Debat

S: Venstres kritik af Arne-pension er trist og bekymrende

Det kommer ikke bag på mig, at Venstre bruger udfordringen med mangel på hænder som løftestand for en ny kritik af tidlig pension. Men det modsætningsforhold, som opstilles, er simpelthen ikke rigtigt, skriver beskæftigelsesordfører Henrik Møller (S). 

"Jeg håber inderligt, at Venstre kommer på bedre tanker, så vi ikke ender med, at Arne og andre nedslidte mister deres tidlig pension den dag, Venstre igen måtte komme til magten".
"Jeg håber inderligt, at Venstre kommer på bedre tanker, så vi ikke ender med, at Arne og andre nedslidte mister deres tidlig pension den dag, Venstre igen måtte komme til magten".Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Henrik Møller
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Fra januar 2022 kan Arne og andre, som har slidt og slæbt i mange år, gå på en velfortjent tidlig pension. Det er den største udvidelse af lønmodtagernes rettigheder i mange år. Men spørgsmålet er desværre, hvor længe de kan det?    

Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, kom i sidste uge med fuldtonet angreb på retten til tidlig pension, som han kalder for skæv, og som, han mener, både forringer velfærdssamfundet og samfundskontrakten.

Det er trist, at Venstre ikke er deres ansvar voksen og onder Arne og alle de andre danskere, som har slidt og slæbt gennem et langt arbejdsliv, en værdig tilbagetrækning. Og jeg tror, at Venstre fuldstændig overser, hvorfor vi indførte en ret til tidlig pension. 

Meget bekymrende
Det er trods alt Venstre, som stod bag de historiske forringelser af efterlønnen, og som fjernede de nedslidtes mulighed for en værdig tilbagetrækning.

Sammen med den stigende pensionsalder, så er tidlig tilbagetrækning for dem, som har bidraget med så meget til det danske velfærdssamfund, kun rimeligt.  

Udfordringen med manglende arbejdskraft er helt reel, men den er hverken ny eller skabt af, at vi lader Arne og de andre hårdtarbejdende danskere få en værdig tilbagetrækning

Henrik Møller (S)
Beskæftigelsesordfører

Jeg bliver meget bekymret, når jeg læser Hans Andersens indlæg. For det lyder til, at hvis Venstre efter næste valg får magt som de har agt, så fjerner de retten til tidlig pension og fratager tusindvis af nedslidte en værdig tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet. Det skaber utryghed, når nedslidte ikke kan regne med, at tidlig pension fortsat vil gælde, hvis magten skulle skifte hænder.  

I stedet vil Venstre forbedre seniorpensionsordningen. Forbedringer, som ligeledes var en del af aftalen om en værdig tilbagetrækning sidste efterår. En aftale, som Venstre jo altså ikke var en del af. 

S ønsker ny reformkurs
Det kommer desværre ikke bag på mig, at Venstre bruger udfordringen med mangel på hænder som løftestand for en ny kritik af tidlig pension. Men det modsætningsforhold, som Hans Andersen opstiller, er simpelthen ikke rigtigt.

Udfordringen med manglende arbejdskraft er helt reel, men den er hverken ny eller skabt af, at vi lader Arne og de andre hårdtarbejdende danskere få en værdig tilbagetrækning. Den udfordring skal løses ved helt andre greb. I Socialdemokratiet mener vi i stedet, at vi skal sætte en ny reformkurs.

Vi skal blandt andet se på ubalancerne i vores uddannelsessystem. For vi skal sikre os, at arbejdskraften spiller sammen med den efterspørgsel, der er på arbejdsmarkedet. For mange vælger en akademiske uddannelse, og for få vælger erhvervs- og velfærdsuddannelserne.

Samtidig forsvinder stadig flere ufaglærte jobs, og vi står med en stor gruppe ledige dygtige ufaglærte, som ikke har papir på deres kompetencer. Vi skal holde igen med snuptagsløsningerne, og i stedet se på, hvordan vi reelt løser tidens store udfordringer.

Derfor skal vi lade Arne og de andre få deres retfærdige tilbagetrækning og i stedet bruge energien på at sikre, at vi har nye hænder til at tage over. 

Jeg håber inderligt, at Venstre kommer på bedre tanker, så vi ikke ender med, at Arne og andre nedslidte mister deres tidlig pension den dag, Venstre igen måtte komme til magten.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Andersen

MF (V), byrådsmedlem (V), Frederikssund Kommune, kommitteret for Hjemmeværnet
cand.merc.aud. (Handelshøjskolen i København 2000)

0:000:00