Hvad kan den danske venstrefløj lære af Sveriges regeringskrise?

Sverige fik en dramatisk, politisk optakt til sommerferien.

Efter at den socialdemokratiske regering fremlagde et forslag om at fjerne reguleringen af huslejerne i nybyggeriet, væltede Vänsterpartiet regeringen ved et mistillidsvotum.

Vänsterpartiet endte med at gå ud af den politiske krise som sejrherrer. Angrebet på de svenske lejere blev forhindret, der blev dannet en ny socialdemokratisk regering, og Vänsterpartiet kunne notere de bedste meningsmålinger i mange år, mens tusinder af nye medlemmer strømmede til.

Dramaet på den anden side af Øresund rejser spørgsmålet, om den danske venstrefløj kan lære noget af forløbet. Svaret er både ja og nej.

Det er svært at overføre erfaringerne direkte på grund af de store forskelle mellem situationen i Danmark og Sverige og ikke mindst den rolle, som venstrefløjen har været placeret i.

I Sverige var Vänsterpartiet indtil regeringskrisen placeret helt uden for politisk indflydelse. Efter valget i 2018 overtalte socialdemokraterne to centrumhøjrepartier til at støtte en ny S-regering.

Men deres betingelser var hårde. Dels skulle socialdemokraterne forpligte sig på at gennemføre en række hårde nyliberalt orienterede reformer. Dels skulle regeringen love at isolere Vänsterpartiet. Det fremgår således eksplicit af den såkaldte januaraftale, at Vänsterpartiet "skal holdes uden for indflydelse i mandatperioden".

Man kan undre sig over, at Vänsterpartiet på trods af denne ydmygelse alligevel stemte for, at regeringen kunne dannes. Men partiet turde dengang ikke at få skylden for, at der blev dannet en højreregering med støtte fra Sverigedemokraterne, så de bed i det sure æble.

De pegede dog med det samme på tre punkter i januaraftalen – herunder spørgsmålet om huslejereguleringen – og gjorde klart, at hvis de blev gennemført, så ville de trække støtten til regeringen.

Da regeringen to et halvt år efter alligevel fremlagde forslaget – formentlig fordi de ikke troede, aat Vänsterpartiet havde røv i bukserne, handlede partiet resolut og udløste et mistillidsvotum.

Det er helt afgørende, at Vänsterpartiet valgte at tage opgøret på et spørgsmål, hvor de havde opbakning fra et stort flertal i befolkningen

Pelle Dragsted
Kommentarskribent

Vänsterpartiet kom altså fra en helt utålelig parlamentarisk situation, hvor de støttede en regering, der eksplicit havde forpligtet sig til at holde dem uden for indflydelse. Det var klart, at den situation ikke kunne fortsætte frem mod valget næste år. At de var nødt til at få rykket ved spillepladen.  

I Danmark er situationen en markant anden. Hvor Vänsterpartiet var uden for indflydelse, har venstrefløjen ikke haft større indflydelse i årtier.

Hvor Vänsterpartiet blev behandlet som en paria, mens regeringen gav særrettigheder til centrumhøjrepartierne, bliver Enhedslisten behandlet som et ligeværdigt parti, hvis mandater har akkurat samme værdi som de øvrige støttepartiers.

Man kan sige, at Vänsterpartiets sommermanøvre essentielt handler om at bringe sig i samme position som Enhedslisten. Altså at gøre op med idéen om, at deres støtte kan tages for givet. At deres mandater er mindre værd end de andre partiers.

Det var præcis samme opgør med socialdemokratisk revolverdemokrati, som Enhedslisten gennemførte efter årene med Thorning og Corydon og som tvang den nuværende regering til at inddrage Enhedslisten i forhandlingerne om det forståelsespapir, der sætter rammerne for regeringens økonomiske politik og har til formål at forhindre en gentagelse af Thornings reformamok.  

Men også den førte politik er helt forskellig.

Mens den svenske socialdemokratiske regering fører en hård nyliberalistisk økonomisk politik, der minder om årene under Thorning, fører den danske regering den mest venstreorienterede økonomiske politik i årtier. Med markante investeringer i velfærden, nye sociale rettigheder, bedre beskyttelse af lejere og højere skat i toppen.

Udgangspunktet er med andre ord grundlæggende forskelligt i de to lande. Vänsterpartiet havde ikke meget at tabe og var ganske enkelt nødt til at få genforhandlet deres relation til regeringen og de øvrige partier i blokken.

I Danmark har venstrefløjen omvendt allerede sikret sig markant indflydelse på regeringens politik og har derfor mere at tabe, hvis en politisk krise skulle føre til et regeringsskifte, og blå blok overtog magten. 

Det betyder dog ingenlunde, at en lignende regeringskrise ikke kan opstå i Danmark.

Enhedslisten har gjort klart, at forudsætningen for partiets fortsatte støtte til regeringen er, at aftalerne i forståelsespapiret overholdes.

At udløse en regeringskrise bør aldrig drives af affekt eller pludselige indskydelser

Pelle Dragsted
Kommentarskribent

Helt aktuelt kan spørgsmålet om fattigdomsydelserne medføre en konflikt, der potentielt kan ende med, at regeringen falder, fordi den ikke vil gennemføre det opgør med fattigdommen, som den har forpligtet sig til. 

Men en konflikt kan også udløses, hvis regeringen trods løfter om det modsatte vender tilbage til Corydon-æraens arbejdsudbudsreformer – og for eksempel angriber dagpengesystemet. 

Sker det, er der faktisk for den danske venstrefløj vigtige lektier at lære fra Vänsterpartiets håndtering af deres krise med regeringen:

For det første var det helt afgørende, at Vänsterpartiet valgte at tage opgøret på et spørgsmål, hvor de havde opbakning fra et stort flertal i befolkningen – selv blandt centrumhøjrepartiernes vælgere.

Der var tale om et såkaldt bread and butter-spørgsmål, som berørte hundredtusinder af lønmodtageres livsvilkår. Vänsterpartiet var klar over, at hvis man skal true en regering til indrømmelser, så skal man tage opgøret på et spørgsmål, der gør ondt på regeringen, og hvor den er bange for at møde vælgerne.

Formålet med at udløse en regeringskrise er jo ikke at vælte en regering, men derimod at få den til at bøje sig. Og det gør den kun, hvis den er bange for et valg.

For det andet spillede Vänsterpartiets tålmodighed en vigtig rolle. Det var formentlig klogt, at partiet støttede dannelsen af S-regeringen i 2019, fordi de ellers kunne gøres ansvarlige for en blå-sort-regering.

Men efter to år med en S-regering, der har ført højrepolitik, var utilfredsheden også blandt socialdemokratiske vælgere til at tage og føle på. De fleste kunne også se, at Vänsterpartiet havde strukket sig ualmindeligt langt for at undgå en højreregering uden rigtig at få noget til gengæld.

Det forløb var en vigtig forudsætning for, at Vänsterpartiet mødte forståelse for deres trusler langt ind i det socialdemokratiske bagland. 

At udløse en regeringskrise bør aldrig drives af affekt eller pludselige indskydelser. Det er noget, der skal bygges op til gennem måneder eller år, hvis der skal vindes den forståelse og sympati, der gør, at det er regeringen og ikke venstrefløjen, der kommer under pres når krisen udløses.

For det tredje spillede tempoet i selve eksekveringen en vigtig rolle. Vänsterpartiet gav kun regeringen 48 timer til at trække deres forslag om markedsleje tilbage, og allerede tre dage efter stemte de for et mistilidsvotum.

Den danske venstrefløj har mere at tabe, hvis en politisk krise skulle føre til et regeringsskifte, og blå blok overtog magten

Pelle Dragsted
Kommentarskribent

Det korte aftræk betød, at socialdemokraterne ikke havde mulighed for at bruge deres enorme spinapparat eller deres magt i fagbevægelsen og S-pressen til at lægge Vänsterpartiet under pres. Vänsterpartiet styrede slagets gang frem for at lade den Socialdemokratiske regering gøre det.   

Endelig var Vänsterpartiet meget effektive i deres kommunikation i forhold til det abespil, som altid vil følge af en regeringskrise. De lagde ansvaret for krisen på socialdemokraterne og henviste til, at de fra dag ét havde advaret om konsekvensen, hvis regeringen fremlagde forslag om markedsleje. At de havde strakt sig langt, og deres krav var beskedne.

De gjorde det klart, at de absolut ikke ønskede, at regeringen skulle falde, og gjorde hele tiden sig selv tilgængelige for forhandlinger og reelle kompromisser.

Da regeringen var fældet, meldte de umiddelbart ud, at de var klar til forhandlinger om dannelsen af en ny socialdemokratisk regering, forudsat at forslaget om markedsleje var taget af bordet. På den måde kom partiet til at fremstå som de mest åbne og kompromisvillige i regeringsblokken.

Det er helt afgørende, hvem der vinder abespillet om en regeringskrise.

Socialdemokratiske regeringer vil stå for en fortælling om, at hvis venstrefløjen stiller et mistillidsvotum, så har venstrefløjen også eneansvaret for, at en blå regering kan komme til magten.

Venstrefløjens modfortælling kan, som Vänsterpartiet viste, være, at det er et fælles ansvar, om en regering kan dannes, og om den kan sidde mandatperioden ud. Præcis som det ved en skilsmisse ofte ikke er den, der vil skilles, der er eneansvarlig for bruddet.

Tager en socialdemokratisk regering ikke hensyn til venstrefløjens mandater og bryder den for eksempel åbenlyst støttepartiernes røde linjer, så bærer den også ansvaret for en eventuel regeringskrise. 

Disse erfaringer kan blive værdifulde for den danske venstrefløj, hvis socialdemokraterne herhjemme ligesom deres svenske søsterparti glemmer at tage venstrefløjens mandater alvorligt, eller hvis den vender tilbage til en asocial reformpolitik, der vækker modstand i brede dele af befolkningen.