Pernille Skipper: Har Mette Frederiksen – i sin iver for at beholde magten – nu ofret rød bloks muligheder for altid?

En regering hen over midten er så godt som en realitet nu. Venstre og Ellemann fik et OK fra baglandet på landsmødet forrige weekend, og Mette Frederiksen har smidt flere partier – inklusive dele af sit tidligere parlamentariske grundlag – ud for at få forhandlingerne "ind i en ny fase".

De har tilmed endelig erkendt, at det vil betyde politiske indrømmelser til højrefløjen, og er på den måde så småt i gang med at forberede offentligheden på konsekvenserne for den kommende valgperiode. Men konsekvenserne på den lidt længere bane kan blive fatale for hele rød blok.

På den helt korte bane er en S+V-regering både historisk og ikke mindst ualmindeligt spændende for helt almindelige danskere, fordi det stadig er fuldstændig uklart hvilken politik en sådan regering vil føre. Hvad er styrkeforholdene mellem Ellemann og Frederiksen egentlig, når det kommer til stykket, og hvem skal bøje sig mest, når der skal laves kompromisser om skattelettelser, CO2-afgift på landbruget, privatisering i sundhedsvæsnet og løn til de uligelønramte fag?

Konsekvenserne af en SV-regering kan blive fatale for hele rød blok

Pernille Skipper

Mette Frederiksen har i valgkampen formået den store bedrift at blæse og have mel i munden på én gang. Hun har på den ene side lovet, at hun vil samarbejde over midten.

Samtidig har socialdemokraternes spinapparat fået alle kommentatorer og analytikere til at fortælle vidt og bredt, at der "bare er tale om en strategisk manøvre, som de ikke rigtig mener", mens de er gået til valg på en lang række politiske sager, som vil krævende flyvende grise at gennemføre i en regering hen over midten. Og på den måde har alle deres vælgere kunnet se sig selv i projektet.

Men er de forberedt på de indrømmelser, som der er udsigt til? Det kan blive klassiske arbejdsudbudsreformer i form at nedskæringer på det sociale sikkerhedsnet. Med stor sandsynlighed vil vi også se alle indtægter blive brugt på store virksomheder og skattelettelser, og dermed en kraftig opbremsning i velfærdsinvesteringer. Og senest har Ellemann krævet topskattelettelser, selvom han i valgkampen sagde, at det slet ikke var aktuelt. Det tyder på, at prisen på grisen, som Søren Gade siger, er temmelig høj.

Og derfor er det interessant, at Mette Frederiksen har turdet at smide sit tidligere parlamentariske – og dermed sit sikkerhedsnet, hvis grisen bliver for dyr trods alt – på porten allerede nu.

Hun har muligvis et ønske om fortsat at samarbejde med partierne, men det kan vise sig naivt, for Enhedslisten har ikke glemt, hvad det vil sige at være oppositionsparti. Valgløfter fra socialdemokraterne vil unægtelig blive svigtet.

Det vil endda ske i en tid, hvor de fattigste allerede er økonomisk hårdt klemt af inflationen og landet på vej ind i en periode med potentielt katastrofal arbejdsløshed. Gør Enhedslisten sit arbejde godt, risikerer centrum-venstre at bløde vælgere til venstrefløjen på niveau med tiden under Thorning-regeringen.

Enhedslisten har ikke glemt, hvad det vil sige at være oppositionsparti

Pernille Skipper

Men det kan vise sig, at beslutningen på den lidt længere bane er endnu mere afgørende og måske endda fatal for rød blok, som vi kender den.

Mange spår, at SV-samarbejdet går i stykker meget hurtigt. Historien taler da også for det. Men lad os antage, at det kan holde en hel valgperiode. Hvad går Mette Frederiksen så til valg på om 4 år?

Det vil blive svært for hende at vende tilbage til Enhedslisten og Alternativet og bede dem om at indgå i et tillidsfuldt samarbejde inden for de nærmeste år. Det krævede flere år, og en ihærdig indsats at genoprette forholdet efter Thorning-tiden, og det kunne udelukkende lade sig gøre, fordi Mette Frederiksen lagde afstand til netop Thorning og Corydon.

Det er med andre ord noget nær umuligt at forestille sig, at Mette Frederiksen efter en valgperiode i regering med højrefløjen og de deraf følgende politiske konsekvenser, kan vende tilbage til at betragte den samlede røde blok som et stabilt parlamentarisk grundlag. I hvert fald ikke med hende selv i spidsen.

Det efterlader hende med meget få kort på hånden. Hun nærmest ikke har andre muligheder end at holde fast i Venstre – uanset hvad prisen på grisen så bliver.

Det er noget nær umuligt at forestille sig, at Mette Frederiksen efter en valgperiode i regering med højrefløjen kan vende tilbage til at betragte den samlede røde blok som et stabilt parlamentarisk grundlag

Pernille Skipper

Der er ingen tvivl om, at socialdemokraterne fejrede de præcis 87 mandater til rød blok på valgaftenen, fordi det var deres es i forhandlingerne. Muligheden for at bruge et rødt flertal hev tæppet væk under Løkke, og gav Socialdemokraterne en tilbagefaldsmulighed, hvis Venstre viste sig for besværlig. Men den mulighed har hun nu spillet af hånden både i de igangværende forhandlinger, men måske også på lang sigt.

Det er vovet at spå om fremtiden i dansk politik for tiden. For et halvt år siden havde få forudset den nuværende situation. At gætte på hvad der sker om et halvt år, er lige så troværdigt som at spå om fremtiden i the-blade.

Men jeg tror, at det kan vise sig, at Mette Frederiksen – den socialdemokratiske formand, der ville gøre op med højredrejningen og statsministeren der ledte Danmark i de rødeste og grønneste 3,5 år i årtier – i sin iver for et beholde magten nu har været den, der har sendt alle muligheder for et fungerende rød-grønt flertal i fremtiden på møddingen. Og dermed også hendes muligheder for at gennemføre noget af alt det, hun engang troede på.