Praktiserende læger om frivillighed og velfærd: Besøgsvenner vil ikke lette presset – men det er fint at inddrage frivillige i at forebygge ensomhed
Det er slet ikke en dårlig ide at tænke frivillighed mere bredt ind i forebyggende tiltag, mener lægeforeningen. Men for at det batter noget, skal der skrues på de helt store tandhjul – og måske skal maskinen bygges helt om. En britisk metode, som socialministeren henviser til, er et godt sted at søge viden og inspiration.
Gitte Skotby-Young Ballenstedt
RedaktørSundhedsminister Astrid Krag (S) hev i sidste uge to konkrete eksempler op af hatten på, hvor frivillighed kan lette presset på den hårdt pressede danske velfærdssektor.
Det ene eksempel var, at praktiserende læger skulle kunne få lettet presset af, at frivillige organisationer i højere grad skal være med til at forebygge ensomhed. Så ensomme mennesker, unge som gamle, ikke i så høj grad belaster lægerne med besøg, der er relateret til ensomhed.
”Folk skal selvfølgelig gå til lægen, hvis de er syge, men hvis det handler om, at man er ensom eller alt for alene, så er det bedre, man får sig en ven eller nogle aktiviteter i et fællesskab, man kan være en del af,” siger Astrid Krag til Altinget.
Civilsamfund
Civilsamfund
Men hvordan vækker den tanke genklang hos lægerne? Vil det virkelig være en aflastning, hvis flere frivillige sættes ind mod ensomhed? Og hvad er ensomhed i det hele taget for en størrelse i det samlede billede? Altinget har spurgt PLO, de Praktiserende Lægers Organisation, hvor Mireille Lacroix er næstformand.
Hvor pressede er praktiserende læger i DK generelt?
”Vi er fuldstændig vildt pressede. Det taler man ikke så meget om, men når der er meget pres på sygehusene og i psykiatrien, så er det jo os der skal tage os af patienterne til i mellemtiden. Hvis jeg henviser en person med brystsmerter til udredning, går der et halvt år med ventetid og måske aflysninger osv. Så får vi en lang periode, hvor vi stadig skal forholde os til patienterne, hvor de ikke bliver afklaret. ”
Der er nogle grundvilkår i tilværelsen som gør, at vi kan rende ind i problemer – et af dem er ensomhed. Men andre er meningsløshed, angsten for døden og friheden til at gøre hvad som helst
Mireille Lacroix
Næstformand, PLO
Hvor meget fylder ensomhed i det samlede billede?
”Ensomhed er en faktor, der bidrager til mange andre ting. Det er en risikofaktor at være ensom, ligesom at ryge eller være overvægtig. Statistik viser, at er man ensom, dør man statistisk set tidligere. Hvis man er ensom, er der mindre sandsynlighed for, at man kommer til lægen, hvis man har symptomer, eller hvis man er syg, at man så tager sin medicin eller gennemfører sin behandling. Det kan jo være noget af et cirkus at skulle møde op på et sygehus, og med ventetidsgaranti kan det være, du skal møde op i en helt anden region… Ensomhed gør det sværere at klare alting.”
Er det sådan, at nogle ensomme henvender sig til lægen, som egentlig ikke er syge, men faktisk bare er ensomme?
”Nej, det tror jeg er ganske lidt, tværtimod vil jeg sige, at der er ensomme som burde gå oftere til lægen, men ikke har nogen til at skubbe sig afsted. Men det er da rigtigt, at nogle af dem, der kommer, har glæde af at tale med lægen, hvis de ikke har andre at tale med. Jeg har selv haft patienter, hvor man kan mærke, at de ikke har så mange at tale med. Men jeg vil ikke sige det er en faktor i sig selv. Typisk er det sådan, at når der kommer en mand, så siger han ’det er min kone, der har sendt mig. Mange bliver sendt af deres datter, kone, mand – en der holder øje med dem og sørger for, de kommer til lægen. Hvis man er ensom, har ingen sendt en.”
Så vidt problemet. Men hvad siger lægerne til socialministerens forslag til løsning? Kan frivillige overhovedet gøre en forskel?
I interviewet med Altinget siger Astrid Krag, at studier fra UK har vist, at det er muligt, inden for relativt kort tid, at nedbringe antallet af lægebesøg for visse borgere med en indsats, der involverer frivillighed.
De studier – og deres resultater – kender Mireille Lacroix udmærket til. Faktisk har hun så god fidus til dem, at hun gerne så dem indført og udbredt i Danmark.
Metoden hedder social prescribing og går i korte træk ud på, at læger og andet sundhedspersonale kan udskrive henvisninger til en række ikke-medicinske tilbud forankret i lokalsamfundet til gavn for trivsel, mental og fysisk sundhed. Herunder også, men ikke udelukkende, tilbud, som er drevet og udført af frivillige. Lidt i familie med ’motion på recept,’ som mange måske kender herhjemmefra.
Derfor er der ikke noget helt simpelt svar på, hvorvidt Astrid Krag og S’ tanke om at ’bruge’ frivillighed i en ligning, der ender med at nedbringe presset hos praktiserende læger, har gang på jord.
Der er til gengæld masser af yderligere nuanceringer og forhold, man skal tage med i regnestykket, hvor ensomhed, frivillighed og lægebesøg indgår som faste størrelser med en hel masse variable.
I britiske Frome, et lokalsamfund med 28.000 indbyggere, gennemførte man fra 2016 en indsats, som sparede både penge og besøg til sundhedsvæsenet.
Modellen var baseret på antagelsen om, at sociale relationer er det mest afgørende for sundhed og livslængde - mere end faktorer som rygning, overvægt og overdrevet alkoholindtag. Menneskers netværk var derfor omdrejningspunktet i modellen, som er baseret på følgende principper
Støttende netværk bestående af familie, venner, naboer giver mennesker tilhørsfølelse, fællesskaber og fællesværdier - nogle gange tager det form af øget omsorg, andre gang 'blot' i en følelse.
Systematisk opbygning af netværk til hjælp til daglige gøremål såsom indkøb, madlavning, rengøring, havearbejde, kæledyrshold og ærinder.
Opkobling til lokale aktiviteter såsom korsang, gåtursgrupper, mandegrupper, samtalecafeer og andre interessefællesskaber, hvor folk kan danne venskaber og dele livsbegivenheder.
”De studier, man har lavet i UK, viser ganske rigtigt, at der er færre kontakter til NHS (National Health Service red.) i med The Frome Model. Men det er jo ikke bare en besøgsven, det er jo en hel palette af tilbud. Der er nogle grundvilkår i tilværelsen som gør, at vi kan rende ind i problemer – et af dem er ensomhed. Men andre er meningsløshed, angsten for døden og friheden til at gøre hvad som helst,” siger Mireille Lacroix og fortsætter:
”Derfor tror jeg ikke, at det er nok, at der kommer en person på besøg - der skal være noget, der giver mening. For eksempel hvis du kommer ud og laver noget på et værksted med nogen… ligesom det at have et arbejde i sig selv kan virke helbredende. Det skal jo også holde i længden: Hvis du kommer 10 gange til et projekt, som er enormt fedt, men når det så stopper, er det ligesom at miste sit arbejde, og så er du alene igen, duer det jo ikke.”
Samtidig med, at Mireille Lacroix bestemt mener, inddragelse af frivillige kan være en god vej at gå, er hun klar over, at det også er et element i en verserende debat.
”Skal frivilligheden løse alt? I Danmark har vi jo en fin tradition for kombinationer, for eksempel inden for idrætten, som jo har været drevet af en masse ildsjæle plus kommunal støtte,” siger hun.
