Overblik: Her er regionalvalgets stemmeslugere og nederlag

Stephanie Lose (V) blev regionalvalgets absolutte topscorer. Anders Kühnau (S) fik færre stemmer end i 2017, men endnu værre gik det Venstres spidskandidat i Midtjylland. Region Sjælland og Hovedstaden fintæller fredag formiddag stadig stemmer.

Både Ulla Astman og Anders Kühnau fik færre personlige stemmer i år end ved valget i 2017.
Både Ulla Astman og Anders Kühnau fik færre personlige stemmer i år end ved valget i 2017.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Signe LøntoftOle Nikolaj Møbjerg Toft

Nok tabte Stephanie Lose formandsposten i Danske Regioner til Anders Kúhnau, men hun har den absolut største opbakning hos vælgerne.

Det viser optællingen af regionalvalgets personlige stemmetal. Tirsdag satte ikke færre end 147.485 fynboer og sønderjyder kryds ved den populære regionsformand i Syd. Det svarer til 23,2 procent af regionens stemmer.

Dermed slog den populære stemmesluger ikke alene sig selv - i 2017 landede Lose 89.583 personlige stemmer - men også tidligere regionsformand Bent Hansens gamle rekord på 104.064 stemmer. 

Den bedrift skyldes en kombination af synlighed og troværdighed, vurderer Altingets sundhedspolitiske analytiker, Ole Toft:

"Hun er ikke noget retorisk festfyrværkeri, men hun har en profil, som er meget saglig og troværdig. Samtidig har hun haft meget medietid, både i kraft af sin post som formand for Danske Regioner, men også som næstformand i Venstre," siger han.

At Stephanie Lose sidder solidt på tronen i Syddanmark understreges af afstanden til hendes udfordrer, socialdemokraten Mette With Hagensen, der kom i regionsrådet med 15.619 stemmer. 

Tilbagegang for Kühnau og Astman

Næstefter Stephanie Lose var det de nordjyske kandidater, der fik den højeste procentdel af stemmerne i deres region - med forbehold for, at de sjællandske regioner endnu ikke har offentliggjort de personlige stemmetal. I begge regioner er fintællingen fortsat i gang fredag formiddag.

Ulla Astman (S) fik 10,2 procent, mens udfordreren Mads Duedahl (V)  fik 7,1 procent. Formandsposten gik som bekendt til Duedahl, som med 21 mandater kunne mønstre et snævert flertal i regionsrådet. 

Ved valget i 2017 kunne Ulla Astman ellers bryste sig af at være den regionspolitiker i Danmark, der fik den største andel af stemmerne med 15 procent af stemmerne.

Duedahl, som er ny i regionspolitik, fik et flot valg med over dobbelt så mange personlige stemmer, som forgængeren, tidligere spidskandidat Lone Sondrup, kunne mønstre i 2017.

Anders Kühnau (S), der nu skal være formand for Danske Regioner, fik 6,7 procent af de midtjyske stemmer. Målt i personlige stemmetal blev Kühnau ramt af Socialdemokratiets tilbagegang og rækken af møgsager i regionens sundhedsvæsen. I hvert fald måtte han i år nøjes med 47.116 stemmer mod de 62.959 krydser, der sendte ham i regionsrådet i 2017.

Genvalgt efter kaotisk fyring

Det gik dog nærmest værre for Kühnaus hovedudfordrer fra Venstre, Asger G. Christensen, der på flere måder fik et dårligt valg. Med 13.606 stemmer fik han under halvdelen af de næsten 29.000 stemmer som Venstres foregående spidskandidat, Carsten Kissmeyer, fik i 2017.  

Asger G. Christensens fik ikke engang flest stemmer blandt Venstres kandidater. Han blev nemlig overgået af Ulrich Fredberg, der blev genvalgt med 14.716 stemmer.

Ulrich Fredberg blev for alvor kendt, da han som siddende regionspolitiker blev fyret som overlæge på en af regionens højt profilerede sygehusafdelinger.

Fyringen var kaotisk, og det var efterspillet også. Ulrich Fredbergs hårde kritik af regionens ledelse har skabt splittelse i Venstre, og det er en kendt sag, at Fredberg og Asger G. Christensen ikke er enige om Venstres linje i regionsrådet.  

--- ARTIKLEN OPDATERES ---

 

 

Hovedstaden  

 


 
Midtjylland 


 
Nordjylland 

 

 
 
Sjælland 

 

 
Syddanmark 

 


Det er muligt at se mandatfordelingen for hver enkelt region på Altingets valgside for regionalvalget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stephanie Lose

Økonomiminister (V), næstformand for Venstre
cand.oecon. (Syddansk Uni. 2006)

Anders Kühnau Hansen

Formand, Danske Regioner, regionsrådsformand (S), Region Midtjylland, medlem, Kattegatkomitéen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2008)

Ulla Astman

Tiltrædende kontorchef, HK Nordjylland (1/4/2024), fhv. regionsrådsformand (S), Region Nordjylland
cand.scient.adm. (Aalborg Uni. 1996)

0:000:00