Paula Larrain: Flygtninge kan være lige meget, eller hvad?

Words matter. Sådan indleder UNHCR sin pædagogiske belæring om, hvornår man bruger hvilke betegnelser for folk, der bevæger sig fra et sted til et andet.

En flygtning er en person, der flygter fra konflikt eller personlig forfølgelse. En migrant er en person, der flytter til et andet land af andre årsager end konflikt og personlig forfølgelse. Det er egentlig ligetil.

Alligevel karter medierne rundt i begreberne, og nogle har så egenhændigt besluttet sig for at kalde alle de mennesker, der risikerer deres eget liv og deres børns liv ved at tage den farlige færd over Middelhavet, for migranter. Alle til hobe.

Men det kan man ikke. Der er en grund til, at UNHCR har lavet den distinktion, og det er, fordi en flygtning bør tænde en ansvarslampe hos dem, der modtager, mens en migrant netop er en, der kan afvises automatisk.

Ved at kalde alle for migranter og kun for migranter misser man måske de flygtninge, der er i blandt. Derfor hedder det ”flygtninge og migranter”. Uanset sandsynligheder og procentfordeling.

Paula Larrain

Derpå ligger det på den flade hånd at indse, at man afviser flygtninge helt automatisk ved ikke så meget som at anerkende dem sprogligt. Jeg forstår godt politikernes interesse i det. Kan man rubricere alle de migrerende som ”migranter”, kan man samtidig hævde, at disse mennesker ikke udløser ansvar. Bekvemmeligt, når nu vi har valgt den egoistiske tilgang til verdens flygtende.

Men hvad er de pågældende mediers motiv? Jeg tog debatten op på Twitter i denne uge og kan af modargumenterne udlede, at det handler om, at alle som minimum er ”migranter”, hvis de flytter sig. Og hertil kan man klart svare nej.

Ikke ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, som er autoriteten på området, og som derfor har definitionsretten. Det er ikke Det Danske Sprognævn, Danmarks Statistik eller Danmarks medier, der har lov til at definere ordene selv på det her punkt. UNHCR har gjort det, og organisationen er en del af det internationale regelsæt, vi alle har tiltrådt.

At nogle journalister gennem tiderne har sat sig for at se kritisk på UNHCR’s brug af disse ord, er helt fair. Men er det fair over for de enkelte mennesker, der sidder om bord på de farlige fartøjer og netop har taget denne livsfarlige tur på grund af personlig forfølgelse, eller fordi deres hjem er bombet væk i en konflikt?

Hvis man er i tvivl, kan man blot betegne dem som mennesker, og det vil i sig selv modarbejde den distancering og dermed dehumanisering, vi er godt i gang med ved blot at forholde os til dem som tal og trusler. Mennesker er de. Så meget kan vi da sige uden at skulle dokumentere det. Ved at kalde alle for migranter og kun for migranter misser man måske de flygtninge, der er iblandt. Derfor hedder det ”flygtninge og migranter”. Uanset sandsynligheder og procentfordeling.

Og hvis man skulle være i tvivl om, der er noget at flygte fra i Afrika, eller om den lukkede rute over Tyrkiet har ledt flygtninge fra Mellemøsten og Asien ad en anden vej, så skal man blot kigge på selvsamme UNHCR's kort over, hvor flygtninge befinder sig, og hvordan de rykker sig.

Det er ikke lige meget om, man bliver anerkendt som et menneske, der flygter fra noget. Som oftest er de bagvedliggende grunde udelukkende menneskeskabte og noget, som vi i de rige lande kan gøre noget ved. Hvis vi vil.

En anerkendelse af dette er et absolut minimum, vi kan bidrage med.

-------------

Paula Larrain er uddannet journalist og er blandt andet tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig ordstyrer, foredragsholder, klummeskribent og radiovært på P1. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.