Rasmus Nielsen: Krisestemning og vælgersurhed truer Socialdemokratiet

S tog godt hver fjerde arbejderstemme, da Mette Frederiksen blev statsminister første gang. Nu viser en dugfrisk vælgeranalyse til Altinget af professor Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet, at kun 15,8 procent af arbejdervælgerne ville stemme på Socialdemokraterne, hvis der var valg i morgen. I sig selv opsigtsvækkende.

Men hvad der virkelig er salt i såret: Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne kommer lige efter med 15,1 procent. Hvad Socialdemokratiet i samklang med arbejderbevægelsen har bygget op over årtier, matches af en tidligere Venstre-næstformand og hendes nærmeste i en ganske ny partiskabelse uden særlig organisation bag sig.

Tiden er forbi, hvor nogen har særlig adgang til arbejder-, - eller skal vi kalde det lønmodtager-, stemmer. Hvad så? Mette Frederiksen siger igen og igen, at landet, Europa og verden er i krise. Men vælgerne vil have vækst og velfærd.

Hun stiller sig aktuelt frem som garanten for klima og forsvarsudgifter/sikkerhed. Men velfærd har stadig vælgernes absolut højeste prioritet. Vælgernes interesse for klima er faldet markant fra 2019 til 2022, og selv om forsvarsinteressen er gået fra fraværende til pæn i samme periode, står klima og forsvar fortsat langt nede på vælger-prioriteterne. De består som hidtil af sundhed, hjemmehjælp, folkepension, daginstitutioner og folkeskolen.

S har det held, at man har en forholdsvis ung generation af toppolitikere, der allerede har en del ministererfaring og fortsat mange år foran sig. Tilmed navne, der skriver bøger om ideologi og partiets udvikling frem mod et Socialdemokrati 2,0

Rasmus Nielsen

Den mudrede regering over midten gør det kun sværere for vælgere at gennemskue, hvilke politikere der både kan skabe rammerne for en større samfundskage gennem vækst, og hvem der bedst kan give noget tilbage for skatter og afgifter på produktion, arbejde og forbrug i form af effektive, offentlige ydelser.

Det ser håbløst ud for Socialdemokratiet - men er der håb? Ja. S har det held, at man - modsat alle eller stort set alle andre partier - har en forholdsvis ung generation af toppolitikere, der allerede har en del ministererfaring og fortsat mange år foran sig. Tilmed navne, der skriver bøger om ideologi og partiets udvikling frem mod et Socialdemokrati 2,0. Fra klassisk arbejderparti til bredt folkeparti lige i midten. Hvor alle må gøre deres pligt for at kunne hævde deres ret. Og hvor der ikke vil være lige ret for alle til alle velfærdsydelser. Fordi mindre vælgergrupper kan klare sig uden.

Der er længe til næste valg. Men lige nu ser Socialdemokratiet ud til at være på vej i en blindgyde. Partiet kunne med fordel markere sig ikke som arbejderparti men et moderne folkeparti præcis i midten, der vægter vækst og velfærd lige højt.

Hvor få har for meget og færre for lidt. Hvor den offentlige sektor kører langt på literen, samtidig med at dens mange ansatte kan gå glade på arbejde. Kernevælger-tropper for S. Hvilken opgave at sætte sig politisk. 

Alt er muligt i politik. Vælgernes hukommelse er kort. Men krisefortællingen er nok en blindgyde for statsministeren. Krisestemning avler oplevelsen af, at velfærden forringes. Vælgerne skal de nærmeste måneder opleve, at velfærden igen bliver forbedret. Trods en splittet opposition uden oplagt leder er det kravet, hvis ikke nøglerne til Statsministeriet skal overdrages efter næste valg.