K-kandidat: Minimumsnormeringer skader demokratiet

DEBAT: Debatten om minimumsnormeringer hører til i de lokale demokratier og ikke på Christiansborg, skriver den konservative folketingskandidat og rådmand Nikolaj Bøgh.

Af Nikolaj Bøgh
Rådmand og konservativ folketingskandidat på Frederiksberg

For nylig var der demonstration for minimumsnormeringer i daginstitutionerne mange steder i landet.

Kraftigt inspireret af BUPL, pædagogernes fagforening, krævede masser af håbefulde forældre et landsdækkende mindsteantal voksne per barn i vuggestuer og børnehaver.

Umiddelbart et sympatisk og meget forståeligt ønske, men adressen var desværre helt forkert.

En falsk påstand
For det er og bliver kommunernes opgave at bestemme, hvor mange pædagoger der skal være i daginstitutionerne, ligesom det er kommunernes opgave at prioritere andre dele af den nære borgerservice såsom skoler, ældrepleje med mere.

Hver gang Christiansborg blander sig i den kommunale prioritering, skærer man en lille luns af det kommunale selvstyre og efterlader i større og større grad kommunalpolitikerne som administratorer af beslutninger, der er truffet centralt.

”Så kan kommunerne da bare beslutte en endnu bedre normering end den fælles minimumsnormering,” bliver indvendingen så.

Men det er en falsk påstand, for ingen kommuner i landet ligger i dag på BUPL's minimumsnormeringer, og det bliver dyrt for mange af dem at komme derop.

Derfor bliver minimumsnormeringer hurtigt til maksimumsnormeringer − eller rettere sagt bliver ”minimumsnormeringen” til den faktiske normering i alle landets daginstitutioner. Henholdsvis tre vuggestuebørn og seks børnehavebørn per voksen.

Lokale ved, hvor skoen trykker
At kræve landsdækkende minimumsnormeringer er med andre ord ensbetydende med at bede Christiansborg om at tage endnu en central kommunalpolitisk opgave væk fra kommunerne og gøre den til et landspolitisk spørgsmål.

Det er meget uheldigt for det samlede demokratiske system i Danmark, for det slører billedet af, hvilke kompetencer kommunalpolitikerne i virkeligheden har, og hvad forskellen egentlig er på at stemme på det ene eller det andet parti i den enkelte kommune.

Det trækker beslutningerne længere væk fra den enkelte borger, selvom det netop er lokalt, man ved, hvor skoen trykker og har forudsætningerne for at foretage den nødvendige prioritering mellem forskellige typer af borgerservice – afhængig af de lokale ønsker og det lokale behov.

Det er ikke nogen god demokratisk udvikling, og det kunne være godt, hvis vi kunne benytte det kommende folketingsvalg til at udvise respekt for det kommunale selvstyre og for arbejdsdelingen mellem kommuner og folketing, som netop giver mulighed for, at beslutningerne kan træffes så tæt på borgerne som muligt.

Lad kommunalpolitikerne have lov til at være kommunalpolitikere, mens landspolitikerne til gengæld meget gerne må holde op med at være det.

Når Christiansborg blander sig
Det er ofte ikke svært for forskellige interessegrupper at ”overtale” landspolitikere til at forsøge at blande sig i den kommunale service og afsætte penge, der er øremærket til helt bestemte formål inden for ældrepleje, daginstitutioner, folkeskoleområdet eller andre dele af den nære borgerservice.

For det er netop den velfærd, der administreres af kommunerne, som er mest synlig for borgerne og derfor afføder glæde og taknemmelighed – når niveauet vel at mærke bliver bedre.

Og det gør det altid, når Christiansborg blander sig.

For som tilfældet er med de eventuelle minimumsnormeringer, så tilføjer man altid ekstra service til det serviceniveau, kommunerne selv har fastlagt.

Man er til gengæld aldrig til stede under de svære budgetforhandlinger, hvor der skal skæres i servicen på grund af de snævre økonomiske rammer for den kommunale service, som de selvsamme landspolitikere har besluttet.

Med andre ord er landspolitikerne der ofte, når der skal deles milde gaver ud, men de er altid væk, når der skal skæres ned og træffes følsomme beslutninger, der går ud over borgerne.

Der er ikke råd til alt
Systemet må være sådan, at hvis borgerne i X-købing Kommune har et ønske om, at der bliver afsat penge til flere pædagoger i daginstitutionerne, hyppigere bad til de ældre eller mere idræt i skolerne, så kan de stemme på de kandidater, der går ind for netop det.

For den kommunale økonomi er stor, og politik handler i sidste ende meget om økonomisk prioritering.

Der er naturligvis ikke råd til alt, og der er ingen tvivl om, at de overordnede økonomiske rammer for kommunernes virksomhed er stramt styret fra Christiansborg med service- og anlægsrammer, der sætter snævre grænser for, hvor mange penge man må bruge i kommunerne, uanset om man har pengene eller ej.

Der er næppe tvivl om, at de rammer er rigeligt stramme for øjeblikket, ikke mindst i henseende til den demografiske udvikling med flere ældre.

Skidt for demokratiet
Men det problem løses ikke ved at lade staten uddele små cigarkasser med penge ud til bestemte serviceområder − eksempelvis til normeringer i daginstitutionerne.

Det er en generel diskussion, som må tages under de årlige forhandlinger om kommunernes økonomi.

Mere eller mindre tilfældigt at pille bestemte serviceområder ud til ekstra finansiering, fordi det nu lige er dem, der er oppe i tiden, det udhuler det kommunale selvstyre – og det er skidt for dansk demokrati.

Forrige artikel Aktører: Dødelig danmarkshistorie gentager sig, hvis ikke alle vaccineres Aktører: Dødelig danmarkshistorie gentager sig, hvis ikke alle vaccineres Næste artikel S: Vi har ikke overtaget højrefløjens værdipolitik S: Vi har ikke overtaget højrefløjens værdipolitik
Manglende svar fra regeringen forstærker presset på dansk økonomi

Manglende svar fra regeringen forstærker presset på dansk økonomi

CORONA: Uklarhed om, hvad der skal til, før samfundet genåbnes, forværrer den onde cirkel, dansk økonomi er på vej ind i. Det vurderer overvismand Carl-Johan Dalgaard. Samtidig stiller økonomiprofessor Mogens Fosgerau spørgsmål ved, om nedlukningen af Danmark er sundhedsfagligt begrundet.