Radikalt byrådsmedlem til partitoppen: Træk tæppet væk under regeringen eller tab troværdigheden

Sagen om de danske børn i de syriske lejre bærer foruroligende mange fællestræk med en græsk tragedie, som jo er kendetegnet ved et skuespil i høj stil og oftest med en katastrofal eller ulykkelig slutning.

Personerne i tragedien er oftest mytiske karakterer og situationen er alvorlig. Udover sagens substans, som jo både rummer børn, hvis rettigheder ifølge Børnekonventionen trædes under fode af den selvproklamerede "Børnenes statsminister" og en klar og utvetydig politisk motiveret tilsidesættelse de sikkerhedspolitiske anbefalinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste, så viser sagen nu også at indeholde graverende brud på regler og praksis vedrørende orienteringen af Folketingets kontrolorgan, Det Udenrigspolitiske Nævn.

Nævnet er tydeligvis blevet forholdt helt afgørende information vedrørende trusselsbilledet for de efterladte børn. Der er simpelthen ingen legitim undskyldning for at tilbageholde de helt centrale oplysningerne om Islamisk Stats planer om at rekruttere Isis-krigernes børn med henblik på at træne dem til at begå terror i deres hjemlande.

Det er muligvis formelt set Udenrigsministerens ansvar at sikre, at disse oplysninger tilgår Nævnet, men det er fuldstændig utænkeligt, at statsministeren ikke har haft kendskab til oplysningerne og været medvidende om, at disse politiske ubekvemme informationer netop ikke var tilgået Nævnet, som de rettelig burde.  

Som støtteparti har vi et medansvar for tragediens fortsættelse, hvis vi lader partitaktiske hensyn og meningsmålinger alene diktere vores stillingtagen.

David Munis Zepernick (R)
Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og EU-kandidat

Støttepartiernes rådvildhed
Både sagens substans og processen udstiller både et-parti-regeringens arrogance og magtfuldkommenhed og støttepartiernes rådvildhed. For hvornår skal man stå fast på principperne, og hvordan slår man en streg i sandet i det nuværende parlamentariske landskab?

Med aftalen om en såkaldt task force for børnene i Syrien kan man vinde lidt tid, men som det allerede er dokumenteret fra første færd, så løser den i sig selv ikke problemet.

Og den tid, der eventuelt vindes, så Socialdemokraterne "kan kravle ned af træet langsomt" og uden at tabe alt for meget ansigt, betales af nogle, nemlig de børn hvis liv og fremtid holdes som politisk gidsel. 

Uroen og mediernes kritiske spotlight er for en gangs skyld rykket over i fjendens lejr, og derfor finder de toneangivende blå partier det tilsyneladende ikke umagen værd med lidt politisk selvransagelse.

Kun ganske få borgerlige koryfæer, som eksempelvis forhenværende udenrigsminister, Per Stig Møller, tør tale højt om den behovet for borgerlig anstændighed.

Både et Venstre funderet på liberalt menneskesyn og tankegods, og et Konservativt Folkeparti, som må forventes at have blik for og interesse i rigets sikkerhed, burde ellers være modtagelige for en dosis sund fornuft, men fristelsen til at lade regeringen stege i sit eget udlændingepolitiske fedt er åbenbart for stor.

Bør sætte hårdt mod hårdt
Hele forløbet er et 'worst case'-eksempel på, hvad der kan se med en sag, når der ”går politik i det”, og det politiske lederskab fordufter til fordel for spin, taktik og kortsigtet populisme. Mit eget parti, Radikale Venstre, står i en nøglerolle og i en svær situation.

Kun ganske få borgerlige koryfæer, som eksempelvis forhenværende udenrigsminister, Per Stig Møller, tør tale højt om den behovet for borgerlig anstændighed.  

David Munis Zepernick (R)
Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og EU-kandidat

Troværdigheden er svækket, meningsmålingerne er dårlige, og vi er med skrammede knæ lige klatret ned fra det berømte træ med de ultimative krav. Men der må alligevel være en grænse for løjerne!

Radikale Venstre kan og bør vælge netop den her sag, som både er principiel og substantiel, til at statuere et eksempel over for den magtfuldkomne S-regering.

Den politiske uenighed i den konkrete sag er åbenbart uoverstigelig, når det gælder kravet om at tage både børnene og deres mødre hjem, og nok så vigtigt, så er tilliden er brudt. Som støtteparti har vi et medansvar for tragediens fortsættelse, hvis vi lader partitaktiske hensyn og meningsmålinger alene diktere vores stillingtagen. 

Radikale Venstre bør derfor sætte hårdt mod hårdt, og bøjer Socialdemokraterne sig ikke, så bør vi trække tæppet og tage tæskene, så vi ikke taber troværdigheden.

Resulterer det i et Folketingsvalg, så lad os tage det i stiv arm og med det klare løfte, at Radikale Venstre ikke igen lægger stemmer til en ren S-regering, som ignorerer Børnekonventionen og svigter danske børn, når det gælder.