Rasmus Nielsen: Er du corona-strammer eller -slapper?

KLUMME: Viruskrisen inddeler os på tværs af ideologiske skel: Er du strammer eller slapper, spørger Altingets udgiver. Det vigtigste på den anden side er flest mulige kvalitetsleveår, fastslår han.

Indtil for få år siden gik en politisk skillelinje mellem, om man var "strammer" eller "slapper" – især i det hedengangne Fremskridtsparti, hvor strammerne ville gå selv, mens slapperne ville indflydelse med andre.

Ordene kan trækkes frem igen i den globale, omsiggribende coronakrise. Er du strammer eller slapper? Hører du til Kåre Mølbaks disciple, der helt enkelt dyrker det virologiske fag uden synlig sans for samfundsøkonomien – eller støtter du personligheder som Asger Aamund og Martin Ågerup, der snarere vil have smitten spredt delvist kontrolleret, men hurtigst muligt, populært sagt, så økonomien lider mindst mulig skade?

Er du en forælder, der ikke vil sende dit barn i institution eller skole, fordi du frygter smitten derovre? Eller er du den lille selvstændige, der er vred over, at statsmagten smadrer dit livsværk med sit nye danske ord lockdown?

Vil du sende værn og penge til Italien – eller er du vred over, at EU har ladet nationalstaterne lukke grænserne og forpurret den personlige frihed i det indre marked?

Enhver har uden tvivl – sikkert uden at tænke videre over det – indplaceret sig selv på dette coronaens egen strammer/slapper-barometer.

Hvor man placerer sig, har kun lidt at gøre med, hvor man ellers står politisk. Det er ikke ideologisk, snarere filosofisk og religiøst. Er ethvert menneskeliv større end alt? Eller kan et ældre, dårligt liv med få eller ingen kvalitetsleveår tilbage trods alt gøres op i millioner for de tilbageladte, der har nok at bruge penge på til skoler, tidlig tiltagetrækning og så videre?

Er det godt gået af udgangsforbuddet i mange lande og nedlukningen af store dele af samfundslivet, at antallet af coronadødsfald verden over er mindre end det normale antal døde af de årlige influenzaepidemier, vi altid har kendt så godt og levet med? Eller er det et statistisk bevis på, at verdens statsmagter overreagerer på lige denne aktuelle type virus, og gennem tvang og frygtspredning undertrykker den enkelte borger og den enkelte virksomhed?

Når det danske sygehusvæsen overraskende aldrig har været så ubelastet som nu med kun godt 50 procent belægning mod de normale 75-80 procent, er det så tegn på, at virologerne dygtigt har sejret af helvede til? At politikerne klogt har lyttet til sundhedsfagligheden? At der ikke er noget at sige til, at denne ellers glemte stand, der ikke er så kendt som deres navnebrødre urologer, nu soler sig på alverdens tv-skærme? Ja, så er du slapper.

Eller synes du, at regeringen har underlagt sig "sagkundskaben" og forpurret for megen smitte i at sprede sig hurtigere, få udnyttet hospitalskapaciteten til maks. og gerne lidt over – for hurtigst muligt at få genåbnet samfundet og dermed økonomien igen? For at undgå flest mulige konkurser, ledige, recession, nedad-rutsjende ejendomspriser, tvangsauktioner, skilsmisser, menneskelige depressioner og så videre? Så spring ud som strammer.

Coronakrisen har delt folk i alle lande op i strammere og slappere. Og det er ikke til at sige, hvem i familien og blandt vennerne, der placerer sig hvor. Man kan blive overrasket gang på gang. Vi er ikke delt mellem socialister og borgerlige i denne sag. Mellem centralister og decentralister. Det er en anden skala, vi nu må konfrontere vores sande jeg med.

Tænk dig om: Hvordan har du det – helt personligt – med dødsangst? Med at tage en risiko? Hvordan er din forstand på økonomi? Svaret kender man bedst, når man måler sig med andre.

Disse tre begreber, død, risiko og økonomi, er formentlig tre af de ord, der især bestemmer, om man er corona-strammer eller -slapper. Hvis man sådan går og lider af den kedelige følelse af dødsangst, er det indlysende, at man for enhver pris vil have statsmagten til at forebygge smittespredning. Hvis man lader sig rive med af den frygt, visse politikere spreder i flæng for at bevare grebet om statsmagten. Hvis man er sund – fysisk og psykisk – tror man på, man kan komme igennem smitten med få eller ingen symptomer.

Har du fast job og fast rente? Eller er du serieiværksætter med flekslån uden afdrag? Som elsker gearede investeringer, hvis der er lidt overskudslikviditet? Så ligger en del af forklaringen på din strammer/slapper-indstilling til krisen også gemt dér.

Og så er der sans for tal og prognoser for samfundsøkonomien. Mange er talblinde, som nogle er ordblinde, og det kan være ganske abstrakt at forstå, at der er kommet 50.000 flere ledige, eller at samfundsøkonomien skrumper 5-10 procent i år – boligpriserne måske mere. Eller at man et sted skal have flere kontanter med for at låne penge til boligkøb. Eller at aktieindekset falder og stiger 20 procent på en måned. Hvis man beskæftiger sig med økonomi eller med iværksætteri, er der nok større chance for, at man er strammer.

Men noget burde vi kunne blive enige om. Både et samfund og et individ har ansvar for at skabe så mange kvalitetsleveår som muligt. Det skylder man sig selv, sin næste og sit samfund. Virk så længe og glad, du formår.

Lige før coronanedlukningnen indtraf, skrev ugebrevet Mandag Morgen en tankevækkende artikel om de gode leveår, vi så gerne vil have. Den er værd at huske, for den fortalte overraskende, at danskerne lever med dobbelt så mange "skranteår" som nordmændene, det vil sige med sygdom sidst i livet (se tabellen øverst fra mm.dk).

Danskerne lever gennemsnitligt 20 år, som er negativt påvirket af sygdom, mens perioden med sygdom "kun" strækker sig over 10 år for nordmænd. Det viser en undersøgelse af den danske sundhedsprofessor Jes Søgaard på baggrund af data fra blandt andet Eurostat. Gabet mellem Norge og Danmark har endda været stigende de sidste ti år.

Årsagen? Danskerne ryger mere. Og andelen af personer med svær overvægt er stigende.

Lad os komme hurtigst muligt gennem coronakrisen ved at genåbne landet og få udnyttet den på alle måder kostbare hospitalskapacitet og de hvide telte til lige godt maks. Så må vi håbe, at økonomien og de fleste virksomheder klarer den.

Samfundsøkonomisk er 2020 ødelagt – BNP skrumper uhyggelige 1,5 procent for hver måned, samfundet er mere eller mindre lukket. Nu gælder det kampen for Danmark om, at vi kommer på den anden side af krisen lige så godt eller bedre end Sverige, når det gælder ledighed og vækst. Vi får se. Det bliver uhyre spændende og vil afgøre næste valg for både S-regeringen i Danmark og i Sverige.

Derefter må det blive tid igen til at fokusere på det mere livgivende: Hvordan vi forebygger hinandens og eget helbred, så vi lever længst med mindst mulig sygdom. For vi skal ikke være bange og frygte livet. Men passe på det.

Forrige artikel Rasmus Nielsen: Åbn Danmark efter påske Rasmus Nielsen: Åbn Danmark efter påske Næste artikel Rasmus Nielsen: Vellykket genåbning et fælles ansvar Rasmus Nielsen: Vellykket genåbning et fælles ansvar
Brostrøm: Vi har en dybt bekymrende alkoholkultur blandt skolebørn

Brostrøm: Vi har en dybt bekymrende alkoholkultur blandt skolebørn

INTERVIEW: Nye tal viser, at danske skolebørn fortsat er europamestre i druk. Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ønsker et opgør med en usund alkoholkultur. Højere afgifter og aldersgrænser virker, men det er op til politikerne, hvilke værktøjer der skal i brug, siger han.