Rune Engelbreth: Uddriv den indre tøsedreng og acceptér ulve i dansk natur

Åbent brev til Landbrug & Fødevarer og landets politikere.

Livet er farligt. Det slår os ihjel. Faktisk bringer livet os tættere døden hver dag. Gisp. Men sådan er det, og lad os derfor lære af middelalderens vise ord: memento mori. Fordansket: Husk, at du skal dø.

Når vi husker på vores dødelighed, bliver vi måske også lidt bedre til at leve livet – i tide. Det handler om at være til stede, ikke spilde tiden og ikke bekymre sig over trivialiteter.

Derfor er det altid vigtigt at holde sig bekymringers PROPORTIONER for øje.

Der findes nemlig også usandsynlige ting og hændelser, som kan forkorte livet, ja, slå os ihjel eller tilføre os livsvarige skader.

Blot et fald på et glat badeværelsesgulv, en cigaretglød i et soveværelse eller et elektrisk stød fra et eller andet defekt apparat kan i sjældne tilfælde være nok til at tage livet af os.

Der er langt, langt, langt flere som kvæstes eller dør i en bil på landevejen, inden for hjemmets fire vægge, eller på grund af noget, de har spist eller drukket eller røget – end under en vandretur i et naturområde med ulve og hugorme og musvåger og skovflåter og giftige svampe og faldende grene!

Rune Engelbreth Larsen

Men hvis vi hele tiden skulle gå og bekymre os over disse og mange andre helt usandsynlige trusler mod vores liv og førlighed, skulle vi jo krumme os sammen i sengen og slet ikke gå uden for en dør.

Derfor er proportioner altid afgørende. Det er for eksempel mere meningsfuldt at undgå rygning, spise sundt og motionere for at nedbringe sandsynligheden for en stribe reelle sygdomme og skavanker end at bekymre sig unødigt for ekstremt usandsynlige hændelser som lynnedslag og faldende tagsten.

Det tror jeg, at de fleste kan blive enige om.

Men når det kommer til ulveangreb, der er endnu mere usandsynlige end at blive ramt af lynet eller faldende tagsten, går frygten imidlertid i selvsing.

Frygten for det ekstremt usandsynlige ulveangreb bliver talt helt urimeligt OP til skræk og bekymring for mange.

Desværre er det en frygt, som sågar ulveeksperten Peter Sunde på underlødig vis fremmer, når han går ud offentligt og opfordrer til, at børn ikke skal "gå alene i naturen, før de kan agere fornuftigt på mødet med en ulv".

Og ikke mindre absurd bliver det, når han tilføjer, at man skal »lade være med at løbe med høretelefoner«, fordi man af samme grund kan blive uopmærksom.

Det er en fuldkommen proportionsløs og unødvendigt skræmmende udmelding, der slet ikke står mål med en saglig vurdering af de ekstremt forsvindende risici.

Det er selvfølgelig glimrende at tage folks frygt alvorligt og bidrage med dialog og oplysning – men det er ikke det, der sker her.

Tværtimod forøges frygten, og de talrige nøgterne og afdramatiserede faglige udmeldinger gennem de seneste år bliver med ét slag begravet.

Jeg har stor respekt for Peter Sundes ulveforskning, men her låner han desværre en fernis af faglig autoritet til en igangværende skræmmekampagne, som i forvejen er helt ude af proportioner.

I det følgende vil jeg gerne forklare, hvorfor dét er indlysende.

Selvfølgelig skal man være forsigtig, også hvor risikoen for fare er meget lille. Der findes for eksempel giftige svampe i skovene, og er man meget uheldig, kan man få en gren i hovedet under et gammelt træ.

Men igen … det får os ikke til at mene, at alle svampe bør udryddes, eller alle gamle træer fældes. Det får os heller ikke til at mene, at man ikke skal løbe en tur under træerne uden en hjelm på. Vel?

Hvorfor? Netop fordi det er relevant at se på proportioner.

Hvis forskere gik på nationale medier og seriøst opfordrede alle skovløbere til at bære hjelm som beskyttelse mod faldende grene, ville det være let at se, hvor fjollet og proportionsforvrængende det er, ikke sandt?

Også naturens dyr kan selvfølgelig være farlige.

Et par hundrede danskere bliver bidt af hugorme hvert år – i april 2007 blev en 11-årig dreng for eksempel bidt af en usædvanlig stor hugorm på Bornholm og måtte overføres til Rigshospitalet i København.

Siden 1900 er syv faktisk afgået ved døden som følge af hugormebid.

Men også andre dyr kan true os i den danske natur. For eksempel fik en løber ved Jægersborg Dyrehave i april 2016 en 10 centimeter lang flænge i hovedbunden af en angribende musvåge.

I juli 2017 fik en mand punkteret sin ene lunge af en angribende kronhjort. Endnu 'farligere' er skovflåt og fjæsing som bekendt. Av.

Skyd, dræb? Eller lad vær med at gå i skoven? Og bad aldrig i havet? Nå nej … Vi husker på proportionerne, ikke sandt?

Der er ca. 25.000 krondyr i Danmark, og risikoen for at blive stanget er astronomisk lillebitte.

De færreste vil nok også foreslå en national udryddelseskampagne mod musvåger eller hugorme. Der må trods alt være grænser for, hvor tøsedrengehysteriske vi vil være.

Hvad skulle vi også sige til resten af verden, hvor slanger dræber tusindvis af mennesker hvert år. Skal hele verden gå globalt udryddelsesamok på slanger?

Og hvad med elefanter og flodheste, der har massevis af menneskeliv på samvittigheden? Ikke desto mindre er vi vel enige om, at disse pragtfulde dyr også gerne må være på planeten, ikke?

Men så er der ulven … Få rovdyr er så sky, og dog er næsten ingen dyr lige så uforskyldt forhadte.

Ligesom skovflåt og fjæsing og krondyr og musvåger og hugorme er der tale om vilde dyr – men faktum er, at deres farlighed for danskere er langt mindre end hugorme.

Det er uhyre usandsynligt at blive dræbt af et hugormebid, men det er langt mere usandsynligt at blive angrebet, endsige dræbt af en ulv.

De forsvindende få eksempler på ulveangreb på mennesker i Vesten handler i altovervejende grad om rabiessmittede ulve, og de angriber ikke engang for at dræbe.

Endvidere er rabies blandt rovdyr næsten udryddet i vores del af Europa – og har eksempelvis været fuldkommen udryddet i Tyskland siden 2008 (og de danske ulve er som bekendt indvandret fra Tyskland).

Når ulve så uhyre sjældent angriber mennesker, skyldes det, at de er sky, og at de almindeligvis slet ikke betragter mennesker som byttedyr.

Ifølge Statens Naturhistoriske Museum har der for eksempel ikke været ét eneste europæisk eksempel på, at ulve har dræbt mennesker som byttedyr siden 1974, selv om der i dag er ca. 10.000-20.000 ulve i Europa.

Risikoen for ulveangreb perspektiveres også af Statens Naturhistoriske Museum på hjemmesiden 'Ulve i Danmark':

"I Italien, et land med cirka 60 millioner indbyggere, har man 600-800 ulve og har ikke haft et eneste angreb de seneste 150-200 år. I nationalparken i Abruzzo relativt tæt på Rom lever der 50-60 ulve, og selv om parken hver sommer besøges af to millioner turister, har der ikke været et eneste tilfælde af aggressiv ulveadfærd.

I Rumænien har man omkring 5.000 ulve og kender heller ikke her til nylige ulveangreb. Det samme gælder lande som Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Polen, Frankrig, Schweiz, Estland, Slovenien, Kroatien og Portugal. Det sidste angreb på et menneske i Skandinavien af en vild ulv var i 1882 i Finland." 

Og for nu at sætte proportionerne yderligere i relief er det værd at erindre, at 'truslen' fra Danmarks hunde er langt større, end den nogen sinde bliver fra det antal ulve, der er realistisk herhjemme.

I maj 2005 blev en otteårig pige for eksempel bidt i halsen og dræbt af en hund i Lihme, vest for Skive.

I juni 2015 blev en femårig pige skambidt af en bullterrier, der rev en 8 x 10 centimeter stor hudlap løs fra siden af hendes hovedbund og desuden bed hende i øret og låret.

I november 2016 blev en 85-årig skambidt til blods af en rottweiler i Slagelse.

I 2016 forårsagede hunde i alt over 9.000 skader, hvilket udløste over 34 millioner kroner i erstatninger og kostede et stort millionbeløb i offentlige udgifter på skadestuer og hospitaler.

Over halvdelen af skaderne er bidskader, hvoraf langt størstedelen er bid i hovedet – og det er især børn på 0-5 år, der efterfølgende må indlægges.

Skal vi forbyde hunde? Skal vi anbefale børn at bære hjelm og sikkerhedshandsker, når de nærmer sig en hund? Nej. Det ville være ude af proportioner, for tragiske hundeangreb på børn er stadig meget, meget sjældne – selv om sandsynligheden er langt, langt, langt større end risikoen for et ulveangreb.

Man skal ikke gå i selvsving af rædsel over hunde, men man skal heller ikke gøre ulven farligere, end den er – selv om vi ad åre skulle få cirka 100 ulve (hvilket der ifølge et forskerestimat er plads til i dansk natur), taler vi stadig om et meget lille og meget overskueligt antal.

Der er en lillebitte sandsynlighed for, at man skal forsvare sig mod en angribende hund i Danmark – men der er kun en lillebittebittebitte sandsynlighed for, at man overhovedet nogen sinde får et GLIMT af en ulv i dansk natur!

Også når medierne ruller blodige billeder op af skambidte landbrugsdyr og husdyr, er det ulven, der får skylden – men i virkeligheden er det et mindretal af de undersøgte sager, hvor ulve faktisk står bag.

Meget ofte er der tale om selvdøde dyr, som ulve, ræve eller hunde efterfølgende har nappet til, men ofte er det såmænd også hunde, der direkte har dræbt dyrene.

Den slags konstateres måske først i DNA-analyser, flere uger efter at de sensationalistiske mediesager om 'ulvedrab' eller 'formodede ulvedrab' har tegnet overskrifterne.

I maj 2011 blev fem får for eksempel skambidt og dræbt af løse hunde i Allerup, uden for Holbæk, kun to uger efter at hunde dræbte to andre får i nærheden.

I februar 2013 blev fire får skambidt (to døde) efter angreb fra to hunde. I september 2015 viste DNA-undersøgelser, at gerningsdyrene bag 10 dræbte får ved Holstebro var hunde.

Ved samme lejlighed opgjorde Naturstyrelsen tal, der viste, at ulve kun stod bag 4 ud af 32 formodede ulveangreb samme år.

Et par år senere viste tal fra Naturstyrelsen, at ulve kun stod bag 15 af 65 formodede ulveangreb i 2017, mens hunde, ræve og naturlig død var skyld i resten.

Alligevel er der både stort ulvehad og stor skydeglæde blandt visse folk i flere Facebook-fora, ja, sågar i den offentlige debat, hvor nogen uden videre opfordrer til at dræbe og begrave et fredet dyr.

Bekvemt glemmer man, at døde får både før og efter ulve er et problem, så længe vi har hunde. En rapport fra Sheepwatch UK skønner for eksempel, at britiske hunde alene i 2016 dræbte ca. 15.000 får i Storbritannien. Femtentusind.

Fåreavlere bør derfor alene agitere for støtte til ulve- og hundesikre hegn, og de vil finde stor opbakning fra de stemmer, der ønsker en naturligere natur og løsninger, der bygger bro mellem landbrugsinteresser og naturhensyn.

Derfor er det heller ikke sagligt, når viceformand for Landbrug & Fødevarer, Lars Hvidtfeldt, I Altinget hævder, at der er "behov for at genoverveje, hvor og i hvor stort omfang ulven skal nyde beskyttelse". Nej, det er der ganske enkelt ikke spor behov for. Overhovedet ikke.

Allerede i dag kan Naturstyrelsen skyde og regulere såkaldt problemulve, det vil sige ulve, der i ultrasjældne tilfælde mister den naturlige angst for mennesker og bliver nærgående.

Der er af disse og mange flere grunde ingen som helst grund til at hoppe på proportionsforvrængningen. Ingen.

Vi er nogen, som arbejder for kompromisser og dialog i den naturpolitiske debat om naturhensyn og landbrugsinteresser, og ulvespørgsmålet er i den grad et punkt, hvor L&F let kan og bør tage proportionerne til eftertanke.

Det ville give generel goodwill i det store, naturpolitiske puslespil.

Det er selvfølgelig indlysende, at en interesseorganisation skal kæmpe for sine medlemmers økonomi, hvilket i dette tilfælde betyder ulvesikre hegn og erstatninger – men dét er også noget helt, helt andet end grundløst at spurte over i skydeteltet.

Natur og biodiversitet er trods alt i verdenshistoriens største krise nogen sinde med masseuddøen af arter og tilbagegang for levesteder, og hvis fåreavlere såvel som landbrugets største interesseorganisation tør og vil kæmpe for løsninger, der både tilgodeser landbrug og natur, er der en bred vej til god og konstruktiv dialog.

Det kræver ikke kun, at naturforkæmpere ikke dæmoniserer landbruget og landmændene, men også, at landbrugets repræsentanter ser på saglige proportioner og afdramatiserende bidrager til naturgavnlige løsninger, når de ligger lige for.

Og det gør de for eksempel i tilfældet ulv, så snart man kommer ud af skydeteltet.

Lad mig afslutningsvis minde om, at ifølge en Gallupundersøgelses webinterview med 1.732 repræsentativt udvalgte vælgere i september 2017 finder kun 21 procent af landets vælgere det uacceptabelt eller overvejende uacceptabelt, at der er ulve i Danmark! Går vi til aldersgruppen fra 18-35 år er det kun 8,3 procent.

På den positive side finder 65,5 procent af befolkningen det således acceptabelt eller overvejende acceptabelt, at der lever ulve i Danmark – og en endnu større procentdel er helt eller overvejende trygge ved denne kendsgerning.

Lidt flere i rød blok end i blå blok finder det acceptabelt eller overvejende acceptabelt med ulve i Danmark, men der er også et meget solidt flertal i blå blok på hele 60,1 procent – og ser vi alene på Venstre finder 58,8 procent af vælgerskaren det acceptabelt eller overvejende acceptabelt med ulve, mens kun 31,1 procent finder det uacceptabelt eller overvejende uacceptabelt.

De isolerede tal fra Midtjylland ('ulveland') er endnu mere positive end tallene for Venstre.

Og i regeringspartiet Liberal Alliance finder kun 21,1 procent det uacceptabelt eller overvejende uacceptabelt med ulve i Danmark, mens 70,7 procent finder det acceptabelt eller overvejende acceptabelt – altså endnu flere end landsgennemsnittet.

Summa summarum: Livet er farligt, men dansk natur rummer kun en ekstremt lillebitte del af farerne.

Der er langt, langt, langt flere som kvæstes eller dør i en bil på landevejen, inden for hjemmets fire vægge, eller på grund af noget, de har spist eller drukket eller røget – end under en vandretur i et naturområde med ulve og hugorme og musvåger og skovflåter og giftige svampe og faldende grene!

Og kunne vi så ikke blive enige om at nedbringe risikoen for ulve- og hundeangreb på får og andre landbrugsdyr ved at støtte ulvesikre hegn bedre?

For vi vil gerne leve med både hunde og får i Danmark, ikke sandt? Og kan vi leve med hunde i det offentlige rum, kan vi indlysende også leve med ulve i dansk natur!

Derfor: Lad os mande/kvinde os op! Lad os uddrive den indre tøsedreng, der er lidt for hurtig til at styrte ud og råbe "skyd, dræb, udryd!"

Vores natur rummer tilværelsens aller-, aller-, allermindste 'trusler'. Punktum. Vi har plads til naturen, vi har plads til ulvene. Og vi kan løse problemerne uden for skydeteltet.

...

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.