Krænkelses-sager blev et våben i den radikale magtkamp

ANALYSE. Magtkampen i Radikale Venstre har svækket partiets troværdighed i sexismesager. Ikke kun fordi, der viste sig at være masser af sager i skuffen - men i høj grad fordi begge partiets fløje valgte at bruge sexisme som våben i kampen om lederposten. 

Alt handler om sex. Undtagen sex. Sex handler om magt.

Sådan lyder et berømt citat, der tilskrives Oscar Wilde – og som i denne uge synes at være en dækkende beskrivelse af situationen i Radikale Venstre.

Ikke siden Hans Engell kørte ind i en betonklods for 23 år siden, er en partileder styrtet så brat fra sin post, som da Morten Østergaard i denne uge væltede sig selv med fortielser om en eller flere sager om krænkelser af kvindelige partifæller.

Engells afgang udløste en årelang magtkamp i Det Konservative Folkeparti, og det samme kan ske for Radikale Venstre nu. I begge partier gælder nemlig, at den aktuelle skandale – spritkørsel i den ene, krænkelser i den anden – nok blev den udløsende faktor, men at det i forvejen rumlede af uro i folketingsgruppen.

Opgøret med sexisme hos Radikale Venstre blev i denne uge forvandlet til et våben, der kunne bruges i en fløjkrig. Og som begge fløje ser ud til at have brugt. Sex kom til at handle om magt.

På den måde har partiet ufrivilligt leveret gode argumenter til dem, der synes, at sexismedebatten er gået alt for vidt.

Da debatten om seksuelle krænkelser i det politiske miljø tog fart for nogle uger siden, gik Morten Østergaard sammen med sin folketingsgruppe forrest i kampen for et opgør med en rådden kultur. Partiet valgte ligefrem at indlede en 24 timer lang samtale med vælgerne om sexisme – med en åben telefon, hvor alle kunne ringe ind for at tale ud.

”Lad os så få problemerne frem i lyset, så vi kan løse dem sammen. Det gir mening!”, skrev Morten Østergaard på sociale medier.

Men nogle dage senere begyndte flere af hans partifæller at efterlyse en mere synlig håndtering af den sag, som folketingsmedlem Lotte Rod havde fortalt om. Det handlede blandt andet om en uønsket hånd på låret under en fest. 

Med afsæt i de principper, som Morten Østergaard selv havde slået på tromme for, krævede Martin Lidegaard og Jens Rohde nu en afklaring af sagen om Lotte Rod. Af hensyn til partiet, forstås.

»Det er vigtigt for de krænkede kvinder, men det her handler ikke kun om en konkret krænket person. Nu handler det også mere principielt om, hvordan partiet er i stand til at håndtere det. Og det kan blive et problem, hvis ikke vi håndterer det rigtigt, når vi selv står så stærkt på den dagsorden udadtil«, sagde Martin Lidegaard profetisk til Jyllands-Posten.

Lotte Rod fortalte offentligt, at krænkeren var et medlem af folketingsgruppen, og for de indviede kan det ikke have været svært at regne ud, hvem det var. Det er trods alt få af de mandlige, radikale folketingsmedlemmer, der havde tillidsposter i partiet for 10 år siden.

Og derfor er det også svært at frigøre sig fra mistanken om, at Lidegaard og Rohde øjnede en mulighed for at destabilisere Østergaards lederskab, som de ikke var imponerede over.

Det er ingen hemmelighed, at Martin Lidegaard længe har ønsket en anden kurs for Radikale Venstre. En kurs, hvor partiet i mindre grad dyrkede uenigheden om udlændingepolitikken og i højere grad gjorde sig spilbar både til højre og venstre.

Den tanke udfoldede Lidegaard for to år siden i bogen ’Lad os mødes på Midten’. Året efter rumlede rygterne om et magtskifte i partiet efter folketingsvalget. Men det forstummede, da Morten Østergaard sikrede markant fremgang, og i stedet røg Martin Lidegaard ud af ledelsen.

Siden har han ikke gjort meget væsen af sig, og hans nærmeste allierede i folketingsgruppen, Ida Auken, har i et stykke tid været sygemeldt.

Men i september dukkede kritikken op igen, denne gang fra Radikales grand old lady, Marianne Jelved, der i et stort interview med Politiken slog fast, at partiet i dag slet ikke har samme indflydelse som tidligere. Blandt andet fordi forholdet til Socialdemokratiet er for dårligt.

Vi ved ikke, hvilke diskussioner, der foregik i folketingsgruppens ledelse i ugerne efter, at Lotte Rod fortalte om sine oplevelser med sexisme.

Men vi ved, at der opstod en meget kompliceret situation, hvor partiets leder selv var part i sagen, og hvor hans næstkommanderende  – Sofie Carsten Nielsen – godt vidste det, fordi Lotte Rod havde informeret hende i fortrolighed. Det er uklart, om de to ledere også talte åbent med hinanden om, hvad de vidste.

Men det står klart, at de sammen iværksatte en meget offensiv kampagne med den åbne telefonlinje og annoncer på sociale medier, hvor de stillede sig allerforrest i kampen for opgøret med sexisme. Samtidig med, at de udadtil mørklagde sagen om Lotte Rod og slog fast, at den var håndteret.

 

Når virkeligheden kalder så højt, som den har gjort de seneste uger, så må svaret aldrig være tavshed eller...

Slået op af Morten ØstergaardTorsdag den 1. oktober 2020

 

Set i bakspejlet kan det undre, at hverken Morten Østergaard eller Sofie Carsten Nielsen indså, hvor sårbare de dermed gjorde sig selv.

Det blev til gengæld klart på det langstrakte gruppemøde i Den Sorte Diamant, hvor ledelsen til sidst ikke kunne praktisere dobbeltspillet længere.

Morten Østergaard trak sig – og i dag ved vi, at det blandt andet skyldtes hans viden om, at der var flere sager i skabet.

Også Sofie Carsten Nielsen tilbød at trække sig, men flere partifæller opfordrede hende til at blive partiets nye politiske leder.

Man kan fundere over, hvorfor partiet ikke valgte at trække vejret og tænke sig om. Folketingsgruppen havde netop på dramatisk vis mistet sin leder, og ingen ville have undret sig, hvis partiet havde brugt nogle dage på at sunde sig, inden det valgte en efterfølger.

Men et flertal valgte at gå direkte til afstemning mellem Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard. I den korte, improviserede valgkamp, der fandt sted i Den Sorte Diamant, blev sexisme og krænkelser igen en del af magtkampen.

Det skete, da en eller flere radikale advarede om, at der risikerede at dukke nye sager op om sexisme. Angiveligt blev det nævnt, at der fandtes en gammel klage fra en kvinde, der år tilbage havde følt sig gået for nær på et dansegulv af Martin Lidegaard.

Som sagen er oplyst, var det nok engang viden, Sofie Carsten Nielsen havde modtaget i fortrolighed – og som hun også tidligere havde vendt med Martin Lidegaard (*) – men ifølge ham selv uden at han ved, hvem anklageren er. Sofie Carsten Nielsen er i partiets medarbejderbog opført som en person, man kan gå til i fortrolighed, hvis man oplever krænkelser.

I valgkampens hede fandt nogen det belejligt at hive sagen mod Martin Lidegaard frem igen.

Ingen kan vide, hvordan afstemningen ellers var endt, men Martin Lidegaard har selv slået fast, at han fornemmede en større opbakning, indtil sexisme blev en del af valgkampen. Sex er magt.

Ingen kan beskylde Sofie Carsten Nielsen eller Martin Lidegaard for at have udløst den radikale rædselsuge.

De er begge i høj grad blevet revet med at begivenheder og kræfter, som dybest set var ude af deres kontrol.

Men det synes også klart, at de begge har været villige til at gribe den aktuelle sexismedebat og anvende den i partiets interne magtkamp.

På den måde har Radikale Venstre paradoksalt nok gjort skade på netop den sexismedagsorden, som partiet ellers gerne vil stå i spidsen for. For de har leveret et fremragende argument til de mænd og kvinder, der synes, at hele sexismedebatten er hysterisk, overdrevet og i virkeligheden handler om helt andre ting.

 

 

(*) I en tidligere version af artiklen stod, at Sofie Carsten Nielsen ikke tidligere havde delt sin viden om mulig krænkelse begået af  Martin Lidegaard med ham selv. Det er imidlertid ikke korrekt. Radikale Venstre oplyser, at Sofie Carsten Nielsen havde delt sin viden med Martin Lidegaard. Altinget beklager fejlen.  

 

 

 

Forrige artikel Flertal lander aftale om ret til tidlig pension Flertal lander aftale om ret til tidlig pension Næste artikel KD-formand vil holde møde med Pape og Ellemann: KD-formand vil holde møde med Pape og Ellemann: "Vi er kommet for at blive"