Debat

Radikal kommunalpolitiker til Mette Frederiksen: Vi kan ikke fikse velfærdssamfundet uden finansiering

Mette Frederiksen sagde på KL's topmøde, at kommunerne nok skal fikse velfærdssamfundet. Men det kan ikke lade sig gøre uden finansiering, skriver Jacob Netteberg.

Mette Frederiksen kan se frem til at blive slemt skuffet, hvis hun regner med, at kommunerne kan fikse velfærdssamfundet uden finansiering, skriver Jacob Netteberg (R).
Mette Frederiksen kan se frem til at blive slemt skuffet, hvis hun regner med, at kommunerne kan fikse velfærdssamfundet uden finansiering, skriver Jacob Netteberg (R).Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jacob Netteberg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dette var ikke mit første KL-topmøde, men jeg begynder at overveje, om det burde blive det sidste. For at være helt ærlig, føler jeg ligesom mange andre danskere en vis politikerlede. Og jeg er endda selv politiker. 

For jeg ved ikke hvilken gang stod den dygtige professor Jakob Kjellberg fra Vive og fortalte, hvad de fleste i salen udmærket ved, at antallet af ældre borgere over 80 år eksploderer for øjnene af os. Han må kunne den tale i søvne, for han har fortalt os det i flere år nu. Og hver gang slutter han af med indtrængende at opfordre det repræsentative demokrati til at tage ansvar. 

Enten må folketingspolitikere sige sandheden til vælgerne og sænke forventningerne til det velfærdssamfund, vi kender og regner med. Eller også må de komme med konkrete anvisninger til, hvilke områder vi som kommuner skal nedprioritere for at opretholde niveauet.  

Finansieringen mangler 

Personligt så jeg gerne, at regeringen erkender, at hele tre forskellige tilbagetrækningsordninger er mindst en for meget. Med en udfasning af efterlønnen fra 2025 og endelig en lukning for tilgang i 2029 vil vi forbedre de offentlige finanser i omegn af syv milliarder kroner i 2030.  

Ligesom vi burde følge overvismændenes anbefalinger og reducere rentefradrag – formue på bolig – til fordel for beskæftigelsesfradrag og dermed både øge det finansielle råderum og skaffe større arbejdsudbud – ikke mindst i vores velfærdssektor. 

Mette Frederiksen lovede faktisk fra KL's talerstol, at hun og hendes kollegaer på Christiansborg ville holde op med at love folk guld og grønne skove, når nu regeringen ikke havde finansiering med til kommunerne.

Vi mangler mindst 2,5 milliarder til at løfte det specialiserede område for både børn og voksne. Men vi har ikke engang fået en milliard.

Jacob Netteberg (R)
Byrådsmedlem, Rudersdal Kommune

Men i stedet gik statsministeren på scenen foran kommunernes repræsentanter og sagde: "Jeg var sammen med en række borgmestre, og én af dem sagde det, der kendetegner danske kommuner: Vi fikser det. (…) og det er præcis, hvad I gør ude i kommunerne, I fikser velfærdssamfundet."  

Jo tak for rosen kære statsminister, men hvordan og med hvad? Hun pointerede: "Velfærdssamfundet trænger til fornyelse". Bemærk "fornyelse" men åbenbart ikke "finansiering"? 

"Det økonomiske råderum er ikke stort nok [læs: "til de ønsker, vi har for velfærdssamfundet"], så der er kun én vej, og det er reformer." 

Men hvad disse reformer dækker over udover overskrifter som "frisættelse" og "nytænkning", blæser i vinden. 

Som Martin Damm, formand for KL og borgmester i Kalundborg, sagde: "Kommunalpolitikeren ude i kommunerne har jo ikke en kinamands chance for at levere det. de [læs: politikerne på Christiansborg] lover, for vi mangler jo både økonomi og hænder til det, der skal til…" 

Kan ikke løfte opgaven 

Vi er allerede bagud på flere områder. Det specialiserede område, folkeskolens inklusion af elever med særlige behov, handicaphjælp og hjælpemidler. Børn, der kommer fra udredning i psykiatrien med diagnoser uden at få specialiseret hjælp. Voksne mennesker med diagnoser og funktionsnedsættelse, som gerne vil bidrage til samfundet, men har behov for fleksibilitet, hjælpemidler og særlige indretninger.  

Samtidig er det netop afgjort i Ankestyrelsen, at elevationssenge og kugledyner til flere tusinde kroner må anses for at være normal husholdning. Altså at det må man forvente selv at investere i.

Læs også

Der er noget galt i samfundskontrakten, som er en forventningsafstemning, der primært er defineret af politikere på Christiansborg. 

Men det er jo ikke dem, der skal stå nede i det lokale supermarked og forklarer nogle forældre, at deres barn ikke kan få det hjælpemiddel, de har brug for, eller at de må være forberedt på selv at hjælpe med at servere maden for deres gamle forældre på plejecenteret.

Vi skal spare tre milliarder på administration i en tid, hvor både borgere, journalister og politikere på Christiansborg kræver faglighed og dokumentation for alt.

Jacob Netteberg (R)
Byrådsmedlem, Rudersdal Kommune

Den rolle får jeg og mine kommunale kollegaer. Finansministeren kalder det kækt prioritering. Ja tak, men vi skal jo også sørge for dobbeltkloakering, PFAS-oprydning, energiregninger for vores skoler og svømmehaller og hjælp til børn og unge der mistrives.  

Vi skal konkurrere med nabokommunen om pædagoger og skolelærere, sørge for udrulning af el-ladestandere og omlægning af trafik, mens der graves fjernvarmerør, hjælpe ukrainske flygtninge, genindrette beskyttelsesrum i tilfælde af krig og sørge for biodiversitet samt tusinde andre kommunale opgaver. 

Og nu skal vi så spare tre milliarder på administration i en tid, hvor både borgere, journalister og politikere på Christiansborg kræver faglighed og dokumentation for alt. Det betyder jo, at vi må bede pædagoger, sosu'er og gadefejere om at udfylde skemaer og registrere dette, fordi vi naturligvis har sparet de administrative hænder. Det er jo en 100 procent legitim politisk prioritering. Men ikke uden konsekvenser.  

Vi mangler mindst 2,5 milliarder til at løfte det specialiserede område for både børn og voksne. Men vi har ikke engang fået en milliard. 

Vi taler ikke om at løfte et område men om overhovedet at leve op til løfter. De løfter, som folketingspolitikere indgår med vælgerne, hver gang der er valgkamp. Få timer efter at statsministeren havde holdt sin tale foran alle kommunalpolitikerne, gik hun på Facebook og lovede danskerne bedre velfærd. Og jeg kan forstå, at hun regner med, at jeg og mine kollegaer fikser det. Men jeg tror, at du bliver skuffet, desværre. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Netteberg

Byrådsmedlem (R), Rudersdal Kommune, medlem, Radikales hovedbestyrelse, senior rådgiver, kommunikation & marketing.
PBA. Digital Design

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Jakob Kjellberg

Professor i sundhedsøkonomi, Vive
cand.scient. i matematisk planlægning (Aarhus Uni. 1997)

0:000:00