Radikale og DF spiller højt spil i Blackstone-strid

I første omgang er det en solid mavepuster til den socialdemokratiske boligminister, Kaare Dybvad. Et indgreb mod spekulanters hærgen på markedet for lejeboliger skulle have været hans svendestykke. Og så ender han med at blive sat helt uden for døren.

Men på længere sigt er det næppe Kaare Dybvad, der kommer til at stå med det største forklaringsproblem. For han forsøgte i det mindste stålsat at sikre et effektivt indgreb mod boligspekulanters brug af renoveringer som middel til drastiske huslejeforhøjelser. Det er den metode, der muliggøres af boligreguleringslovens omstridte paragraf 5.2.

Lex Blackstone
Metoden er især blevet benyttet af den kontroversielle kapitalfond Blackstone, men også andre spekulanter har fået øje på den givtige forretning. Blackstone og lignende foretagender opererer i mange storbyer, og regeringens forsøg på indgreb kommer efter en henvendelse fra FN, der i en rapport har beskrevet de sociale konsekvenser af den form for spekulation.

Meget få politikere vil forsvare Blackstones metoder, men det er alligevel lykkedes udlejernes forening – Ejendom Danmark – at få orkestreret en meget effektiv kampagne mod Dybvads initiativ.

Her har man med omhu skudt andelsboligerne foran sig med den argumentation, at et indgreb mod paragraf 5.2. dramatisk vil udhule værdien af andelsboliger. Det fik før jul Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation til at markere, at de var trætte af at blive taget som gidsel af udlejerne.

Spørgsmålet er, om DF-vælgerne synes, det er bedre at være i selskab med Jens Rohde end Kaare Dybvad.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Spekulantstop stridens kerne
Boligministeren har ad flere omgange filet sit forslag til, så virkningen på andelsboligerne efterhånden var minimal, men han kunne stadig ikke få et flertal med sig. Til sidst var stridspunktet koncentreret om indførslen af et såkaldt spekulantstop, en karensperiode, før en udlejer kan hæve huslejen markant efter en 5.2.-renovering.

Karensperioden var sat ned fra ti til syv år, men et flertal ville alligevel pille det ud af forslaget. Det ville efter Dybvads opfattelse gøre indgrebet helt tandløst, og onsdag erklærede han, at forhandlingerne var brudt sammen: "En god dag for udenlandske kapitalfonde," som han udtrykte det.

SF, Enhedslisten og Alternativet var med på et indgreb, men Kaare Dybvad manglede støtte fra enten Radikale eller Dansk Folkeparti for at få sit flertal hjem. Begge muligheder syntes på forhånd realistiske.

Rohde på krigsstien
Radikale er normalt relativt venstredrejede, når der kommer til boligpolitikken, for eksempel er det et af de få partier, der går ind for beskatning af de arbejdsfri boliggevinster. Og i forståelsespapiret mellem S, SF, EL og Radikale står der direkte, at der skal sættes ind mod udenlandske kapitalfondes opkøb af billige lejligheder. 

Alligevel har den radikale forhandler Jens Rohde været ledende i modstanden mod Kaare Dybvad. Igen er andelsboligerne blevet brugt som løftestang for modstanden, men der er også andre motiver.

Radikale har over hele linjen været usædvanlig krigerisk, efter partiet blev udelukket fra deltagelse i den socialdemokratiske regering, og Radikale bruger enhver lejlighed til at demonstrere, at det var "en uklog beslutning" at holde dem ude.

Efter sammenbruddet gik Radikale i gang med at skabe et flertal uden om regeringen med de blå partier i noget, der lignede en ydmygelse af boligministeren.

Men den taktiske sejr er ikke nødvendigvis en langsigtet gevinst for Radikale. Ganske vist er der mange af partiets vælgere i hovedstaden, der bor i andelsboliger. Men Radikale har også fået mange vælgere fra krydsfeltet mellem R, SF og EL, og her kan det blive tricky at stå som dem, der har forhindret et effektivt indgreb mod kapitalfondes boligspekulation.

DF-ordfører i friløb
Dansk Folkeparti risikerer endnu større problemer. Det ligger i DF's dna at gå imod udenlandske kapitalfonde, men partiets boligordfører, Mette Dencker, har været meget uforsonlig over for Dybvad. På et tidligt tidspunkt i forhandlingerne hældte hun det meste af forslaget ned ad brættet.

Det var DF-ledelsen imidlertid ikke enig i. Den så gerne et indgreb – og er generelt ret begejstret for Dybvads form for socialdemokratisme. Normalt ville DF-ledelsen sætte sig igennem over for en fodsoldat som Dencker, men meget lidt er normalt i DF i øjeblikket.

DF-ledelsen er ikke nær så enerådig, som den var før valget, og det kan måske forklare, at Dencker fik meget længere snor, end man kunne forvente. Under alle omstændigheder endte DF med at vende tomlen ned og i stedet deltage i Rohdes blå klub. 

Spørgsmålet er så, om DF-vælgerne synes, det er bedre at være i selskab med Jens Rohde end Kaare Dybvad.

Det hører med til historien, at der har været dårlig kemi mellem Dybvad og Dencker – ligesom der har været det mellem Dybvad og Rohde. Boligministreren er tydeligvis ikke så god til at please ordførerne.

Onsdag aften landede Radikale så en aftale med de blå partier. Det ventes blandt andet at indeholde styrkelse af huslejenævnene og et afsnit om grønne renoveringer, men næppe initiativer, der får Blackstone til at ryste i bukserne.

Radikale fik demonstreret prisen for at holde partiet uden for en regering, men om partiet har valgt den rigtige slagmark, står tilbage at se.