter.

Det går ikke, kære venner. Jeg skriver ikke dette til jer på Facebook af indlysende grunde. Jeg vil ikke være med mere.

I sommer skrev jeg, hvorfor jeg forlod Facebook, men efterlod også en kattelem, fordi jeg efter 48 års liv kender mine egne svagheder og regnede med, jeg kom tilbage.

Men det gør jeg ikke. Jeg elsker mine venner. Men jeg elsker jer også in real life. Faktisk mere. For IRL er folk som regel mindre kantede, mere smilende og knapt så indignerede. Ligesom mig selv. Jeg holder mere af mig selv, når jeg ikke er på sociale medier.

Facebook er skabt til det hurtige forargelsesfix. I en tid, der skriger på fordybelse, er Facebook selve giften. Den er tilmed afhængighedsskabende.

Paula Larrain

Et halvt års pause fra verdens suverænt største sociale medie har vist mig, at jeg sagtens kan rumme dem, jeg holder af i mit hjerte, uden hele tiden at skulle være på og dermed efterlade digitale spor, så en række virksomheder, politiske partier eller organisationer med stor købekraft kan udnytte mine svagheder, mine længsler og min følelser.

Godt nok har jeg mødt en masse dejlige nye mennesker via SoMe, men jeg har også mistet venner, hvis indhold viste sig at være for langt fra mine egne værdier.

Samtidig med disse overvejelser, førte en af mine yndlingsmennesker en krig for at bevare sin ytringsfrihed på selvsamme medie.

Abdel Aziz Mahmoud, et af de fineste, sjoveste, kærligste blandt medmennesker, fik karantæne, fordi han i desperation over tidens åbenlyse diskrimination og generalisering af folk med hans ophav, havde skrevet et skarpt indlæg, der skulle illustrere netop dette.

Hykleriet, den ukontrollerede frygt, visse mediers bevidstløse reproduktion af fordomme fik han sat på spidsen med en raffineret illustration af, hvordan det føles at blive stigmatiseret. Og herefter blev indlægget censureret og fjernet. Andre delte kun første halvdel, der helt manglede den forløsende pointe, som kom til allersidst.

Burde han have gættet sig til dette? Det efterrationaliserer nogle sig til. Men det er da tankevækkende, at et indlæg om fordomme netop bliver udsat for massiv fordom. Og hvorfor? Fordi vi jo har så travlt, så travlt?

Facebook sagde dagen efter undskyld, fordi en medarbejder ved en fejl kom til at fjerne indlægget. Hed det sig. Men hvilken fejl, var der mon tale om?

Var det en medarbejder, der ikke kunne læse indenad? En medarbejder, der ikke kunne læse indlægget færdigt? En medarbejder, som så navnet, læste de indledende sætninger og handlede uret for tidligt? Det ved vi ikke, men det var en fejl.

Kan vi så ånde lettet op? Fordi det ikke var en algoritme, der automatisk lod sig styre af en hob rabiate hadere, der havde anmeldt indlægget?

Spørgsmålene er mange og svarene umulige at få.

Måske sagen blot skal minde os om, at tjenesten ikke er gratis, at du betaler med dit levende liv, og at der bag kulissen sker sammenblandinger af værdier og overvejelser, der er skjulte. Spørg dig selv, hvad prisen er for at dele dine tanker og ideer på en nem måde.

Hvis man er lidt kendt i medierne, er prisen ret kontant, når ens ord bliver misbrugt til bevidst misforståelse. Hvis nogen gerne vil gøre dig ondt, så er der rige muligheder for at gå til hånde.

Med bevidst framing, ved koordinerede kampagner, ved syg bagtale og grumme ord. Du kan indvende, at disse lyssky menneskelige operationer altid har fundet sted. Facebook og til dels Twitter har blot accelereret dem. Og givet dem en magt, de ikke fortjener. Et instrument til at kanøfle i flok eller via en opbygget troværdighed.

Alene det er en god grund til at forlade skuden og lade magtmenneskerne kommunikere til sig selv og hinanden uden publikum.

De suger kræfter fra vigtig oplysning, men fordrejer ord for at skaffe sig fordele i forhold til dem, de er uenige med. De udnytter ægte relationer til at positionere sig og få mere magt. Jeg har flere eksempler i mit hoved, også selvoplevede, men jeg vil ikke give dem magt ved at nævne dem. Blot henlede din opmærksomhed på mekanismen, så du måske kan genkende den, næste gang du oplever et ”angreb”.

Og her er Twitter ikke spor bedre, om end det foregår mindre massivt, og man lynhurtigt kan blokere angribende trolls. Facebooks sammenblanding af venskaber, politik, salg og kommunikation gør det hele mere uigennemsigtigt. Enhver illoyal ”ven” kan tage et screen dump og så er dine private ord pludseligt ikke private.

Facebook er skabt til det hurtige forargelsesfix. I en tid, der skriger på fordybelse, er Facebook selve giften. Den er tilmed afhængighedsskabende.

Abdel kom i vanskeligheder, for selv medarbejderne bag dette magtimperium af et socialt medie gad ikke læse indlægget til ende, før dommen faldt. Hvor ofte har du selv handlet så overfladisk, fordi du ikke havde “tid”?

Jeg tilstår at have syndet på den konto. Og vil gerne blive bedre til at lade være. Så jeg bliver væk og bruger tiden på noget andet. Noget mere konstruktivt. Noget knapt så hurtigt.

Selvom jeg har lært dejlige, nye mennesker at kende via SoMe, er det tankevækkende, at fødselsdage nu mest er en digital fest, som gør det let at tænke på fødselaren i kun et minut. Det er bedre end nul minutter, tænker du, og det kan være massivt afhængigt af antal venner. Tja, men hvad er alternativet? Fem minutter? Bare for de nærmeste?

Imens har skruppelløse magtmennesker og rasende trolls brugt 100 minutter på at sende had af sted i alle retninger. Og selv når delingerne handler om hævnporno, kan IRL-instanser ikke engang gribe ind. Skal vi stoppe med at fodre monsteret og Facebook-detoxe vores liv?

----------

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder, klummeskribent og radiovært på P1. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.