Politisk flertal vil lempe regler for medarbejderaktier

Et politisk flertal i Skatteudvalget vil forsimple regler for medarbejderaktier. Venstre, Radikale og Konservative kalder det et vigtigt skridt for at tiltrække kompetent arbejdskraft til iværksættervirksomheder. Enhedslisten mener, at det bidrager til social ulighed. Skatteminister dykker nu ned i arbejdsgruppens forslag.

Iværksættere har generelt svært ved at gennemskue medarbejderaktieordningerne, og derudover er det for dyrt at etablere, da det kræver en masse rådgivning, ifølge Louise Schack Elholm, der er skatteordfører for Venstre og formand for arbejdsgruppen.
Iværksættere har generelt svært ved at gennemskue medarbejderaktieordningerne, og derudover er det for dyrt at etablere, da det kræver en masse rådgivning, ifølge Louise Schack Elholm, der er skatteordfører for Venstre og formand for arbejdsgruppen.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Lærke Møller Hansen

Det skal være nemmere og billigere at tildele medarbejderaktier.

Sådan lyder det fra et politisk flertal i Folketingets Skatteudvalg, der har undersøgt, hvordan man kan forbedre iværksætteres muligheder for at tiltrække kompetent specialiseret arbejdskraft.

Her kom den særlige arbejdsgruppe frem til, at der er visse barrierer ved medarbejderaktieordningerne, som besværliggør iværksætteres opstart i Danmark, forklarer Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm.

”Det har samstemmende lydt, at det er meget svært at finde ud af medarbejderaktieordningerne, og det er dyrt at etablere, fordi du skal have en masse rådgivning. Derfor mener vi ikke, at det er en tilfredsstillende måde, som det virker på i dag,” siger Louise Schack Elholm, der er formand for arbejdsgruppen.

Af beretningen fremgår det blandt andet, at ”de danske regler ikke i tilstrækkelig grad stimulerer iværksættere til at gøre brug af medarbejderaktieordninger,” og at det skyldes en langsommelig proces med dyre advokat- og revisorsalærer.

I Konservative deler man holdningen om, at reglerne bør forsimples, og at det skal være billigere at etablere.

”Medarbejderaktier er helt afgørende, da iværksættere ofte ikke har mulighed for at give en særlig høj månedsløn og har behov for at tiltrække medarbejdere med specialkompetencer,” siger erhvervsordfører, Mona Juul.

Radikale står også bag forslagene og vil gerne opfordre til at gøre reglerne mere smidige og gennemskuelige for medarbejdere og virksomheder. 

"Når man skal tiltrække risikovillige kapital og investorer, er det vigtigt, at medarbejdere i en opstartsvirksomhed har mulighed for at få andel af medarbejderaktierne hurtigere og nemmere, end det er tilfældet i dag," siger Kathrine Olldag, skatteordfører for Radikale.

Fakta

Arbejdsgruppens medlemmer:

  • Formand Louise Schack Elholm (V)
  • Næstformand Troels Ravn (S) 
  • Dennis Flydtkjær (DF)
  • Carl Valentin (SF)
  • Rasmus Nordquist (SF)
  • Karsten Filsø (SF)
  • Kathrine Olldag (RV)
  • Rune Lund (EL)
  • Mona Juul (K)
  • Lars Boje Mathiesen (NB)
  • Ole Birk Olesen (LA)

Enhedslisten: ”Der ligger en social skævhed i at give en skatterabat”

Tildeling af medarbejderaktier er et af fokuspunkterne i beretningen, som et bredt flertal, med undtagelse af SF og Enhedslisten, er blevet enige om.

Beretningen er udarbejdet af en parlamentarisk arbejdsgruppe fra Skatteudvalget og er en udsædvanlig praksis, da lovforslag normalt kommer fra regeringen.

Selvom et bredt flertal står bag, er det ikke ensbetydende med, at initiativerne bliver indført. Det afhænger i sidste ende af, om regeringen tager forslagene op. 

Der ligger en social skævhed i at give en skatterabat.

Rune Lund
Erhvervsordfører for Enhedslisten

Ifølge Rune Lund, erhvervsordfører for Enhedslisten, bør man ikke udvide medarbejderaktieordningen. Han mener, at det vil resultere i skattefordele til hierarkiske virksomheder.

”Der ligger en social skævhed i at give en skatterabat," siger Rune Lund og uddyber:

”På den ene side kan vi (red. EL) godt lide, at ejerskab bliver bredt ud. På den anden side er det også en skattelettelse, som primært vil komme mere højtlønnede til gode. Derfor er det ikke den rigtige løsning, fordi man kan bruge aflønning af medarbejderaktier til at få sin lønindkomst ned og dermed slippe for at betale topskat."

Enhedslisten vil derimod hellere prioritere at se på, hvordan man kan styrke demokratiske virksomheder, understreger Rune Lund.

Han påpeger samtidig, at man også kan tiltrække kompetent arbejdskraft ved at give en højere løn uden skattefordele.

Men netop at give en højere løn kan være svært, da iværksættere ofte står og mangler likvider i opstartsfasen, mener både Louise Schack Elholm og Mona Juul.

”Det koster typisk en halv million at sætte systemet op, og det er meget, hvis man er iværksætter,” siger Louise Schack Elholm.

Konservatives erhvervsordfører supplerer. 

”Medarbejderaktierne er afgørende, når man skal vurdere, om man vil være med til at bygge en virksomhed op til en anden løn, end man måske kunne have fået et andet sted," siger Mona Juul.

Fakta

Tre forslag til at forbedre ordninger for medarbejderaktier

Arbejdsgruppen i Skatteudvalget - med undtagelse af SF og Enhedslisten - opfordrer regeringen til at undersøge, hvordan de eksisterende ordninger om medarbejderaktier kan gøres nemmere at anvende i praksis og mere attraktive for virksomhederne.

Det skal gøres ved at undersøge tre forslag:

  • Der foreslås et krav om en grundløn, frem for at medarbejderaktier
    kun må udgøre en procentdel af lønnen, som er tilfældet i dag.
  • Det opfordres også til, at ordningen for medarbejderaktier i nye virksomheder udvides således, at virksomheder, der er ældre end fem år, også kan anvende ordningen.
  • Samtidig foreslår gruppen, at værdiansættelsen af medarbejderaktier forsimples, så omkostningerne for virksomhederne bliver mindre, og processen afkortes.

Flere lande at hente inspiration fra 

Virksomheder kan i dag kun tildele medarbejderaktier under særlige vilkår, hvis de er under fem år gamle.

Det er en af de ting, som arbejdsgruppen vil ændre, så ældre virksomheder også kan få gavn af ordningerne.

Fra Venstre, Radikale og Konservative lyder det, at man med god grund kan hente inspiration fra andre lande, der har bedre vilkår end Danmark.

”Vi har hørt mange forskellige parlamenter i vores nabolande, Australien og New Zealand. Og der må man bare sige, at der er rigtig mange andre steder, hvor virkningen af medarbejderaktieordninger fungerer bedre end her,” siger Louise Schack Elholm.

Hos Radikale mener man, at iværksættere i Danmark godt kan hjælpes bedre på vej.

"Der er nogle benspænd for iværksættere i Danmark. Det er ikke det nemmeste sted at starte virksomhed i," siger Kathrine Olldag.

Sverige har gjort det en lille smule nemmere for alle på flere områder.

Mona Juul
Erhvervsordfører for Konservative

Hun vil dog ikke fremhæve nogle lande frem for andre. Mona Juul peger til gengæld på Sverige som et af de lande, hvor virksomheder i højere grad bliver i landet på grund af bedre vilkår.

”Sverige gør mange ting godt i forhold til opstart af virksomheder generelt. Sverige har gjort det en lille smule nemmere for alle på flere områder,” siger hun og påpeger, at et godt sted at starte i Danmark vil være at fjerne milepælsbetalinger.

”Hvis du har en høj værdiansættelse, er det uhensigtsmæssigt, fordi man skal betale skatten up front,” forklarer Mona Juul.

Og flere topfolk i dansk erhvervsliv har allerede til Altinget udtalt sig om, at reglerne for medarbejderaktier ikke er optimale i Danmark sammenlignet med andre lande.

Senest har tidligere Just Eat-direktør, Klaus Nyengaard, fortalt, at reglerne for tegningsretter til aktier er mindre attraktive end de lande, vi er i konkurrence med. Og det gør det sværere for danske virksomheder at tiltrække talenter uden for EU's grænser ifølge ham.

Også Trustpilot-bossen, Peter Mühlmann, har i januar delt sine tanker om, at man kan få flere iværksættere til at blive i Danmark, hvis man forbedrer reglerne for medarbejderaktier, mener han.

Sådan forholder regeringen sig

Venstre, Radikale og Konservative håber på, at Skatteministeren vil se på arbejdsgruppens forslag.

”Jeg håber meget, at skatteministeren vil se velvilligt på det og tage det med i sit lovprogram. Desuden håber jeg, at erhvervsministeren snart får kaldt til forhandlinger med iværksætteri,” siger Mona Juul fra Konservative med henvisning til forhandlingerne, der er blevet udskudt i omkring halvandet år.

Altinget har spurgt skatteministeren om, hvad han mener om arbejdsgruppens tre forslag, og om han vil indføre nogle af dem.

”Jeg har med interesse læst arbejdsgruppens forslag til, hvordan vi kan forbedre vilkårene for danske iværksættere, herunder hvordan reglerne for medarbejderaktier kan bruges som et instrument," lyder det i en skriftlig kommentar fra skatteminister Jeppe Bruus (S), der fortsætter:

"Som initiativtager og forhenværende formand for Skatteudvalgets arbejdsgruppe for bekæmpelse af sort arbejde kender jeg vigtigheden af at arbejde tværgående."

Ministeriet er nu ved at undersøge forslagene nærmere, oplyser han.

"Jeg selv og Skatteministeriet er nu i gang med at dykke længere ned i de konkrete forslag. Herefter vender jeg tilbage til Skatteudvalget, hvor jeg ser frem til nogle konstruktive drøftelser med arbejdsgruppen,” siger Jeppe Bruus.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Louise Schack Elholm

MF (V), fhv. kirkeminister, minister for landdistrikter og for nordisk samarbejde
cand.polit. (Københavns Uni. 2006)

Rune Lund

Fhv. MF (EL)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

Mona Juul

Politisk leder, Konservative, MF (K)
civiløkonom (Syddansk Uni. 1993)

0:000:00