Regionsformænd: Hvem tager ansvaret i Løkkes sundhedsvæsen?

KRONIK: Løkke-regeringen vil med sundhedsreformen gå fra tre til fem beslutningslag, men kommer ikke med nogen klare svar på, hvem der i sidste ende har ansvaret. Resultatet af reformen kan blive et løbende abekasteri mellem et væld af personer og institutioner, skriver alle fem regionsformænd.

Af Stephanie Lose (V), Ulla Astman (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Anders Kühnau (S) og Heino Knudsen (S)
Regionrådsformænd

Efter at have diskuteret regeringens udspil til sundhedsreform i flere måneder, er der især en helt central del, som fortsat står meget uklart: Hvem har egentlig ansvaret i den fremtidige struktur, der tegnes for sundhedsvæsenet?

Medarbejderne og borgerne har ikke fortjent et sundhedsvæsen, hvor der er usikkerhed om noget så centralt. Det skaber utryghed, og hvis der ikke kommer svar, vil det være en kilde til vedvarende frustration. Regeringen formår ikke med sine svar at udrydde usikkerheden − tværtimod.

Vi savner svar på, hvordan ansvaret skal fordeles i den struktur, som regeringen ser for sig. Der kommer flere beslutningstagere og flere beslutningsniveauer. Vi går fra tre til fem niveauer med øget risiko for uklarhed i ansvarsfordelingen.

Meget bekvemt taler regeringen om både centralisering og decentralisering, om at opgaver rykker tættere på borgerne, mens beslutningerne rykker længere væk.

Det er nemt at se for sig, at de mange beslutningslag vil sende aberne videre til hinanden, når der er problemer − og dermed også sende borgerne og medarbejderne på rundtur mellem potentielt hele fem forskellige niveauer og instanser, når de forsøger at få de ansvarlige i tale.

Første niveau er Folketinget og regeringen med tilhørende ministerier og styrelser (indtil videre syv styrelser alene på Sundhedsministeriets område). Andet niveau er Sundhedsvæsen Danmark, som er en national organisation med egen bestyrelse, sekretariat og underliggende enheder som Amgros og Medicinrådet.

Tredje niveau er de fem regionale sundhedsforvaltninger med egne bestyrelser og sekretariater, som driver sygehusene og forvalter alle de 114 milliarder i sundhedsvæsenet, som regionerne i dag forvalter, fjerde niveau er de meget store politiske organer i de 21 sundhedsfællesskaber med tilhørende faglige undergrupper, og femte niveau er så det kommunale sundhedsvæsen, som vi kender det i dag.

Centralisering af beslutningerne
Flere politikere fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti har travlt med at tale om de 21 sundhedsfællesskaber som løsningen på alle udfordringer i sundhedsvæsenet.

Vi er helt enige i, at et stærkere og mere forpligtende samarbejde mellem almen praksis, kommuner og regioner er afgørende for fremtidens sundhedsvæsen, men det er en meget tung og ineffektiv konstruktion, som ligger i regeringens udspil.

Flere politikere fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti fortæller også gerne, hvordan der er tale om en decentralisering, når de fem regioner i planen erstattes af 21 sundhedsfællesskaber. At der ikke er tale om at centralisere, men om at rykke sundhedsvæsenet tættere på borgerne.

Det er naturligt nok, at politikere, der på papiret ikke bryder sig om centralisering af magten, italesætter omstruktureringen på den måde. Men det bliver ikke mere rigtigt af at blive sagt og gentaget nok så mange gange.

Faktum er, at regeringen vil lukke fem åbne og demokratiske regioner med folkevalgte politikere i spidsen og erstatte dem med fem sundhedsforvaltninger styret af regeringsudpegede bestyrelser.

De 21 sundhedsfællesskaber får ikke andel i regionernes magt eller penge – magten og pengene bliver nemlig liggende i de fem regioner, som omdømmes til sundhedsforvaltninger – bare uden demokratisk legitimitet. Dertil kommer, at flere beslutninger skal træffes af ministerier og styrelser eller af det nationale organ Sundhedsvæsen Danmark – igen med en lukket bestyrelse udpeget af regeringen.

Altså lægger regeringen op til, at flere beslutninger skal træffes på centralt niveau, og beslutningerne i de fem regionale bestyrelser skal fjernstyres fra København. Det er svært at se det som andet end en markant centralisering af magten i sundhedsvæsnet. 

Løbende abekasteri mellem institutioner
Med den struktur, som regeringen lægger op til, er det også uklart, hvor ansvaret for sundhedsvæsenet og den behandling, patienterne får, ligger. Hvem skal tage ansvar, når der er problemer? Og hvem skal stå på mål for svære og ofte upopulære beslutninger om at lukke eller flytte funktioner? I de situationer er der brug for politikere, der står til ansvar over for borgerne. Det er et vigtigt element i demokratiet.

I Dansk Folkepartis fortolkning af udspillet er det klart, at sundhedsministeren skal have endnu mere ansvar med reformudspillet. Men den udlægning er den nuværende sundhedsminister ikke enig i.

"Så simpelt er det ikke," sagde Ellen Trane Nørby (V) i Debatten på DR2 dagen efter, regeringen præsenterede sit reformudspil. Den melding har hun holdt fast i siden. Og når det ikke er så simpelt, er det sikkert, fordi det skal være uklart, så man kan lancere det som både centralisering og decentralisering alt efter temperament.

Hvis ministeren ikke kan svare på, hvem der har ansvaret, mens vi får mange flere beslutningsniveauer, frygter vi, at den struktur, som regeringen skitserer, vil skabe et løbende abekasteri mellem sundhedsforvaltninger, sundhedsfællesskaber, Sundhedsvæsen Danmark, kommunerne, ministeren, hendes ministerium og Sundhedsstyrelsen.

Og hvem skal borgerne så stille til ansvar? Hvem skal prioritere pengene, når de ikke slår til? Hvem skal tage stilling til placering af ambulancer og hospitalsafdelinger? Og hvem skal lytte til de borgere, som har meninger om eller oplevelser med sundhedsvæsenet, og bringe deres stemme ind i den konkrete tilrettelæggelse af sygehusdriften eller aftalerne med de praktiserende læger?

Skal Folketinget ind i alle de lokale beslutninger? Kan de magte det? Eller bliver det reelt embedsmændene, der får magten? Og vil beslutningerne blive truffet uden indsigt i lokale forhold, styret af en lineal eller et regneark, der sikrer national ensretning, selvom det ikke er i borgernes interesse eller det, der giver mest sundhed for pengene? Formentlig, men vi kan ikke få klare svar, fordi de er ubekvemme.

Regioner er den mest demokratiske løsning
Konstruktionen af Sundhedsvæsen Danmark undrer os også − for hvad skal de egentlig have ansvaret for? En national koordinering af sundhedsfællesskaberne, som reelt fjerner det lokale råderum? Centralisering af indkøb, som risikerer at ødelægge markederne og give mindre sundhed for pengene?

Eller indpisker for overholdelse af patientrettighederne? Men med hvilke midler? Hvordan kan Sundhedsvæsen Danmark konkret sikre, at der ikke vil være regionale forskelle fremover? Der er ingen svar i regeringens udspil, og de kommer nok aldrig.

Tavsheden gør det nærliggende at tænke, at svarene nok vil vise, at sundhedsreformen slet ikke er den mirakelkur, den markedsføres som. Og hvem ved - måske er det også uklart for regeringen, hvem der egentlig skal have ansvar for hvad.

Det kommer næppe bag på nogen, at vi ikke ønsker de fem regionsråd nedlagt. De har en vigtig demokratisk rolle, som ikke løses eller erstattes i regeringens udspil. Alle, selv de, som gerne ser det regionale demokrati afskaffet, bør kræve et klart svar på, hvor ansvaret ligger i en fremtidig struktur.

Så kære regering − giv os nu et klart svar på, hvem I vil give ansvaret. Det skylder I borgerne, patienterne og de mange ansatte i et sundhedsvæsen, som lige nu svæver i usikkerhed.

Forrige artikel DA: Mænd og kvinder har lige muligheder i Danmark DA: Mænd og kvinder har lige muligheder i Danmark Næste artikel Mai Mercado: Regeringen skal ikke diktere normeringerne i institutioner Mai Mercado: Regeringen skal ikke diktere normeringerne i institutioner
Kaare Dybvad: Boligområdet er vigtig værdipolitik

Kaare Dybvad: Boligområdet er vigtig værdipolitik

INTERVIEW: Han vil dæmme op for udenlandske kapitalfondes indtog i Danmark. Gerne inden for seks måneder. Skellet mellem rig og fattig skal bygges væk, og boligpolitikken skal gøres til værdipolitik. Altinget har interviewet landets nye boligminister, Kaare Dybvad (S).