Debat

Replik: Jeg bliver oprigtigt bekymret, når en professor mener, der skal lyttes mindre til borgerne

For en professor lyder det sikkert vældig fint med agilitet, nærhed og samarbejde på tværs. Men for os borgere, der har brug for hjælp, er det alt sammen bare fine ord, der dækker over, at vi helst skal være ydmyge, taknemmelige og ikke råbe for højt, skriver Emma Katrine Lyng Svensson i en replik til Jacob Torfing.

Jeg har oplevet at være omgivet af frustrerede og empatiske fagpersoner, der gerne vil hjælpe, men ikke må eller kan, fordi den kommunale sagsbehandler ikke vil lytte, skriver Emma Katrine Lyng Svensson.
Jeg har oplevet at være omgivet af frustrerede og empatiske fagpersoner, der gerne vil hjælpe, men ikke må eller kan, fordi den kommunale sagsbehandler ikke vil lytte, skriver Emma Katrine Lyng Svensson.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Emma Katrine Lyng Svensson
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Agilitet i det offentlige system og skabelse af mere værdi for borgerne. Det er ifølge professor Jacob Torfing fra RUC det, der skal til for at Danmark kan beholde førertrøjen inden for offentlig administration. En førertrøje som vi i en sådan grad har på, at det vi allerede nu gør i Danmark, må betragtes som ”det nyeste nye” i USA.

Det, der til gengæld ikke skal være mere af, er valgfrihed eller at ”lytte til de højest råbende”.

Det lyder umiddelbart fremragende, at vi i Danmark er så langt fremme, at vores offentlige administration kan fungere som et godt eksempel ude omkring i verden.

Angiveligt er der fokus på tværgående samarbejde, ledelsesmæssig tillid til medarbejderne og helhedsorienterede indsatser. Tænk at bo i et land, der kan være et lysende eksempel på god forvaltning – hvor heldig kan man næsten være?

Man nødt til at råbe højt

Det både undrer og bekymrer mig dog, at professoren ikke mener, at større valgfrihed eller mere lydhørhed over for dem, der råber højest, er vejen frem. I stedet skal man ”identificere behovene bag kravene”.

Og nej, jeg mener bestemt ikke, at det altid er dem, der råber højest, der skal have mest eller bedst kvalificeret hjælp. Slet ikke. I den ideelle verden får alle den hjælp, som de har brug for, helt uafhængigt af deres evne til at sige fra eller stille krav. Det er bare langt fra den virkelighed, som vi, der har brug for hjælp, lever i.

I den virkelige verden er det svært at få hjælp. Det er svært at få den rigtige hjælp. Det er svært at få tilstrækkelig hjælp. I den virkelige verden er man nødt til at råbe højt for at blive hørt. Sådan burde det ikke være, men det er det.

Manglende valgfrihed og lydhørhed

Det undrer mig, at professoren uden yderlige uddybning afviser, at mere valgfrihed ville være godt for borgerne. De fleste kommuner har ellers sådan nogle pæne mottoer på deres hjemmesider om at ”borgeren er i centrum” og ”borgeren er eksperten på sit eget liv” og det krydres gerne med fine begreber som ”empowerment” og ”ejerskab”.

Det er selvfølgelig muligt, at ingen forestiller sig, at alle de smukke ord og begreber nogensinde skal udmøntes i praksis. Det er i hvert fald den virkelighed, som vi er mange, der kender indefra.

Men at en professor fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv kan mene, at der skal lyttes mindre til borgerne – især hvis de råber højt – gør mig oprigtigt bekymret. Vi, der har brug for hjælp, er jo nu engang dem, der lever i vores egne liv.

Når man har brug for hjælp, skal man nemlig nok ses, men ikke høres. Og da slet ikke selv være med til at vælge. Den slags skal vi lade fagfolkene om. Åbenbart.

Emma Katrine Lyng Svensson
Førtidspensionist og debattør

Hvordan kan valgfrihed være dårligt for os? Hvorfor skal vi umyndiggøres af en offentlig instans, som så på vores vegne skal ”identificere behovene bag kravene”?

Jeg har på egen krop og psyke oplevet, hvor skadeligt manglende valgfrihed og lydhørhed kan være. Jeg har oplevet, hvordan det er, når en fremmed sagsbehandler nægter mig den hjælp, jeg har brug for.

Jeg har oplevet at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling som følge af den kommunale sagsbehandling. Jeg har oplevet at være omgivet af frustrerede og empatiske fagpersoner, der gerne vil hjælpe, men ikke må eller kan, fordi den kommunale sagsbehandler ikke vil lytte.

Mine oplevelser er desværre langt fra enestående. Man behøver ikke at bruge mange timer på siden #enmillionstemmer for at se, hvor galt det faktisk står til rundt omkring. Jeg håber, at Jacob Torfing og hans kollegaer orienterer sig i denne type netværk for at få et bredere perspektiv på området, end hvad man kan finde på LinkedIn, interne faglige fora og kommunale hjemmesider.

Ses men ikke høres

Jeg er nok en af dem, som professoren mener, råber højt. Måske for højt. Og jeg hader endda at råbe. Også på skrift. Men jeg ved ikke, hvad alternativet er. Når man er afmægtig, desperat og ulykkelig og ingen lytter, når man taler, hvad er der så tilbage ud over at råbe?

Det er et effektivt retorisk virkemiddel at kalde dem, der kæmper med næb og kløer for at få den hjælp, som de eller deres børn har brug for, for ”de højest råbende”, som man så ikke behøver at lytte til. Men det er også overfladisk og nedladende. Det er altid nemt at være saglig, kølig, høflig og objektiv, når det ikke er ens egen livskvalitet eller ens børns trivsel, der er på spil.

Hvis man sidder på Christiansborg eller RUC og analyserer statistik og skriver oplæg til visioner, lyder det sikkert vældig fint med agilitet og nærhed og samarbejde på tværs af sektorer, men for os, de borgere, der har brug for hjælp, er det alt sammen bare fine ord, der dækker over, at vi helst skal være ydmyge, taknemmelige og ikke råbe for højt.

Når man har brug for hjælp, skal man nemlig nok ses, men ikke høres. Og da slet ikke selv være med til at vælge. Den slags skal vi lade fagfolkene om. Åbenbart.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Torfing

Professor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet
cand.scient.pol. (AU), Master og Ph.d. (University of Essex)

0:000:00