Ellemann, Besserwisserne og fællessang: Genoplev dag tre på Altinget Sommermøde

SOMMERMØDE: Den sidste dag på Altinget Sommermøde bød både på både partiledertaler, Besserwisserne og musik. Her kan du genlæse og gense højdepunkterne. 

Redaktionen

Dette er Altingets liveblog fra sommermødet fredag. Opdateringerne kommer i omvendt kronologisk rækkefølge:

Kl. 20.15: Tak for denne gang
Det var alt, vi nåede fra verdenspremieren Altingets Sommermøde, der blev afholdt i Altingets gård på Ny Kongensgade i København.

Husk, at du se og gense alle højdepunkterne, herunder alle partiledertalerne, på Altinget Sommermødes hjemmeside

Kl. 19.50: Det akutte og det langsigtede
Kasper Sand Kjær mener, at regeringen har fixet det akutte problem med den nuværende uddannelsesgeneration ved at oprette 5000 ekstra studiepladser ved det kommende optag. 

Men de helt store fremtidige diskussioner om uddannelse skal der også tages fat på.

"Men vi kan ikke løse det fra Christiansborg. Vi har skal have aktører, erhvervsliv og fagbevægelsen i spil, så vi kan finde ud af, hvordan vi uddanner bedst til fremtidens arbejdsmarked."

Stina Vrang Elias påpeger, "at min generation er den sidste generation, der kun tager én uddannelse."

"I fremtiden kommer vi til at flytte os meget mere rundt. At tro, du kan arbejde som pædagog som 27-årig til du bliver 70, det er et no-go."

"Vi skal blive bedre til at omskole os, men det er vores system ikke indrettet til."

Kl. 19.15: Hvordan får vi Corona-generationen i uddannelse?
Den sidste uigenkaldeligt sidste debat ved Altinget Sommermøde handler om, hvilke konsekvenser det vil få, at coronakrisen har fået flere unge til at søge mod de videregående uddannelser.

Det er Copenhagen Buisness School, der står for arrangementet.

I panelet finder vi: 

- Kasper Sand Kjær, folketingsmedlem (S)

- Johan Hedegaard Jørgensen, formand for DSF

- Nikolaj Malchow-Møller, rektor på CBS

- Stina Vrang Elias, direktør i DEA

Lisbeth Knudsen styrer slagets gang. 

19:08: EU og mangel på samme
"Mette Frederiksen har rodet sig ud i et nederlag på den store scene."

Sådan siger Lars Trier Mogensen om regeringens tilgang til EU-politikken. 

Han vurderer, at Mette Frederiksen bruger kampen om EU's budget som en "indenrigspolitisk" slagmark. 

Erik Holstein påpeger, at Mette Frederiksen er den mest EU-skeptiske statsminister nogensinde. 

"Og hun har ikke noget mod at tage et nederlag, hvis hun viser, hvad hun kæmper for," siger Holstein. 

Søs Marie Serup mener, at den danske regering har handlet klodset i sagen om EU's budgetter, som Danmark ikke vil betale mere til, selvom Kommissionen og langt de fleste lande foreslår det. 

Det samme gør sig gældende for Venstre, lyder det. 

"Venstre lader som om, at det er mere skeptiske end de egentlig er. Og det er meget populistisk."

18:46: Jakob Ellemann-Jensen i krise?
Jakob Elleman-Jensen er stoppet som gruppeformand i Venstre for at hellige sig partiformandsposten.

Det er en god idé, vurderer Erik Holstein. 

"Mange har været skuffet over Ellemann. Han skal blive en betydelig bedre formand og en betydelig bedre statsministerkandidat."

Han påpeger, at han for eksempel ikke har klaret sig godt i duellerne med Mette Frederiksen i Folketingssalen.

"Han er blevet mange for sin egen skygge. Han skal forfine den rolle, og det skal være hurtigt, inden de andre borgerlige partier bliver for utålmodige."

Søs Marie Serup mener "ikke der er alvorligt endnu."

"Mange mister pusten, når de går fra at være nummer to til nummer et. Men han skal nok finde sine ben."

"Men der kan komme bekymring, hvis han ikke snart begynder at lande de rigtige forsider og komme med de rigtige forlag."

18:30: Besserwisserne kigger på højdepunkter fra Altinget Sommermøde 
Anna Ingrisch har samlet fire af landets skarpeste politiske kommentatorer til en omgang Besserwisserne sendt direkte fra Altingets Gård.

I denne udgave kaster Besserwisserne sig over de politiske højdepunkter fra sommermødet og diskuterer ugens gang på Christiansborg.

Dagens Besserwissere er Troels Mylenberg, politisk redaktør på TV2, Søs Marie Serup, politisk kommentator, Lars Trier Mogensen, politisk kommentator og Altingets egen politiske kommentator Erik Holstein.

Det er TV2, der står bag arrangementet, der bliver sendt direkte på TV2 NEWS.  

18:12: Cirkulær økonomi
"Det er nærmest blevet greenwashing".  

Sådan lyder det fra Selina Juul, der oplever at mange virksomheder er begyndt at arbejde med at mindske madspild.

Hele panelet mener, at der er brug for høje standarter for, hvornår et initiativ er grønt eller er med til at understøtte cirkulær økonomi. 

Karin Klitgaard fra DI siger, at politikerne kan hjælpe den cirkulære økonomi ved at lade det offentlige købe produkter, der hjælper cirkulær økonomi.

"Mange virksomheder har svært ved at afsætte produkter. Det handler om vaner," siger hun.

Jakob Rørbech siger, at der er brug for at finde ud, præcis hvilke produkter, der skal genanvendes. 

"Ellers strander vi i alle de lette løsninger."

17:45: Hvordan skaber vi en cirkulær økonomi i Danmark?
Nu stiller vi skarpt på, hvordan Danmark kan komme i mål med den cirkulære økonomi. 

Dansk Standard står bag arrangementet.

Med i panelter er: 

- Jakob Rørbech, Product Sustainability Expert i Velux

- Karin Klitgaard, underdirektør i Dansk Industri. 

- Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand i Stop Spild af Mad.

- Rina Ronja Kari, der miljø- og klimapolitisk seniorkonsulent i Dansk Standard, styrer debatten. 

17:23: Tagsten i hovedet?
Hvem skal være formand for DF efter Kristian Thuelsen Dahl? spørger Søren Lippert.

Han vil ikke nævne navne. 

"Hvis jeg var væk i morgen, så kommer der en god formand, der kan udfylde rollen ligeså godt som mig. Jeg er ikke bekymret."

Men næste generation skal frem i bussen, lyder det.  

"Vores opgave er at få vores mange talenter til at fylde mere." 

17:19: Racisme?
Thuelsen Dahl tror ikke på at DF's retorik er med til fordre racisme i Danmark, der har fyldt meget i danske medier i de seneste uger. 

"Jeg går ind for grundlov og religionsfrihed." 

"Men Danmark som land bliver mere harmonisk og sammenhængende, hvis vi udelukkende var et kristent samfund."

Han mener, at Danmark ville være et bedre land, hvis der ikke var nogle muslimer.

17:12: Vil gerne arbejde med Nye Borgerlige om EU-modstand
Thulsens Dahl takker ja til Nye Borgerlige og Pernille Vermunds forslag om at samarbejde om EU-modstanden. 

"Men jeg skal lige være sikker på, hvad vi skal samarbejde om," siger han til Søren Lippert, der nu interviewer DF-formanden. 

Han stoler nemlig ikke på troværdigheden i Nye Borgerliges EU-modstand. 

"Jeg ved ikke om det er strategisk eller taktisk betinget."

Men hos DF er linjen helt klar, lyder det fra Thulsen Dahl, der vil ud af EU.

Det står helt klart efter coronakrisen, hvor EU ikke har slået til.  

"På et tidspunkt må vi sige stop." 

17:08: EU-penge
Thulesen Dahl frygter, at regeringen accepterer siger ja til at betale mere til EU ved de kommende budgetforhandlinger. 

Han vil opfordre Mette Frederiksen til at stå fast. 

Han siger også nej tak til at låne penge til Sydeuropa, der er hårdt ramt af krisen. 

"Pengene kommer aldrig nogensiden tilbage."

"Vi siger fra." 

17:05: "De blev ladt i stikken"
Kristian Thulesen Dahl kritiserer S-regeringens håndtering af åbningen af samfundet efter corona

Han fremhæver især behandlingen af ældre, demente og socialt udsatte. 

"De blev ladt i stikken," lyder det fra Thulesen Dahl. 

17:00: Kristian Thulsen Dahl på scenen
Nu skal vi have endnu en partiledertale og et dertilhørende interview.

Denne gang er det Dansk Folkepartis formand Kristian Thulsen Dahl, der skal i ilden.

Thulsen Dahl har været formand for partiet siden 2012. I fjord mistede partiet 21 mandater i forhold til valget i 2015.

Den nedtur er efterfølgende fortsat i meningsmålingerne, og nu står partiet ifølge Altingets snit af målinger, til at få 7,4 procent af stemmerne og miste to af sine nuværende 16 pladser i Folketinget.  

I forbindelse med målingen sagde Altingets politiske analytiker Erik Holstein sådan her: 

”DF’s valgresultat var en kombination af en hel række fejl og uheldige faktorer, og DF burde hurtigt være kommet tilbage på normalniveauet på 12-13 procent. Men Thulesen er stadig rystet af valgnederlaget, partiets strategi er uklar – og Mette Frederiksen har ikke givet mange åbninger i udlændingedagsordenen."

”Snittet understreger også, at Pernille Vermund har været i stand til at udnytte problemerne i DF og Venstre. Nye Borgerlige havde frygtet at blive glemt i denne valgperiode, hvor deres mandater ikke spiller en trille. Men Vermund har været enormt dygtig til at skabe fortsat opmærksomhed.” 

16:21: Dansk Industri: Reform af skatter og afgifter
Danmark skal have en grøn skattereform.

Sådan lyder det fra Lars Sandahl, direktør i Dansk Industri. 

"Vi har et afgiftsystem, der ikke hænger sammen. Det kræver en stor reform af skatter og afgifter."

En decideret CO2-skat, som Klimarådet ellers anbefaler er han mere loren overfor.

"Gid det det var så let."

Jais fra Valeur siger også nej tak til en CO2-skat.

Det kommer til at ramme social skævt, lyder det! 

"Hvis man har en hammer, så ligner alting et søm. Det er ikke en blomst, der er groet i min have."

16:08: Klima er en kompliceret mediedagsorden 
Marie Bach fra Infomedia, der overvåger danske medier, fortæller, at politikerne, herunder Mette Frederiksen, Dan Jørgensen og Nicolai Wammen, bliver nævnt langt oftere end formændende for klimapartnerskaberne i artikler, der handler om klima. 

Til gengæld er artiklerne ofte mere "konstruktive", når der er vinklet på klimaformænd og ikke politikerene.

"Når klimaformænd er med i artiklen, så har det en positiv effekt," siger hun. 

Lars Sandahl, direktør fra Dansk Industri, siger, at debatten om klima er helt essentiel. Men i medierne skal der være mere fokus på den konkrete politik end de store, brede linjer, lyder det. 

"Både medierne og politikerne skal hjælpe os med at komme ind i det tekniske rum. Hvad koster det? Hvad er de konkrete løsninger? Ellers kommer den grønne omstilling ikke til at ske," siger Lars Sandahl.

Klokken 15:45: Hvor efterlader corona klimamålene?
Nu starter debatten ”Hvor efterlader corona klimamålene?”

Debatten er arrangeret af Infomedia. Panelet består af:

  • Lisbeth Knudsen, tværgående chefredaktør, Mandag Morgen og Altinget
  • Jais Valeur, CEO, Danish Crown
  • Mads Nipper, CEO, Grundfos
  • Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør, Dansk Industri
  • Maria Bach, senior rådgiver, Infomedia
  • Ulla Lyk-Jensen, seniorchefkonsulent, Dansk Industri

Se hele programmet i dokumentationsboksen til højre.

Klokken 15:23: Fællessang
Indslaget afsluttes med fællessangen "Du danske sommer, jeg elsker dig", hvor Rasmus Skov Boring synger for og akkompagnerer på klaver.

Klokken 15:14: Anya giver mini-koncert
Anja Pil Christoffersen synger sangene ’Min kind’ og 'Avalanche' med klaverakkompagnement. Hun er kendt under kunstnernavnet Anya.

Ifølge DR udgav Anja Pil Christoffersen sin debut-ep ’The Credit’ i 2015. Hun har en kandidat i jura.

Klokken 15:05: Undervisning om racisme
Hvad med at undervise unge om racisme i folkeskolen? spørger Maja Hagedorn Hansen.

I skolen skal vi italesætte, hvor vigtigt det er vise hensyn, mener Heidi Bank. Det skal allerede starte i daginstitutionen, udbygger hun.

”Jeg synes, at man kunne lave et fag, der hed ’dannelsesfag’. Det skal ikke hedde racismefag, for det har en kedelig klang,” mener Birgitte Hansen.

Maja Hagedorn Hansen siger tak for nu, og panelisterne forlader scenen.

Klokken 15:01: Taler de om racisme i ligestillingsudvalget?
Første del af debatten afrundes, hvorefter vi får anden del af panelet på scenen, som består af Heidi Bank (V), Halime Oguz (SF) og Birgitte Bergman (K).

”Hvor meget fylder racisme og diskrimination, når I mødes i ligestillingsudvalget?” spørger Maja Hagedorn Hansen.

”Det har ikke fyldt særligt meget,” fortæller Heidi Bank. Det handler primært om ligestilling mellem køn og LGBT-området, fortæller hun.

”Jeg synes grundlæggende, at vi har et samfund, hvor vi er rigtig gode til at respektere hinanden og værne om vores demokrati og passe godt på hinanden,” siger Birgitte Bergman. Der er dog nogle udfordringerne, siger hun.

”Der ligger noget helt klart i den måde, vi opdrager vores børn på,” siger hun og fortæller, at det er vigtigt, hvordan vi taler om hinandens forskelligheder.

Klokken 14:50 "Åbenlys statsracisme"
Panelet består lige nu af Anja Pil Christoffersen, Juno Berthelsen, og Prince Henry. Panelisterne indleder blandt andet med at fortælle om deres egne oplevelser med racisme.

”At gå forrest handler ikke om at stå forrest i en demonstration,” siger Prince Henry. Det handler om at agere i hverdagen, mener han. ”Vi har brug for, at majoriteten – som er etniske danskere – også siger fra.”

”Vi skal have alle til at kæmpe den samme kamp og sige fra,” siger han og modtager bifald fra salen.

”Vi skal tage fat alle de steder, hvor man kan,” siger Juno Berthelsen. ”Det er ekstremt vigtigt, at man ikke henfalder til at tænke, at der er nogle andre, der skal gøre det.”

Han taler om "åbenlys statsracisme" i Danmark og nævner ghettolisten.

Klokken 14:35: Fællessangen 'Giv os lyset tilbage'
Debatten indledes med fællessangen 'Giv os lyset tilbage'. Teksten er skrevet af Per Krøis Kjærssgaard og melodien er skrevet af Rasmus Skov Boring, der også synger for og akkompagnerer.

Sangen er et modsvar til dem, der taler for, at vi skal ekskludere dem, der er anderledes, fortæller han. Første vers lyder sådan her:

Alle må leve og dø.
Glæd dig – du er her alligevel nu!
Meningen er vel at så sine frø,
På en overladt stjerneø.
Gi' os tiden tilbag',
Og lad os bruge ethvert timeslag.
Dørene åbne og smilene slidt.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

Klokken 14:30: Debat om racisme i Danmark
Nu skal vi debattere racisme i Danmark. Debatten er arrangeret af Højskolerne og Altingets ungemedie Spektrum.

Panelet består af:

  • Prince Henry, dansk-ghanesisk højskoleelev og aktivist
  • Anja Pil Christoffersen, dansk-amerikansk og kendt under kunstnernavnet ANYA
  • Juno Berthelsen, grønlænder og medlem af den grønlandske organisation Nalik
  • Heidi Bank (V), formand for Folketinget Ligestillingsudvalg
  • Halime Oguz (SF), medlem af Folketingets Ligestillingsudvalg
  • Birgitte Bergman (K), medlem af Folketingets Ligestillingsudvalg og ligestillingsordfører

Moderator er Maja Hagedorn Hansen, redaktør på Spektrum.

Der vil være et musikalsk indslag med blandt andre pianist Rasmus Skov Borring.

Klokken 14:15: Kæmpe forskel i Danmark
”Vi skal finde en måde, hvorpå vi får brudt vaner. Hvor vi får ændret folks transportmønstre, så det bliver lige så naturligt at kombinere cykel, bus, personbil,” siger Benny Engelbrecht.

Han siger samtidig, at der er kæmpe forskelle i Danmark i forhold til udbuddet af kollektiv trafik.

”Det skal vi være opmærksomme på," understreger han.

”Hvis man skal være en lille smule fræk, kan man sige, at det var meget heldigt, at der ikke var et bredt flertal bag VLAK-regeringens investeringsplan,” siger Benny Engelbrecht efterfølgende. Han nævner, at vi nu kan lave en grøn mobilitetsplan på en anden måde. I virkeligheden er det måske en ret gunstig situation, fortæller han.

Branchedirektør for DI Transport Michael Svane runder af.

Klokken 14:01: Ruter med få passagerer
Anders Dybdal siger tak til panelet, hvorefter deltagerne forlader scenen, og Benny Engelbrecht (S) går på igen.

”Regeringen har jo tilkendegivet over for regioner og kommuner, at vi kommer til at holde hånden under dem i forhold til billetindtægtstabet,” fortæller transportministeren indledende.

De lokale politikere kan dog få svært ved at forsvare, at provinsruter med få passagerer får lov til at eksistere, hvis endnu færre tager ruterne på grund af covid-19, siger transportministeren. 

Han understreger, at man i sit aktive valg selv understøtter, om den kollektive trafik kører i provinsen.

Klokken 13:56: Meget nedslående tal
”Vi kommer ud med en meget stor orangekampagne, som er et tiltag for at få kunderne tilbage herunder sommerferien,” siger Flemming Jensen fra DSB. Han fortæller, at pris er et stort parameter i forhold til at få kunderne tilbage.

”Nu er verden ikke så åben, og vi sidder og kigger på nogle meget nedslående tal,” siger Michael Knørr Skov fra COWI. Når folk skifter toget ud med bilen, har det negative konsekvenser for samfundsøkonomien, fortæller han.

Jens Boe Jacobsen mener, at når folk holder sig væk fra den kollektive trafik, presser det både pengekasserne i kommunerne, regionerne og hos transportministeren.

Klokken 13:35: Covid-19’s konsekvenser for den kollektive trafik
”Hvad er det for en kollektiv trafik, vi har på den anden side?” spørger Anders Dybdal.

”Der er flere, der skal bruge den kollektive trafik,” siger Benny Engelbrecht. Covid-19 har givet en række problemer i forhold til den kollektive trafik.

For det første har folk undgået at køre med den kollektive trafik, fortæller transportministeren. Det andet, der er sket, er, at mange har forladt bilerne, så der er blevet utrolig god plads på vejene.

"Den tredje ting, der sker, er, at de unge har kunnet låne bil af deres forældre. Det kan være, at der er nogle yngre kørekortindehavere, der kan have ændret deres vaner temmelig markant," siger transportministeren og håber, at "vi kan få dem tilbage."

Nu kommer panelet på scenen.

Klokken 13:30: Infrastrukturens Time: Hvordan kommer den kollektive trafik tilbage på sporet efter covid-19?
Nu starter debatten ”Hvordan kommer den kollektive trafik tilbage på sporet efter covid-19?”

Panelet består af:

  • Benny Engelbrecht, transportminister (S)
  • Jens Boe Jacobsen, Business Development Direktør i Arriva og formand i DKT
  • Flemming Jensen, adm. direktør, DSB
  • Michael Knørr Skov, Vicepræsident i COWI
  • Lars Wiinblad, Projektchef i Passagerpulsen

Direktør for Operate Anders Dybdal er moderator. Debatten er arrangeret af DI Transport.

Klokken 13:18: Åbning af grænserne
Det, som har afholdt regeringen fra at åbne grænserne, er bekymring for smittetryk, siger Søren Lippert og spørger:

”Bekymrer det ikke dig, Jakob Ellemann-Jensen?”

Jakob Ellemann-Jensen fortæller, at det naturligvis bekymrer ham, men at han gerne vil have en sundhedsfaglig vurdering i den sammenhæng.

Søren Lippert runder af, og de forlader scenen.

Klokken 13:14: Instrukskommissionen
Søren Lippert spørger ind til instrukskommissionen, som omhandler den såkaldte ”barnebrudssag.”

Jakob Ellemann-Jensen synes ikke, at han skal gå ud og blande sig i en kommission, hvor der verserer en sag.

”Det er mest ordentligt, at jeg holder min mund, indtil kommissionen er færdig med sit arbejde,” siger han. Det ændrer dog ikke på, at han selvfølgelig støtter sin næstformand, siger han.

Klokken 12:59: Racisme i Danmark
Jakob Ellemann-Jensen sympatiserer med Black Lifes Matter-sagen, men var ikke til stede til demonstrationen på grund af risiko for coronasmitte.

”Der er racisme i Danmark i dag,” mener Jakob Ellemann-Jensen. ”Det er et reelt problem.”

”Hvordan skal vi forholde os til vores slavehistorie i Danmark?” spørger Søren Lippert.

”Vi skal være os historien bevidst,” siger Jakob Ellemann-Jensen. ”Vi skal også passe på, at vi ikke dømmer fortiden med nutidens briller. Det er ikke for at blåstemple historien.”

”Hvad synes du om synspunktet om, at Danmark ville være et bedre land uden muslimer?” spørger Søren Lippert og understreger, at Pernille Vermund (NB) har det synspunkt.

Jakob Ellemann-Jensen tager afstand fra synspunktet og siger, at partierne naturligvis er forskellige.

Klokken 12:49: ”Vores fællesskab er stærkest, når flest er i arbejde"
”Det er blevet sommer, men der er meget – også for meget – som ikke er, som det plejer,” siger Jakob Ellemann-Jensen. ”Journalisterne er her stadig, men det er et folkemøde uden folket.”

”Vi har i fællesskab håndteret sundhedskrisen godt,” siger V-formanden. ”Der er dog en krise, som ikke er håndteret, nemlig den økonomiske.”

”Venstres mål er meget klart: De danskere, der har mistet jobbet, skal have et nyt, og det haster," siger han og uddyber: "Vores fællesskab er stærkest, når flest er i arbejde."

Jakob Ellemann-Jensen taler om to veje for vores land, hvor den ene bliver dyr for Danmark. Den består af højere skatter, og hvor man går mere op i at bruge pengene, end at tjene dem. Den anden vej er Venstres vej, hvor vi har en sund økonomi, siger han.

Jakob Ellemann-Jensen runder sin tale af og skal nu interviewes af Søren Lippert.

Klokken 12:45: Jakob Ellemann-Jensen holder partiledertale
Nu vil formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen holde partiledertale. Efterfølgende vil han blive interviewet af Søren Lippert på scenen i Altingets gård.

Det er Altinget og TV 2 News, der står bag indslaget. Du kan deltage i debatten på facebook.

Klokken 12:27: Spørgsmål fra publikum
Der bliver stillet spørgsmål fra online-publikummet. Blandt andet spørges der ind til, hvorvidt Danmark er i førertrøjen i forhold til grønne investeringer i udviklingslande.

”Vi er nogle af de fremmeste på det her område,” fortæller Rasmus Prehn. ”Vi skal være leading by example.”

Nynne Bjerre Christensen runder af. Vi holder en kort pause frem til 12:45, hvor Jakob Ellemann-Jensen holder tale.

Klokken 12:20: En grøn Marshallhjælp
”Det er så vigtigt at bryde siloer ned. Det skal blive en del af konceptet, at vi løser flere problemer på samme tid,” siger udviklingsministeren. Vi skal insistere på, at viden hænger sammen, mener han.

"I udviklingslande kan ting bruges til at løfte hinanden med," siger han efterfølgende. ”Vi skal løse tingene med hinanden. Det er simpelthen sådan, det hænger sammen.”

”Jeg er vild med Rasmus’ idé om, at vi har brug for en New Deal,” siger Bo Øksnebjerg fra WWF. ”Sådan en grøn Marshallhjælp, så har du min fulde støtte Rasmus.”

Klokken 12:01: Hvordan skal investeringerne se ud?
I diskussionen om udviklingslande og grønne løsninger spørger Kasper A. Lorenzen, koncerninvesteringsdirektør hos PFA:

”Hvor skal den risikovillige kapital komme fra? Vi er betroet nogle penge: Er vi så de oplagte ejere af den investering, vi foretager os?”

”Vi skal lave nogle investeringer, der er langsigtede,” mener Bo Øksnebjerg. "Hvis det her får lov at folde sig ud i sin fulde konsekvens, får vi flygtningestrømme og pandemier. Det er ikke godt for investeringerne.”

Han mener, at vi skal vende tankegangen om, så vi får en mere holistisk løsning, hvor vi forstår, at vi har en afhængighed af naturen.

Klokken 12:43: Klimaforandringer betyder, at flere sulter
”Det her er et af de allervigtigste temaer, der er i politik lige nu,” indleder Rasmus Prehn. Han fortæller, at klimaforandringerne er en medvirkende årsag til, at flere sulter.

“Vi gør noget for de fattigste og svageste, når vi gør noget for klimaet," uddyber han.

”For øjeblikket ser vi massiv afskovning”, siger lektor Stig Eduard Breitenstein. De områder, der er de rigeste på biodiversitet, er dem, hvor de allerfattigste bor. Derfor er det utroligt vigtigt at integrere lokal udvikling og naturbeskyttelse, mener han.

”Rigtig mange mennesker dør af klimarelaterede problemstillinger,” siger han. ”Det vigtigste er at være i dialog med de lokale.”

Klokken 11:30: Er udviklingspolitik uden grønne løsninger som at tisse i bukserne?
Vi skal nu snakke klimakrise og samfundsmæssige udfordringer i udviklingslande. Den næste debat hedder ”Er udviklingspolitik uden grønne løsninger som at tisse i bukserne?” og er arrangeret af WWF Verdensnaturfonden.

Panelet består af:

  • Rasmus Prehn, udviklingsminister (S)
  • Bo Øksnebjerg, generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden
  • Anne Mette Kjær, professor, Aarhus Universitet og formand for Udviklingspolitisk Råd
  • Stig Eduard Breitenstein Jensen, lektor, Københavns Universitet
  • Kasper A. Lorenzen, koncerninvesteringsdirektør, PFA

Journalist Nynne Bjerre Christensen modererer debatten.

Det fulde program for dagen kan ses i dokumentationsboksen til højre.

Klokken 11:15: Panelet er optimistisk
Jonas Keiding Lindholm spørger ind til, om vi faktisk kan forvente, at vi kommer ud af krisen på en grøn og bæredygtig måde. Han trækker tråde tilbage til COP15, som mange betegnede som mislykket.

”Der er rigtig mange gode takter på, at det kan lade sig gøre,” siger Jesper Nygård.

Også Brian Mikkelsen er optimistisk. Han lægger vægt på, at teknologien har ændret sig, og at der er mange flere muligheder, end der var for 12 år siden.

”Der er et mindset, der har ændret sig hos os alle sammen. Vi har et ansvar og en forpligtelse,” uddyber han.

Jonas Keiding Lindholm runder debatten af, og panelet modtager bifald.

Klokken 10:54: Økonomien skal drive klimadagsordenen
”Det er ikke nok bare at lave en grøn pakke," siger Jesper Nygård. ”Vi skal være med til at skifte et mindset.”

Hver gang, vi skal investere i noget, skal vi tage dimensionen med, hvor vi tænker langsigtet og bæredygtigt, mener han.

”Alle vil jo gerne være klimavenlige,” siger Brian Mikkelsen. ”Selvom vi alle sammen siger, at vi er mega klimabevidste, og at vi handler efter det, så kan man ikke mærke det på den måde i branchen."

Han kommenterer dog, at man kan mærke det som et generationsspørgsmål og i nogle dele af Danmark. Men det er økonomien, der skal drive klimadagsordenen, mener han.

"Man skal kunne se, at der er penge i det. De fleste virksomheder kigger på bundlinjen.”

Klokken 10:32: Er erhvervslivet på intensiv?
”Hvor stor en del af erhvervslivet er på intensiv i den her krise?” spørger Jonas Keiding Lindholm. ”Er I raske og rørige eller svækkede og sengeliggende?”

Brian Mikkelsen fortæller, at Dansk Erhverv befinder sig ”på hele skalaen”.

”Det går bedre de fleste steder i forhold til, hvad vi havde regnet med for to måneder sider. Men ikke inden for turisme,” fortæller han.

”Der er stor forskel inden for det turismespænd, der er,” siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus. ”Der er dog langt væk hjem.”

”Noget af det, som giver mig en optimisme, er, at når der er en krise, så er vi faktisk i stand til at omstille os,” fortæller Jesper Nygård, administrerende direktør i Realdania.

Klokken 10:15: Byg et bedre Danmark – men hvordan?
Nu starter debatten ”Byg et bedre Danmark – men hvordan?” Panelet består af:

  • Pia Lange Christensen, direktør i Visit Aarhus
  • Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv
  • Jesper Nygård, administrerende direktør i Realdania

Moderator er Jonas Keiding Lindholm, direktør i Tænketanken Mandag Morgen.

Debatten er arrangeret af Realdania.

Stil dine spørgsmål til panelet på Facebook, så tager vi dem med videre til panelet.

Klokken 09:58: Tror, at Inger Støjberg taler sandt
Søren Lippert spørger ind til instrukskommissionen og ”banebrudssagen”.

”Når man har nedsat sådan en kommission, så synes jeg ikke, at jeg skal fælde dom over, hvad kommissionen skal mene, før den melder noget ud,” siger Søren Pape.

”Du blev aldrig orienteret om sagen af din departementschef på det tidspunkt?” spørger Søren Lippert.

”Vi har ikke i ministeriet siddet og haft drøftelser om det,” svarer Søren Pape. ”Jeg har ikke haft noget med sagen at gøre."

”Tror du, at Inger Støjberg taler sandt?” spørger Søren Lippert.

”Jeg har ikke grund til at tro andet. Jeg kender Inger som en rigtig dygtig politiker. Jeg går ud fra, at hun taler sandt,” siger Søren Pape Poulsen.

Han kommenterer desuden: ”Hvis en styrelse mener, at den skal agere på baggrund af pressemeddelelser, så er jeg bekymret for, hvordan vores samfund skal fungere."

Efter at have debatteret en CO2-afgift, runder Søren Lippert af.

Klokken 09:47: Konservative og klimaet
Søren Lippert spørger ind til, hvordan det går med klimaet.

”Problemet er, at regeringen ikke vil fortælle os i træskolængder, hvad deres plan er,” fortæller Søren Pape Poulsen. ”Det er jeg meget bekymret for.”

”Hvad tror du holder regeringen tilbage fra at være mere ambitiøse på klimaområdet?” spørger Søren Lippert.

”Man har været presset med hele corona-situationen. Regeringen har også et parlamentarisk grundlag, der gerne vil styrke den offentlige sektor,” svarer han.

Søren Pape Poulsen mener desuden, at vi vil få den allerbedste aftale for klimaet, hvis aftalen bliver lavet bredt.

”Der er ikke nogen, der har patent på de gode løsninger. Den her sag er simpelthen for stor til, at det bare skal handle om, hvad der er rødt og blåt.”

Klokken 08:35: Høj sol, højt humør og højt forbrug
”Jeg ønsker mig en sommer med høj sol, højt humør og højt forbrug,” indleder Søren Pape Poulsen.

Han mener, at vi skal have udbetalt de indefrosne feriepenge med det samme.

”Det glæder mig, at regeringen er begyndt at give sig på det,” siger Søren Pape Poulsen og fortæller, at regeringen er klar til at udbetale to ud af fem ugers feriepenge.

”Jeg håber, at vi alle får en god sommer med pungen fuld af feriepenge,” afslutter han. Han skal nu interviewes af Søren Lippert.

Klokken 09:30: Søren Pape Poulsen holder partiledertale
Nu vil formand for Konservative Søren Pape Poulsen holde partiledertale. Efterfølgende vil han blive interviewet af Søren Lippert på scenen i Altingets gård.

Det er Altinget og TV 2 News, der står bag indslaget. Du kan deltage i debatten på Facebook.

Klokken 09:15: Bedre balance mellem arbejds- og familieliv
Peter Hummelgaard (S) bliver spurgt, hvad vi kan forvente os af ham på området.

”Det, du kan forvente, er, at vi tager de gode opfordringer til os. Der er et kæmpe behov for, at vi har en tidlig offentlig samtale om, hvad der er det gode og sunde arbejdsmiljø og arbejdsliv. Vi kommer også til at bruge endnu flere kræfter på at have høje ambitioner, hvad angår det psykosociale arbejdsmiljø,” fortæller Peter Hummelgaard.

”Vi bliver nødt til som samfund af finde nogle bedre balancer mellem vores arbejdsliv og familieliv," siger han og understreger: "Vi har en kæmpe opgave i at finde nogle bedre balancer som kollektiv i det her land."

Jonas Keiding Lindholm runder af, og panelet forlader scenen.

Klokken 09:04: Det psykiske er ved at stikke af fra os
”Hvis man tager målgruppen 20’erne, er der de sidste ti år kommet 30 procent flere, der er trådt ud af arbejdsmarkedet,” fortæller Regitze Siggaard fra Velliv.

Det skyldes, ifølge hende, overordnet to ting: det fysiske og psykiske.

”Det psykiske er ved at stikke af for os,” fortæller hun. Der er et mismatch mellem de unges forventninger og de rammer og vilkår, de bliver mødt med på arbejdsmarkedet," siger hun og uddyber, at der mangler fokus på, hvordan man leder de unge i virksomhederne.

”Der findes ikke noget land i verden, hvor det er bedre at være ung, end i Danmark,” siger Christina Sode Haslund fra Dansk Arbejdsgiverforening. ”Vores oplevelse er, at det er gavnligt for de unge at være på arbejdsmarkedet."

Det kan dog godt være, at der er noget om, hvordan vi får de unge med ombord, mener Christina Sode Haslund.

Klokken 08:56: De sidste paneldeltagere går på scenen
Indtil nu er det kun Peter Hummelgaard (S), der har været på scenen. De sidste tre paneldeltagere bliver nu en del af debatten:

  • Christina Sode Haslund, arbejdsmiljøchef, Dansk Arbejdsgiverforening
  • Regitze Siggaard, sundhedsstrateg, Velliv
  • Martin Aage Rasmussen, Bagageportør, Københavns Lufthavne A/S

Klokken 08:45: Tallene illustrerer en rå virkelighed
Moderator Jonas Keiding Lindholm fortæller, at et stigende antal unge føler sig stressede og pressede, og man taler om angst på en anden måde i forhold til de unge, end man tidligere gjorde.

”Jeg synes, at tallene illustrerer en rå og alvorlig virkelighed,” siger Peter Hummelgaard (S) og fortæller, at tallene ikke kommer bag på ham.

”På den ene side er mange unge mennesker bekymrede for, om de holder hele vejen til pensionsalderen, og hvordan deres arbejdsliv skal hænge sammen,” siger han.

”Samtidig: Gradvise forbedringer har gjort, at arbejdsmiljøet i dag er bedre. Det ændrer dog ikke ved, at grundessensen af meget af det arbejde, der bliver udført, er nedslidende.”

Beskæftigelsesministeren mener desuden, at vi skal blive ved med at forebygge og forbedre arbejdsmiljøet. Han mener, at vi skal hæve ambitionsniveauet i forhold til at begrænse både fysisk og psykisk nedslidning.

Klokken 08:45: Pas på de unge – de skal jo arbejde i mange år
Nu starter debatten ”Pas på de unge – de skal jo arbejde i mange år!”

Vi skal nu stille skarpt på stigende mistrivsel, tidlig fysisk nedslidning og præstationsangst. Spørgsmålet er: Hvad skal arbejdspladsen, de unge og det offentlige gøre for, at de unge holder til et langt arbejdsliv?

Med i panelet er:

  • Peter Hummelgaard, beskæftigelsesminister (S)
  • Christina Sode Haslund, arbejdsmiljøchef, Dansk Arbejdsgiverforening
  • Regitze Siggaard, sundhedsstrateg, Velliv
  • Martin Aage Rasmussen, Bagageportør, Københavns Lufthavne A/S

Debatten er arrangeret af Velliv.

Klokken 08:30: Carla Cammilla Hjorth forlader scenen
Samtalen om et bæredygtigt IKEA er slut, og Carla Cammilla Hjorth modtager bifald og forlader scenen. Hun nåede til sidst at nævne, at IKEA måske skal droppe kødet fra deres menuer.

Der er nu en kort pause frem til 08:45.

Klokken 08:25: Hvilken økonomisk model?
"Jeg er nysgerrig på: Hvad er der af alternative økonomimodeller end den neoliberale tilgang til vækst og økonomi?” siger Carla Cammilla Hjorth.

Vi skal tænke økonomi i udvikling frem for i vækst, mener hun.

”Der kan måske være en begrænsning på profit på virksomhedsplan og personligt plan, hvorefter man distribuerer resten,” foreslår Carla Cammilla Hjorth.

”Hvordan kan vi bruge vores fælles kreativitet til at få vores modeller i en ny retning?” spørger hun. Der er dog intet quick fix, mener hun.

Klokken 08:10: Lej din sofa i stedet for at købe den
”Min største drøm som lille var at være Robin Hood og tage fra de rige og give til de fattige,” siger Carla Cammilla Hjorth.

Hun fortæller, at hun i dag arbejder for, hvordan IKEA kan sælge møbler på en mere bæredygtig og cirkulær måde. IKEA's vision er: “Create a better everyday life for the many people.”

Peter Hesseldahl spørger, om det cirkulære ikke går lidt imod tanken om, at virksomheder lever af at sælge.

”Hvis du lejer dit møbel frem for at eje dit møbel, tvinger det IKEA og lignende producenter til at skabe bedst mulige materialer og møbler, der er lettest muligt at recycle,” siger Carl Cammilla Hjorth blandt andet som svar.

Klokken 08:00: Selskaber og forbrugere i den cirkulære økonomi
Vi starter dagen med et liveinterview under overskriften ”Nye roller for selskaber og forbrugere i den cirkulære økonomi.”

Det vil være Ugebrevet Mandag Morgens redaktør for digital omstilling Peter Hesseldahl, der interviewer Carla Cammilla Hjorth, som er direktør og medstifter af Space10.

Space10 er IKEA’s designlaboratorium i Kødbyen i København, og Carla Cammilla Hjorth leder arbejdet med at udvikle visioner for IKEA.

Interviewet er arrangeret af Mandag Morgen.

Klokken 07:50: Godmorgen og velkommen til Altinget Sommermøde
Altinget byder velkommen til Sommermødets sidste dag. I dag får vi blandt andet besøg af partiformændene Jakob Ellemann-Jensen (V), Søren Pape Poulsen (K) og Kristian Thulesen Dahl (DF).

Vi skal også diskutere cirkulær økonomi og unges forhold på arbejdsmarkedet med blandt andre beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). 

Du kan se hele programmet i faktaboksen.

Sådan deltager du i debatten: Skriv dit spørgsmål eller bland dig i debatten på Facebook under hvert livestream. 

Dokumentation

Altinget Sommermøde 12. juni 

8.00-8.30 
Nye roller for selskaber og forbrugere i den cirkulære økonomi 
Arrangør: Ugebrevet Mandag Morgen 

8.45-9.15 
Pas på de unge – de skal jo arbejde i mange år! 
Arrangør: Velliv 

9.30-10.00 
Partilederne og Lippert – Søren Pape Poulsen, Konservativ Folkeparti 
Arrangør: Altinget og TV 2 News 

10.15-11.15 
Byg et bedre Danmark – men hvordan? 
Arrangør: Realdania 

11.30-12.30 
Er udviklingspolitik uden grønne løsninger som at tisse i bukserne? 
Arrangør: WWF Verdensnaturfonden 

12.45-13.15 
Partilederne og Lippert – Jakob Ellemann-Jensen, Venstre 
Arrangør: Altinget og TV 2 News 

13.30-14.15 
Infrastrukturens Time: Hvordan kommer den kollektive trafik tilbage på sporet efter covid-19?
Arrangør: Dansk Industri Transport

14.30-15.30 
Debat om racisme (program opdateres) 
Arrangør: Spektrum og Højskolerne

15.45-16.45 
DEBAT: Hvor efterlader corona klimamålene? 
Arrangør: Infomedia 

17.00-17.30 
Partilederne og Lippert – Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti 
Arrangør: Altinget og TV 2 News 

17.45-18.15 
Programtekst kommer snart 
Arrangør: Dansk Standard 

18.30-19.00 
Besserwisserne 
Arrangør: TV 2 News 

19.15-20.15 
Programtekst kommer snart 
Arrangør: CBS – Copenhagen Business School 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion