Portræt: Morten Bødskov har selv været ministeren i nød engang. Nu skal han træde til med nødhjælp i Forsvarsministeriet

Den erfarne Morten Bødskov bliver ny forsvarsminister, og her skal han sikre ro på området, lyder det fra politiske kommentatorer. Bødskov har i sin tid måtte fratræde som minister grundet mistillid fra Enhedslisten – men nu er han tilbage på den store scene. 

Efter mere end to år som skatteminister overtager Morten Bødskov nu rollen som forsvarsminister fra Trine Bramsen.
Efter mere end to år som skatteminister overtager Morten Bødskov nu rollen som forsvarsminister fra Trine Bramsen.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Marie Møller Munksgaard

Det er nok ikke svært for Morten Bødskov (S) at forestille sig at være i Benny Engelbrechts (S) sko lige nu.

Spoler vi tiden tilbage til 2013, måtte han nemlig fratræde posten som justitsminister grundet mistillid fra Enhedslisten – akkurat som den afgående transportminister.

Men snart ti år senere er den garvede socialdemokrat Morten Bødskov ved at være tilbage “på den store scene”, lyder analysen fra flere politiske kommentatorer.

Han skal nemlig overtage posten som forsvarsminister fra Trine Bramsen (S), der rykker over til transportministeriet. Samtidig beholder han sin plads i regeringens magtfulde koordinationsudvalg.

Det er en sag, der minder lidt om den sag, der fældede Benny Engelbrecht, så det var nærliggende at flytte Bødskov, inden sagen udviklede sig.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Og her skal hans erfaring og driftssikkerhed sørge for at skabe ro på forsvarsområdet, efter en stormfuld tid med Trine Bramsen som minister, der ofte har været genstand for kritik.

Samtidig fremhæver Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, at det er en fordel at flytte Morten Bødskov væk fra Skatteministeriet.

Her har han nemlig også haft sine problemer i, hvor DR’s Detektor blandt andet har afdækket, hvordan han har udeladt kritiske tal om plug-in-hybridbiler i et svar til Folketinget.

"Det er en sag, der minder lidt om den sag, der fældede Benny Engelbrecht, så det var nærliggende at flytte Bødskov, inden sagen udviklede sig," siger Erik Holstein.

Læs også

En socialdemokrat ind til benet

Vi skal nogle årtier tilbage for at nå begyndelsen af Morten Bødskovs politiske karriere. Allerede som 15-årig meldte han sig ind i det socialdemokratiske ungdomsparti, DSU, og i 1996 blev han forbundsformand efter Henrik Sass Larsen.

I 2001 blev han valgt til Folketinget for første gang. Her har han haft poster som rets- og finansordfører, og i 2004 senere udpegede Helle Thorning-Schmidt ham som næstformand i folketingsgruppen.

Da regeringsmagten skiftede i 2011, blev Morten Bødskov udnævnt som justitsminister, og sammen med Henrik Sass Larsen var han kendt som en af Helle Thorning-Schmidts mest trofaste væbnere. En lokalavis i hans storkreds kaldte ham såmænd for “Rødovres Palle From” med henvisning til en af karaktererne i Krøniken, der er indædt socialdemokrat.

Og den nye forsvarsminister har da også tidligere udtalt i et portræt til HerlevBladet, at “politik er en livsstil”.

I portrættet spørger han retorisk:

“Er jeg politiker om morgenen, når jeg læser aviser, er jeg politiker, når jeg møder folk i Dildhaven, eller når jeg ser Brøndby IF eller Herlev Eagles spille?”

Tilbage i inderkredsen

Morten Bødskovs tid som justitsminister endte i sidste ende med at blive yderst stormfuld. I slutningen af 2013 kom det nemlig frem, at han havde tilbageholdt information over for Folketingets Retsudvalg om, hvorfor deres studietur til Christiania var blevet aflyst.

Enhedslisten kaldte det “en decideret løgn”, og det endte i sidste ende med, at Bødskov måtte fratræde ministerposten, efter at Enhedslisten erklærede mistillid til ham.

Men efter nu mere end to år som skatteminister og med en ny titel som forsvarsminister er Morten Bødskovs placering i regeringen nu endnu engang central. Det understreger Noa Redington, der er politisk kommentator, på TV 2 News.

“Han vil blive set som en minister, der kommer fra regeringens absolutte inderkreds. Han har prøvet det før. Han har siddet tæt på nogle af de her meget svære beslutninger som justitsminister,” siger Noa Redington til tv-stationen.

I Forsvarsministeriet skal han blandt andet tage over, mens spændingerne mellem Nato og Rusland tager til. Samtidig er der en række møgsager om læk fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som også ligger på skrivebordet i ministeriet, der inden længe skal danne ramme om forhandlingerne om Danmarks næste forsvarsforlig.

Noa Redington mener dog, at han er godt klædt på til jobbet.

“Han forstår det her politikområde, og han ved, hvordan man skal træde varsomt.”

Udover politik har Morten Bødskov haft en anden fast følgesvend i sit liv – nemlig Bruce Springsteen. Nogle vil gå så langt som at kalde ham “Danmarks største Bruce Springsteen-fan", og da han blev skatteminister, var der heller ingen tvivl om, at det var billeder af Bruce Springsteen, der skulle pryde kontoret.

Mon ikke de mange Bruce Springsteen billeder rykker med Morten Bødskov videre til Forsvarsministeriet.

Blå bog: Morten Bødskov

Navn: Morten Bødskov

Født: 1. maj 1970 i Karup

Politisk karriere:

  • Forsvarsminister fra februar 2022
  • Skatteminister fra juni 2019
  • Justitsminister fra 2011 til 2013
  • Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 2001

Uddannelse:

  • BA i samfundsfag, Aalborg Universitet, fra 1991 til 1994

Stemmetal:

  • Han fik 8.597 personlige stemmer, svarende til hver tiende af partiets stemmer i Københavns Omegns Storkreds.

Kilde: ft.dk og Altinget

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Bødskov

Erhvervsminister, MF (S)
BA i samfundsfag (Aalborg Uni. 1994)

Trine Bramsen

MF (S), fhv. forsvarsminister, transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

0:000:00