Samuelsen kan ikke slippe rollen som rebel

ANALYSE: Den mand, der egenhændigt reddede Liberal Alliance fra udslettelse, har ikke kunnet omstille sig til rollen som leder af et regeringsparti. Siden valget i 2015 har Anders Samuelsen konsekvent overspillet sine kort.

Det var lige efter kommunalvalget i 2009, hvor Liberal Alliances bedste resultat var 3,7 procent i Anders Samuelsens hjemby, Horsens. Alt tydede på, at det var de sidste krampetrækninger for et døende parti.

Alligevel sad Samuelsen denne dag på sit kontor og forsøgte at overbevise journalisten om, at der var perspektiver i det miserable resultat. Det virkede som snak fra en stakkels fantast, der ikke ville erkende sit nederlag. Og så fik manden alligevel ret mindre end to år efter.

Hvis LA-leder og udenrigsminister Anders Samuelsen tror, at politik er en duel på viljestyrke, kan man dårligt bebrejde ham det. For det var hans fanatiske viljestyrke, der holdt liv i Liberal Alliance, da det så kulsort ud. Dengang meningsmålingerne sagde 0,0 procent i snit, og hvor alle på Borgen fik sig en sund latter over partiet.

Samuelsens evne til at give Liberal Alliance et comeback i årene 2008-2015 er en fantastisk præstation, ingen kan tage fra ham. Det lykkedes ham at skabe en stærk fortælling om et parti, der ikke var som de andre. Et parti, der hverken var til lurvede kompromisser eller solgte sin sjæl for ministerposter.

Umulig slagmark
Siden succesen blev kronet med 7,5 procent ved sidste folketingsvalg, er det som om, at de elementer, der hjalp Samuelsen i modgangstider, nu spænder ben for ham. Rollen som leder af et parti, der sidder med ”de afgørende mandater”, viste sig at passe dårligt til den utraditionelle partileder. For han havde sin ultimative og konfrontatoriske stil med i bagagen.

Det gik galt allerede ved regeringsforhandlingerne efter valget.

Man kan til nød stille krav til en regering om, at den skal levere noget, den ikke selv bryder sig om – som en slags betaling for ministerposterne.

Men hvis man stiller ultimative krav til en regering om, at den skal få et andet støtteparti til at levere noget, det ikke bryder sig om, bevæger man sig ud på gyngende grund. Allerede af den grund var kravet om fem procentpoints lettelse af topskatten helt urealistisk.

I det hele taget skal man holde nallerne fra at stille ultimative krav på områder, hvor man både har et klart flertal i Folketinget og et klart flertal i befolkningen imod sig. Det er præcis derfor, Enhedslisten ikke har tænkt sig at stille ultimative krav om, at en S-regering slækker på den stramme udlændingepolitik.

Valget ændrede DF
LA’s ultimatum om lettelse af topskatten baserede sig delvis på en fejlanalyse. Samuelsen troede, at han kunne få DF med til næsten hvad som helst på fordelingspolitikken, hvis han bare gav dem godbidder på udlændingepolitikken.

Sådan var det også indtil valget i 2011, hvor DF med Villy Søvndals (SF) ord ”solgte efterlønnen for fire tykke toldere i Kruså”. Men lige siden valget i juni 2015 har det været anderledes. Herefter stod DF så stærkt – og havde fået så mange socialdemokratiske vælgere – at partiet blev langt mere varsom med at bytte fordelingspolitiske indrømmelser for værdipolitiske.

Således skal den nye skattereform kunne forsvares i sig selv – set fra DF’s synsvinkel. For Thulesen består kompromisset i overhovedet at gå med til en skattereform, man gerne var foruden. Det er ikke længere nok for DF at sige, at man har fået betaling i udlændinge-valuta for at gå med til en skæv fordelingsprofil.

Sværdet over hovedet
Den ændring af betingelserne tog Samuelsen ikke notits af. LA-lederen fortsatte uanfægtet kursen og lod et damoklessværd hænge over Løkkes sagesløse hoved. Den mand, han rettede sværdet imod, havde ingen chance for at levere varen.

Efter den ene udskydelse af deadline efter den anden satsede LA på det definitive high noon i efteråret 16. DF stod svækket efter Messerschmidt-sagen og ville være bange for et valg. Sådan lød Samuelsens analyse, men det viste sig at være endnu en fejlanalyse.

For DF konkluderede, at de strategiske tab ville være uoprettelige, hvis man gav efter for Samuelsen. Så hellere indkassere et smerteligt valgnederlag på den korte bane. Derfor tabte LA den nervekrig med et brag.

Ikke længere et protestparti
Da Liberal Alliance for et år siden indtrådte i regeringen, gav LA-ledelsen udtryk for, at det nu var nye tider. Samuelsen gjorde det klart, at det var slut med ultimative krav og erkendte, at de havde været ”ødelæggende for mange ting”. Fra den næstkommanderende Simon Emil Ammitzbøll lød det, at ”LA ikke længere er et protestparti”. En ny modenhed var oprundet, måtte man forstå.

Så meget desto større var overraskelsen, da Samuelsen for 14 dage siden igen kom på banen med ultimative krav. Først skulle skat ultimativt landes sammen med finansloven, og – da det blev fraveget – kom den historiske trussel om at ikke støtte regeringens eget finanslovsforslag.

I LA mener man, at DF har fået alt for mange indrømmelser af V og K gennem årene – og at det er på tide at vende tilbage til ”nok er nok”-sloganet fra dannelsen af Ny Alliance. Problemet er bare, at VLAK-regeringen er mere afhængig af Thulesen end omvendt. Thulesen har andre samarbejdspartnere, det har LA ikke.

Under de betingelser er det meget hasarderet at gå ind i et frontalt opgør, selvom det ligger i Samuelsens DNA at være kompromisløs. Hans stamina og jernvilje var afgørende for at holde LA i live under partiets dybe krise. Men når det gælder forlig med Kristian Thulesen Dahl, er flæskesteg et bedre våben end nok så stålsatte blå øjne.

Ond vilje
Mens V og K godt kan leve med, at skat og udlændinge først kommer på plads i januar, er den fremtrædende holdning i LA, at det skyldes ond vilje, hvis tingene ikke er på plads inden jul. DF's indvendinger om, at man først vil have juraen helt på plads i en udlændingeaftale, ses som bortforklaringer og tegn på, at DF slet ikke under LA en skatteaftale.

På Borgen er det blevet bemærket, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille har anlagt en lidt mere forsonlig retorik end Samuelsen. Under den kaotiske fremlæggelse af finanslovsaftalen understregede Ammitzbøll, at "tilliden mellem partierne nu er genoprettet". Men det er langt fra sikkert, at Ammitzbøll kan bremse en yderligere eskalering, hvis der ikke ligger en aftale inden jul.   

I den situation tør ingen svare for Samuelsen reaktion. LA risikerer ekstreme tab, hvis opgøret føres ud i sin yderste konsekvens. Det er bare ingen garanti for et forlig. For LA-formanden spiller stadig efter sine helt egne regler.

Anders Samuelsen har haft stor succes som en liberal rebel, der har udfordret dogmerne. Men som fremtrædende minister i en sårbar mindretalsregering kan man ikke bruge samme offensive stil, og Samuelsen har ikke været i stand til at omstille sig.

Forrige artikel Når fonde investerer i våben og tobak Når fonde investerer i våben og tobak Næste artikel Holstein: Nu går fronten mellem V og DF Holstein: Nu går fronten mellem V og DF
Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

ROSSEN: Altinget har de seneste uger taget debatten om embedsværkets tilstand og fremtid i kølvandet på regeringen Mette Frederiksens ansættelse af Martin Rossen som stabschef. Det store spørgsmål er, om de politiske sekretariater i embedsværket har været så længe undervejs, at vi ikke har taget stilling til dem.