Sigge Winther advarer mod pseudopolitik på steroider: “Vælgernes ønsker forsvinder alt for ofte op i den blå luft” 

Aldrig har der været så meget gang i dansk politik. Og aldrig er der sket mindre, der forbedrer danskernes hverdag.

Så kort, kritisk og alarmerende kan man skære budskabet ind fra Sigge Winther Nielsen, der i dag udkommer med en heftigt omtalt bog, Entreprenørstaten.

Han er tidligere embedsmand, forhenværende prominent politisk analytiker, tv-vært og i dag vicedirektør i Djøf, og når han kaster sit blik ind på det system, han selv har været en integreret del af, er han ikke i tvivl om intensiteten af den kritiske tilstand, dansk politik befinder sig i.

“Vi har løst mange af de tamme problemer såsom at bygge en folkeskole og give en ret til uddannelse. Men nu står vi så tilbage med de vilde problemer, såsom at løfte de 20 procent svageste elever – og det har vi ikke evnet at løse i de senere år,” siger Sigge Winther. 

I stedet har vi i hans øjne fået politik, der helst tænker på kommunikation og kampagne – forsider, door step-pressemøder og let fordøjelige talelinjer. Og det er politik, der glemmer eller er ligeglad med, om nye initiativer overhovedet kan implementeres og gøres til virkelighed. Pseudopolitik kalder Sigge Winther det. 

“Vi står med et paradoks: Samfundet udfordres af komplekse problemer, og det prøver vi så at løse ved at tage hurtigere beslutninger. Gerne for lukkede døre og uden nødvendigvis at inddrage en hulens masse mennesker. Og så ender det ofte med pseudopolitik, der kan gøre sig på en avisforside, men sjældent har gang på jorden, når vi skal fikse klimaet, øge den sociale mobilitet eller få indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet,” forklarer han.

Sigge Winther frygter, det på sigt kan få konsekvenser for vores land.

"Danmark har været kendetegnet ved et politisk system, hvor du gennem forhandlet politik, kompromiser og store ideer har drevet samfundet frem. Det er egentlig det, der definerer, hvem vi er. Og der kunne jeg være bekymret for, at vi over tid vil sakke bagefter, fordi politik er blevet så tivoliseret."

Altinget har sat Sigge Winther i stævne ikke kun for at få hans analyse, men for at få hans svar. Hvad – og ikke mindst hvem – skal gøre hvad for at trække dansk politik ud af pseudopolitikkens sump? 

Virkeligheden lever sit eget liv

I bogen beskriver Sigge Winther dansk politik som et hus med en fordør og en bagdør. 

Fordøren er der, hvor meninger brydes og det store sceneshow rulles ud i medierne. Inde i huset forhandler politikerne med hinanden og laver reformpakker. Bagdøren er der, hvor politik møder virkeligheden og skal realiseres. Det er implementeringen.

Og det er den lemfældige tilgang til bagdøren, som Sigge Winther vil have et opgør med. Han vil have bundet demokratiets fordør og bagdør bedre sammen. 

Han står ikke alene med det synspunkt. Sigge Winthers bog er bygget op via interviews med 50 kilder, hvoraf mange har bedrevet politik på øverste niveau – hvad enten det er som politikere, embedsfolk eller journalister. 

Og flere af de interviewede i bogen anerkender behovet, herunder den tidligere departementschef i Finansministeriet, Martin Præstegaard.

“Vi skulle have tænkt implementeringen mere ind, og vi skulle have inddraget flere i politikformuleringen,” siger Martin Præstegaard, der stoppede som departementschef i 2019.

Forinden havde han faktisk indført et fast felt med overvejelser om implementering i de interne beslutningsforslag. Men feltet fik ikke nogen lang levetid. 

“Den faldt stille og roligt ud af notaterne igen – det var ikke hér, at fokus blev lagt,” fortæller Martin Præstegaard i bogen. 

Selv om direktøren har fået en umulig opgave, så prøver han at gå med den, og så to år efter, når det er kuldsejlet, så får han skylden for, at det er gået galt. Men det kunne man have sagt fra starten, fordi rammevilkårene har været dårlige.

Citat fra bogen Entreprenørstaten fra tidligere departementschef Martin Præstegaard

I stedet strikkes reformer ofte sammen i høj hast uden at tage bestik af, hvad de offentlige ansatte, der skal gøre reformerne til virkelighed, kan magte og mestre.

“Vores evne til fra centralt hold at skubbe ting ud er blevet meget svagere. I hvert fald de steder, hvor man skal have andre mennesker og offentligt ansatte til at gøre noget andet i morgen, end de gjorde i dag,” siger Martin Præstegaard, der i dag er viceadministrerende direktør i ATP.

Udviklingen bekræftes af CBS-professor Carsten Greve, der forsker i offentlige reformer. Han fortæller, at centraladministrationen de sidste tyve år har fået mindre reformkraft og dermed i mindre grad evner at skubbe politik ud fra centralt hold.

Et fiffigt forslag til en journalist

Konsekvensen af det viser sig tydeligt i bogen, hvor Sigge Winther sammen med seks forskere har gennemgået 18 af de store politiske reformer gennem de sidste tyve år.  

Konklusionen er, at mange af reformerne langtfra har leveret, hvad politikerne har lovet. 

Lige fra oprettelsen af Familieretshuset, der skulle gøre det lettere for forældre og børn ved skilsmisse - til folkeskolereformen i 2013.

Fra reformen af skattevæsenet til anbringelsesreformen og barnets reform, der trådte i kraft i henholdsvis 2006 og 2011, hvor Rigsrevisionen i 2016 fandt det kritisabelt, at ministeriet efter ti års indsats ikke kunne dokumentere, at kommunernes sagsbehandling i forhold til anbringelse af børn var blevet bedre, eller at indsatsen havde haft den tilsigtede effekt.

“I de senere år har vi set bagdøren sande til med pseudopolitik. Det gør, at vælgernes ønsker alt for ofte forsvinder op i den blå luft,” lyder det fra Sigge Winther.

Og der bliver vedtaget “utrolig meget” lovgivning, som ikke er administrerbar, men som man ikke forholder sig til som politiker, medgiver gruppeformand for Venstre, Karsten Lauritzen.  

“For du får forsider og breaking news på noget, når det bliver vedtaget i Folketinget, eller når et fiffigt forslag sælges til en journalist. Så kommer der måske noget senere, hvis der er en skandale, eller hvis Rigsrevisionen interesserer sig for det. Men det sker sjældent, og der er oftest ikke meget fokus på, hvordan det fungerer ude i virkeligheden, efter at reformen er vedtaget,” udtaler han i bogen.

En udfordring er da også, at nogle ministerier “ikke tør blive ved med at sige ‘nej’”, når politikere presser på for ny politik under urealistiske betingelser, mener Martin Præstegaard.

“Og det gør, at man bare kan sige til en styrelsesdirektør, ’at nu stopper du dine beklagelser og gennemfører planen’. Selv om direktøren har fået en umulig opgave, så prøver han at gå med den, og så to år efter, når det er kuldsejlet, så får han skylden for, at det er gået galt. Men det kunne man have sagt fra starten, fordi rammevilkårene har været dårlige. Det ser vi desværre eksempler på rundtomkring,” forklarer han. 

Der er helt klart en bevægelse og en erkendelse i Statsministeriet og i denne regering om, at der er en udfordring med at løse nogle af de her store udfordringer.

Sigge Winther
Viceadministrerende direktør i Djøf og forfatter til bogen Entreprenørstaten

Den evige sprint i hamsterhjulet

De fejlslagne reformer hænger i Sigge Winthers analyse sammen med en anden forandring af centraladministrationens måde at arbejde på: Tempoet er skruet voldsomt i vejret. 

I en undersøgelse fra 2019 svarer over 60 procent af de adspurgte embedsmænd i statsadministrationen, at de ikke mener, at der er tid nok afsat til at gennemføre de reformer, som politikerne har sat i verden.'

Et sigende eksempel fra bogen er, hvordan det i 1960’erne og 1970’erne tog 12 år at forberede en kommunalreform, der bragte antallet af kommuner i Danmark ned på 273. Da en ny kommunalreform i 2003 kom på bordet, tog det bare et års tid at finde en løsning med nu 98 kommuner.

En nuværende topembedskvinde, som af hensyn til sit arbejde er anonym i bogen, beskriver en politikdannelse "på steroider".

Hun fortæller, hvordan ministeriets embedsfolk under coronaen igen evnede at skrive en 5-siders aftaletekst ved midnatstid, som nogenlunde holdt juraen, lød politisk spændstig og på magisk vis omfavnede det kludetæppe af syv partier, som har indskibet sig i en aftale.

"Men altså om det kan lade sig gøre, det, vi har besluttet? Det ved jeg ikke rigtig. Om der er penge nok til at nå målene? Det er der sikkert ikke. Er det fagligt forsvarligt? Formentlig ikke, men få topembedsmænd spørger om det længere, når medier og politikere kappes om en hurtig løsning.”

Tidligere departementschef Jesper Fisker beskriver det i bogen som at piske rundt i hamsterhjulet, der bare kører hurtigere og hurtigere.

“Nogle gange skulle jeg som departementschef have sagt “Pyt, det tager vi i morgen”. Men det gjorde jeg ikke. Og det er der heller ikke så mange andre, der gør. Og det fungerer jo meget godt, dette hastværk, i forbindelse med boblens logik, men den er tiltagende dårlig til at løse virkelighedens problemer.”

Forberedelsen af reformer er altså systematisk blevet svækket gennem de senere år.

I 1975 var der cirka 300 såkaldt beslutningsforberedende udvalg, hvor relevante parter brugte tid på at forberede love. I de senere år er tallet røget ned på 20 udvalg.

Samtidig lyder kritikken, at høringsprocessen ofte er så forhastet, at kritik eller nuancer fra frontlinjen har svært ved at nå frem til lovgiverne.

Og selv om der er klar modstand, bliver der ikke altid lyttet.

Folkeskolereformen

Sigge Winther fremdrager læren fra to reformer af folkeskolen foretaget i henholdsvis 1958 og 2013. 

I 1958 vedblev politikerne at massere på en reformtekst, der til sidst fik også de ganske modvillige lærere med ind i en folkeskolelov, der blandt andet afskaffede mellemskolen og ligestillede by- og landbørn. 

“I årene op til 1958 kunne man nemt og elegant have smidt lærerforeningen ud, men man blev ved og ved og fik dem mast ind i et forlig, som de ikke var tilfredse med, men de var blevet hørt og havde også fået indrømmelser. Derfor endte lærerne med at bakke op om en folkeskolereform, som faktisk holdt frem til 1972,” siger Sigge Winther. 

Folkeskolereformen fra 2013 havde som mål at løfte både faglige resultater og trivsel for børnene. Senest har evalueringer fra 2020 beskrevet, hvordan ingen af delene er lykkedes. Og lærerne kom som bekendt aldrig ombord på projektet. 

“Havde man i 50’erne kørt det på den måde, man laver politik i dag, så tør jeg næsten ikke tænke på, hvad der var sket. Så var det nok sprunget i atomer, og skolen havde måske ikke udviklet sig. Og det er det, jeg er bekymret for. Får vi bygget nok på med de reformer, vi laver i dag? Laver vi reformspor, der bringer os videre som samfund – netop det, der igennem historien har været Danmarks styrke?” spørger Sigge Winther retorisk.

Entreprenørstaten som løsning

Han tror på, det er tid at finde et modsvar. At det er tid til et opgør “med politik som et tomt ritual”. 

Han foreslår en entreprenørpolitik, der sigter mod at tage fat om roden på vilde og presserende samfundsproblemer med politiske tiltag, der er visionære, videnstunge og vedholdende. 

Han tror på fremvæksten af en entreprenørstat, hvor regeringen udstikker en vision om et par vitale “månelandingsprojekter”, der skal tackle måske tre til fire vilde problemer ad gangen, men til gengæld over en længere årrække. 

I entreprenørstaten anerkendes det, at staten ikke selv kan løse de sværeste problemer i vores tid, såsom klima, vækst eller folkeskole, men må inddrage civilsamfund, eksperter og marked i partnerskaber. Med hjælp fra pop-up universiteter og laboratorier.  

Sigge Winther fremlægger ti bud, der bevæger samfundet mod en entreprenørstat, som dækker over i alt 30 konkrete forslag.

Blandt forslagene er at indføre viceministre “med kæmpe løn”, så ministre kan få tid til at formulere visioner ved fordøren, og viceministrene kan tage sig af at gennemføre ideerne ved bagdøren. 

Han foreslår at indføre faste ekspertgrupper i tilknytning til ministerierne, at ansætte flere specialister og teste reformer før den store udrulning. Desuden ser han store perspektiver i at oprette en komite for reformkvalitet, der, ligesom Statens It-råd, kan vurdere, hvor risikable reformudspil er, inden det vedtages. 

“Det vil være noget, som både embedsmænd og journalister vil kunne bruge overfor politikerne, hvis komitéen nu siger, at der er et kæmpe rødt lys, der blinker her. Så er det jo fair nok, hvis politikerne er ligeglade, kører over for reformrødt og stemmer det igennem, fordi de har et politisk værdigrundlag, der siger noget andet. Men så har vi i hvert fald fået en oplyst debat om det, og på den måde fået bragt implementeringssporet med tidligere ind i dannelsen af politik,” fortæller Sigge Winther.

Mette Frederiksens signaturprojekter

Spørgsmålet er, hvor langt væk visionerne i entreprenørstaten er.  

Gennemgangen af de 18 reformer viste også få mønstereksempler, ikke mindst den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, der fik FN til at kåre Danmark som it-verdensmester i 2020 med NemID, E-Boks og borger.dk som spydspidser. 

Og Sigge Winther vurderer, at den nuværende statsminister har en analyse, der på mange måder flugter med entreprenørstatens. 

Mette Frederiksen lagde fra start vægt på få signaturprojekter med blandt andet klimaet og udlændingepolitik i centrum. 

“Så der er helt klart en bevægelse og en erkendelse i Statsministeriet og i denne regering om, at der er en udfordring med at løse nogle af de her store udfordringer." 

Som eksempel peger Sigge Winther på klimakrisen, hvor regeringen har inddraget blandt andet erhvervslivet i klimapartnerskaber. Også corona-krisen har skubbet på en udvikling, der i hvert fald for en stund har udvisket ministeriernes fagsiloer og har vist noget om, hvor meget staten kan flytte, når der dannes fælles front mod en problemstilling. Blandt andet ved udlån af ansatte på tværs af ministerier. 

Alligevel er Sigge Winther ikke helt overbevist om, at denne regering for alvor er på vej væk fra pseudopolitikken og henimod tankerne bag en entreprenørpolitik.  

“Tingene går stadig helt utroligt hurtigt, og der er meget fokus på detaljer snarere end at løfte blikket og få mere begejstring ind i projekterne. Og så er der embedsmænd, der beretter om, at det kan tangere til lidt gruppetænkning i regeringen, hvor man helst ikke vil intellektuelt udfordres, men lidt hurtigt lægger sig fast på løsninger. Og det kan jo være svært for alvor at inddrage andre, hvis man allerede selv ved, hvordan hele verden hænger sammen.” 

Han har stadig til gode at se, om regeringen tør tage den fulde konsekvens af sin egen analyse og give slip. 

“Fordi du bliver nødt til at miste fodfæstet et øjeblik for at få det her til at spille. Og der skal alle øve sig,” siger Sigge Winther.

Behovet for et selvopgør

Han anerkender, at entreprenørstaten vil kræve en anden måde at være politiker, embedsmand og journalist på, og at det derfor er “så hulens svært”. 

“Politikere vil vise handling over for vælgeren, embedsmænd vil levere det, som politikerne er glade for, og journalister vil være hurtigst ude med at fortælle om et politisk initiativ, men jeg mener, at der er god grund til at konfrontere den enkelte aktør med deres forsvarstaler.” 

Han er dog med på, at alle ikke bare sådan lige kommer til at ændre adfærd. 

Danmark har været kendetegnet ved et politisk system, hvor du gennem forhandlet politik, kompromiser og store ideer har drevet samfundet frem. Det er egentlig det, der definerer, hvem vi er.

Sigge Winther
Viceadministrerende direktør i Djøf og forfatter til bogen Entreprenørstaten

“Men med bogen prøver jeg at sige til journalisterne, at det faktisk er en stærkere magtkritik at fokusere på bagdøren, og om ting virker i virkeligheden end kun at fokusere på fordørens hurtige pressemøder.” 

Til politikerne siger han, at hvis de har et sigte, der er lidt længere end bare døgnets rejsestald i nyhedsland, så har tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vist, at hvis man virkelig tager en position og prøver at ændre noget, for eksempel på kræftområdet, så gav det Venstre emneejerskab over sundhedspolitik, som de aldrig havde haft før. Et ejerskab, de kunne konvertere til valgsejre.

Til embedsmændene bemærker han, at det er fint at levere hurtige svar her og der, og at han godt forstår det sukkerchok, som det kan give at have så meget magt i politikformuleringen, fordi hastigheden ofte overlader det primært til embedsmændene at komme op med de politiske løsninger. 

“Men jeg savner indimellem, at der bliver lagt nogle vejbump ind, som gør, at man får lavet noget politik, som rent faktisk holder om fem-ti-tyve år, som man kan være rigtig stolt af.” 

Sigge Winthers største frygt med bogen er, om det vil blive taget ned som et teoretisk luftkastel. En teknokratisk bog fra en forfatter, der bare sidder i sit eget elfenbenstårn afkoblet fra virkeligheden.

Men han henviser til, at vi faktisk bare skal genlære dele af den politiske proces, som vi har smidt væk.

"For der er jo sket et normskred, der gør, at vi er havnet her, men vi kan sagtens gå tilbage til det, som i mange år har kendetegnet den danske politiske kultur – det lange seje træk med reel inddragelse. Og så tilsætte entreprenørstatens lyst til at begejstre ved at løse de sværeste problemer i vores tid på tværs af siloer. Men det kræver nu og her et kursskifte for at løse mange af de her vilde problemer, som vi har fejlet med. Og det kræver ikke mindst et selvopgør.”