Prodekan: Debatten om en ny universitetsreform baserer sig på misvisende ledighedstal

I politik går det stærkt. Det skal det også, når akutte problemer banker på – fra kræftpatienter til covid, hvor tid er en glødende kritisk faktor. Anderledes er det med uddannelser. Her går der gerne mange år fra beslutning til effekt. Det giver kærkommen tid til ekstra omtanke. 

I den vigtige debat om reform af universitetsuddannelserne går det lidt for stærkt. Eksempelvis er det blevet en næsten vedtaget sandhed, at mange biologistuderende uddannes til ledighed, selv om ledigheden for biologer nu er nede på 2,3 procent ifølge a-kassen MA. Så lavt et niveau, at Naturstyrelsen nu har hejst advarselsflaget: De frygter at mangle biologer.

Vi skal holde op med alene at diskutere dimittendtal for ledigheden, hvis vi vil forstå det reelle behov for kandidater hos arbejdsgiverne. Det større billede skal med

Grete Bertelsen
Prodekan, Københavns Universitet

Forvirringen om biologerne står ikke alene. Vi hører ofte referencer til ”markant overledighed” for kandidater. Men kratter man i overfladen, er denne overledighed svær at finde.

Enøjet dimittendledighed
En første forklaring på forvirringen er, at dimittendledighed og ledighed ofte blandes sammen, som om de er det samme. Men dimittendledighed er alene ledigheden for nyuddannede og siger ikke nødvendigvis noget om efterspørgslen efter kandidater. Og derfor kan Naturstyrelsen med rette frygte mangel på biologer, selv om dimittendledigheden for biologer har været højere end gennemsnittet.

Langt de fleste kandidater på Science kommer i job, men for nogle tager det lidt længere tid. 2,5 år efter endt uddannelse har vores kandidater en gennemsnitlig ledighed på under fem procent Derfor skal vi holde op med alene at diskutere dimittendtal for ledigheden, hvis vi vil forstå det reelle behov for kandidater hos arbejdsgiverne. Det større billede skal med.

Dimensionering tager tid
En anden forklaring handler om den ledighedsbaserede dimensionering. Den blev indført i 2015 – og det er først akkurat nu, vi er ved at se effekten af denne første dimensionering. Det tager nemlig 7-8 år, fra man skærer ned på optaget til en universitets-bacheloruddannelse, til man tidligst kan måle det på ledigheden. Den pointe savner vi slemt i debatten.