Retoriker: Mette Frederiksen brød traditionerne med sin åbningstale

Statsministerens tale i forbindelse med Folketingets åbning er muligvis den kedeligste tale, der findes i Danmark. I hvert fald set i et historisk perspektiv.

Det siger Marie Lund, der er lektor i retorik ved Aarhus Universitet. Hun er en del af et hold retorikforskere, der i øjeblikket arbejder på en bog om danske taler − heriblandt åbningstalen, der årligt holdes af den siddende statsminister den første tirsdag i oktober. 

Men da Mette Frederiksen (S) tirsdag holdt sin første åbningstale som statsminister, brød hun med en ellers fast tradition.

”Mette Frederiksen lægger ud med at sige, at hun ikke vil lave en opremsning af alle de ting, regeringen vil gennemføre. Der kan man hurtigt tænke: Jamen det var jo faktisk det, du skulle?” siger Marie Lund med henvisning til en paragraf i Grundloven fra 1953, der pålægger den siddende statsminister at tale om ”rigets almindelige stilling” og regeringens ”påtænkte foranstaltninger”.

Det er efterhånden blevet en trend for politikere at inddrage personlige oplevelser for at fremstå følelsesfulde og folkelige.

Marie Lund
Lektor i retorik ved Aarhus Universitet

”Det er med andre ord statsministerens opgave at give et billede af samfundet lige nu og samtidig fortælle, hvordan regeringen vil løse de problemer, der er. Men Mette Frederiksen siger, at det behøver hun ikke at gøre, fordi hun allerede har fremlagt det skriftligt i form af regeringens lovkatalog. Og det har hun sådan set ret i, men hun går godt nok hele linen ud, og det gør talen meget atypisk,” siger Marie Lund.

Regeringen offentliggjorde sit lovkatalog få minutter inden, at Mette Frederiksen gik på talerstolen.

En tale renset for personlige anekdoter
En af de væsentlige styrker i talen, som Marie Lund fremhæver, er, at Mette Frederiksens tale ikke spillede på en række personlige anekdoter og oplevelser, der skulle få hende til at fremstå ”folkelig”.

”Det her er en meget politisk tale, som hun skal levere som statsminister, og når hun undlader at bruge de her leflerier, der ofte virker kalkulerede, bringer det hende tilbage i rollen som politiker. Og det gør noget vældig godt for talen. Det er efterhånden blevet en trend for politikere at inddrage personlige oplevelser for at fremstå følelsesfulde og folkelige, men når alle gør det, virker det på ingen måde efter hensigten,” siger Marie Lund.

Men hun nævner trods alt et eksempel fra sin praktik i hjemmeplejen?

”Det er rigtigt, og hun nævner også hurtigt sin datters skole, men begge dele bliver sagt kort og naturligt for at understrege en konkret pointe. Hun gør det ikke som et større konstrueret eksempel. Det virkede jo helt parodisk, når Lars Løkke i sine åbningstaler skulle fortælle om sin mor, morfar, hustru og sine børn,” siger hun.

Samtidig fremhæver hun, at talen var præget af en vis ”hverdagsromantik”, hvilket ifølge hende gør, at Mette Frederiksen alligevel formår at fremstå som en politiker, der forstår, hvad det er, som optager den almindelige dansker i dagligdagen.

”Indledningen bruger hun på at tale om ærlighed og tillid, og det er meget snusfornuftigt, da hun for eksempel taler om tilliden til fagpersonalet i ældreplejen og om de fancy, engelske betegnelser i uddannelsessystemet. Hun citerer også Dan Turèll og taler om jordbærboder, og det gør alt sammen, at borgerne bedre kan identificere sig med hende,” siger Marie Lund.