Statens Serum Institut får ny chef midt i coronakrisen

UDPEGET: Henrik Ullum er ny direktør for Statens Serum Institut. Han lander i jobbet under den største krise siden Anden Verdenskrig, og han skal samtidig genopbygge forholdet til ministeriet, vurderer Altingets sundhedsanalytiker.

Henrik Ullum skal som ny SSI-direktø have genopbygget forholdet til Sundhedsministeriets departement, vurderer Altinget sundhedspolitiske analytiker.
Henrik Ullum skal som ny SSI-direktø have genopbygget forholdet til Sundhedsministeriets departement, vurderer Altinget sundhedspolitiske analytiker.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Martin Mauricio

Fra 1. december er Henrik Ullum ny mand i direktørstolen i Statens Serum Institut (SSI). 

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse. Udnævnelsen sker, efter den tidligere direktør, Mads Melby, måtte gå af, da Kammeradvokaten vurderede, at der skulle indledes en tjenestemandssag mod ham.

Henrik Ullum kommer fra en stilling som professor ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet, hvor han senest har haft det regionale ansvar for al virologisk testning, biobanksopbygning og donormedicin.

"Statens Serum Institut er helt central for vores aktuelle håndtering af covid-19, men også andre smitsomme sygdomme. Opgaver, der er vigtige for det danske samfund," siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) om udnævnelsen og fortsætter:

Han overtager en enorm forsknings- og rådgivningssituation midt i en sundhedskrise. Det svarer til at blive general for en af hærens enheder midt under en historisk stor militæroperation.

Ole Toft
Sundhedspolitisk analytiker, Altinget

"Henrik Ullum er en stærk forskningsmæssig, klinisk og ledelsesmæssig profil, og han vil som direktør kunne drive og videreudvikle Statens Serum Institut."

Hovedpersonen selv understreger, at han ser frem til at påbegynde det nye arbejde.

"Midt i orkanens øje under den aktuelle covid-19-epidemi håber jeg at kunne bidrage med samarbejde og strategisk udvikling," siger Henrik Ullum.

SSI under hårdt pres
Henrik Ullum er uddannet læge fra Københavns Universitet og har lang erfaring fra både sundhedsvæsenet og forskningsverdenen med infektioner, immunologi, epidemiologi og genetik.

Henrik Ullum

Han har desuden været formand for De Lægevidenskabelige Selskaber siden 2015, og han har senest været kandidat til formandsposten for Lægeforeningen.

Dermed er valget faldet på et anerkendt navn i sundhedskredse, lyder det fra Altingets sundhedspolitiske analytiker, Ole Toft.

"Henrik Ullum har ledererfaring, men den nye direktørpost er et kæmpe spring for ham. Han overtager en enorm forsknings- og rådgivningsinstitution midt i en sundhedskrise. Det svarer til at blive general for en af hærens enheder midt under en historisk stor militæroperation," siger han.

Ifølge Ole Toft sker direktørudnævnelsen på et tidspunkt, hvor Statens Serum Institut er under et kæmpe pres. 

Sammen med Sundhedsstyrelsen har Instituttet den faglige hovedrolle i myndighedernes håndtering af corona-pandemien, og dets vurderinger og beregninger spiller en afgørende rolle i corona-håndteringen.

"De corona-smittede mink får nu hele verdens øjne til at hvile på Instituttet, der skal levere deres fund og vurderinger til resten af verden. Det er deres vurdering af smittefaren, som har sat gang i den største aflivning af dyr i Danmarkshistorien," forklarer han.

Skal genopbygge tillid
Selvom Henrik Ullum ved første øjekast måske mest ligner "en grå forsker", skal man ikke undervurdere, at han er meget dygtig til at kommunikere til både fagfolk og almindelige mennesker, lyder det fra Ole Toft. 

Og det kan blive en vigtig kompetence for ham, selv hvis man ser helt bort fra corona-pandemien.

Henrik Ullum kommer nemlig på en vanskelig opgave, da han erstatter Mads Melby på direktørposten. Han måtte gå af, efter Kammeradvokaten vurderede, at der skulle indledes en tjenestemandssag mod ham for blandt andet mulige overtrædelser af habilitetsregler. 

"Henrik Ullum skal have genopbygget forholdet til Sundhedsministeriets departement og til de andre forskningsinstitutioner, der har kritiseret SSI for at være alt for usamarbejdsvillig til at give adgang til forskningsdata," vurderer Ole Toft.

Stormvejr om mundbind
Henrik Ullum har selv været ude i et stormvejr for nylig, da han er en af forskerne bag et studie af mundbinds effekt, som flere internationale videnskabelige tidsskrifter har afvist.

En artikel bragt i Berlingske i oktober kunne give læserne indtryk af, at resultaterne censureres, fordi diskussionen af mundbinds effekt er blevet politiseret under coronakrisen.

Henrik Ullum udtrykte i den forbindelse ærgrelse over, at studiet ikke er udgivet endnu:

"Vi afsluttede studiet i foråret, og vi vil meget gerne have resultaterne ud på en ordentlig og sober måde med peer review. Det er vanskeligt at navigere i et felt med så enorm politisk bevågenhed," sagde han blandt andet til videnskab.dk.

Dokumentation

BLÅ BOG - HENRIK ULLUM

Henrik Ullum er 54 år og bor i Hillerød med sin kone. Han har fire børn i alderen 17-28 år

Uddannelse

  • Læge (Københavns Universitet, 1994)
  • Ph.D (Københavns Universitet, 1998)
  • Speciallæge i klinisk immunologi (2004)

Erfaring

  • Overlæge ved Klinisk Immunologisk Afdeling på Rigshospitalet siden 2006.
  • Professor ved Københavns Universitets Institut for Klinisk Medicin siden 2015. 
  • Formand for De Lægevidenskabelige Selskaber siden 2015.
  • Direktør for Statens Serum Institut fra 1. december 2020.

HVEM ER SSI? 

Statens Serum Institut (SSI) er en del af Sundheds- og Ældreministeriet. 

Instituttets formål er at styrke sundheden gennem sygdomskontrol og forskning. 

Statens Serum Institut varetager en række centrale beredskabsopgaver og fungerer samtidig som sektorforskningsinstitut med pligt til at udføre forskning på internationalt niveau. 

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Ullum

Adm. direktør, Statens Serum Institut, professor
cand.med. (Københavns Uni. 1994), ph.d. (Københavns Uni. 1998)

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

0:000:00