Rasmus Prehn ligner ikke en succes i rollen som fødevareminister

I gamle dage var skatteministerposten den mest utaknemmelige post, der fandtes i dansk politik. Det var et svært, indviklet og overmåde utaknemmeligt resort, hvor lokummet ofte brændte, og selv dygtige ministre kom galt afsted.

Nu om dage ligner fødevareministerposten en værdig kandidat som ministeriel uriaspost.

Senest eksemplificeret i en pinlig sag, hvor fødevareminister Rasmus Prehn i sidste uge ikke kunne forklare, hvorfor han ikke i tide fik bestilt det nødvendige politiske beslutningsgrundlag i form af sundhedsmæssige vurderinger fra Statens Serum Institut, der mere overbevisende kunne levere argumentation til gårdsdagens udmelding fra regeringen om, at den vil forhindre minkerhvervets genopståen indtil 2023.

Selv regeringens støtteparti Enhedslisten har angrebet Prehn for ikke have bestilt risikovurderingen i tide.

Ikke overraskende angribes Prehn nu heftigt af en samlet og vred opposition, der mener, at beslutningsgrundlaget, som partierne nu skal forholde sig til, bygger på genfremsendelse af en rapport fra juni, hvor SSI ikke forholder sig forskellige scenarier og løsninger i form af coronavaccine af dyr og mennesker, som lovet.

Regeringens udmelding sker ud fra den fastholdte, men altså nu kun mundtlige vurdering fra SSI, der altså gentager den for de håbefulde pelsdyravlere triste vurdering fra juni om at en genoptagelse af minkerhvervet efter 2021 udgør ”en sundhedsrisiko af ukendt størrelse”.

Rasmus Prehn har siddet på posten ti måneder og ligner indtil videre ikke en succes. Han har måttet opgive at forhandle en bred politisk aftale om landbrugets bidrag til reducering af CO2-udledning, der nu er parkeret hos finansministeren. Fødevareministeren blev sat på en svær, ja, nærmest umulig opgave, hvor han skulle overtale primært Venstre til at sluge kameler. Især den, at partiets kernevælgere i landbruget skulle acceptere, at politikerne skærer i EU's-landbrugsstøtte for at finansiere udtagning af de såkaldte lavbundsjorde, der er slagnummeret i både regeringens og oppositionens CO2-reduktionsplaner. Det forslag blev blankt afvist af de borgerlige partier, der nu har fundet sammen i en alliance, som næppe bliver brudt, medmindre regeringen finder en anden finansiering, der ikke går ud over landmændene. Ingen har endnu hørt om nye penge fra finansministeren under forhandlingerne, der stadigvæk pågår.

Prehns forgænger, Socialdemokratiets næstformand Mogens Jensen, faldt nærmest i sin selvgravede minkmassegrav, da han sidste år trådte tilbage som minister efter en skandale, hvor regeringen og dens embedsmænd ikke sikrede sig, om der var lovhjemmel, da regeringen - hævder oppositionen - ulovligt beordrede landets minkbesætninger slået ned. Det skete i den hensigt at beskytte befolkningens sundhed, da regeringen ville forhindre udviklingen af endnu farligere coronavarianter end dem, som landet hidtil har døjet med.

En ikke-driftssikker minister, der laver flere af samme fejltagelser som i denne sag, har potentiale til at undergrave Socialdemokratiets strategiske plan med at fremstille sig selv som en erhvervsvenlig regering.

Jarl Cordua

Den såkaldte granskningskommission, der blev nedsat af et politisk flertal udenom regeringen i kølvandet på skandalen, skal kulegrave forløbet det næste års tid. Den begynder vidneafhøringerne 7. oktober, mens statsminister Mette Frederiksen efter planen afhøres som det sidste vidne 9. december. Kommissionen ligner oppositionens hidtil bedste håb om at få skovlen under en statsminister, som i kraft af vælgeropbakningen til S og støttepartierne fører solidt over oppositionen i meningsmålingerne.

Minksagen har dog vist sig at være en sag, der samler den stadigt mere brogede og opsplittede opposition om en større fortælling, der skal fastholde en mistanke om, at Mette Frederiksen og hendes regering ikke bare vil nedlægge minkerhvervet, men også fødevareerhvervet, som vi kender det. En mistanke, der ikke er helt uden fundament, da S-regeringens politiske støttepartier afviser minkerhvervets genopstandelse og i øvrigt i forskellig grad anbefaler en nedlægning af svineproduktionen i Danmark ud fra klima- og miljømæssige samt dyreetiske hensyn.

I den situation er det naturligvis kærkomment for den blå opposition, at regeringens egen fødevareminister kludrer rundt og ikke engang kan forklare, hvorfor han ikke har bestilt en skriftlig rapport, der undersøger flere scenarier i en fremtid med minkavl, som han ellers selv tidligere har lovet partierne.

En ikke-driftssikker minister, der laver flere af samme fejltagelser som i denne sag, har potentiale til at undergrave Socialdemokratiets strategiske plan med at fremstille sig selv som en erhvervsvenlig regering. Mens Rasmus Prehn samen med venstrefløjen og Radikale lagde minkavleres håb i graven på et tvivlsomt grundlag, ja, så hævdede Mette Frederiksen i sin tale på Industriens Topmøde tirsdag, at regeringen var "erhvervslivets regering".

Venstres chefforhandler Troels Lund Poulsen var ikke sen til på Twitter at koble Mette Frederiksen og minkskandalen til gårsdagens beslutning. Han fastslog, at statsministeren gav en ulovlig ordre om at udslette hele minkerhvervet, mens hendes regering nu på uoplyst grundlag forlænger forbuddet og "efterlader minkfamilierne i det uvisse".

Spørgsmålet er dog, om selve beslutningen vil påvirke den store folkeopinion. Regeringen har efter alt dømme meget stor troværdighed i befolkningen, når det kommer til håndteringen af corona-pandemien. Selve minkerhvervet nyder næppe den store sympati, når man nærmer sig vælgergrupper i de større byer. Hverken pelsværkproduktet eller de miljømæssige bivirkninger ved erhvervet ligner heller noget, som unge vælgere vil omfavne i fremtiden. Pelsdyravlen er under alle omstændigheder en skygge af sig selv og bliver næppe igen det indbringende erhverv, som det var engang.

Det eneste, som de blå partier reelt har, er et håb om en fortsat mobilisering af forargelse og mistillid hos landets mange selvstændige i alle mulige andre erhverv, men som sagtens kan se sig selv i avlernes situation.

Måske øjner de Moder Stats klamme hånd i form af Mette Frederiksen-regeringen, hvor man arrogant og uden lovhjemmel, den nødvendige dokumentation og hensyn til folks ejendom nedlægger et erhverv med et pennestrøg til jubel for venstrefløjen og Radikale. Er det dem nu, men mig i morgen?

Hvis den opfattelse af regeringen og Mette Frederiksen kan brede sig, så er noget vundet for de borgerlige. Og det har Rasmus Prehn så lige hjulpet med.