Sikkerhedskonsulent: Facebook tager ikke ansvar som demokratisk supermagt

KRONIK: Sagerne om digitale krænkelser viser, at Facebook ikke formår at forvalte det ansvar, der normalt følger med ejerskab af demokratiske processer, mener Søren Matz. Skærpet lovgivning kan derfor kun være til gavn for brugernes sikkerhed og tryghed.

Af Søren Matz
MSc i sikkerhed og risikomanagement, selvstændig konsulent og fhv. reserveofficer i Forsvaret

Facebook er en virksomhed. Virksomheden leverer en gratis global legeplads for børn og voksne. Legepladsen er pakket med muligheder for at komme til skade eller at skade andre – forsætligt eller uforsætligt.

Alligevel bruger børn og voksne legepladsen i tillid til, at virksomheden leverer et sikkert, sundt og trygt produkt. Virksomheden tjener store penge på at overvåge legepladsen og sælge overvågningsdata til andre virksomheder. Men virksomheden fører ikke et opsyn med legepladsen i en grad, der forhindrer, at brugerne kommer til skade under legen.

Børn og unge benytter den digitale platform som et stille oprør med konventionerne. Oprøret antager mange forskellige former. Hacktivisme er et eksempel på de rebelske strømninger, der forekommer i den virtuelle matrikel. De digitale muligheder for deling af billedmateriale er en anden.

I modsætning til den meget håndgribelige analoge knippelsuppe, som blev uddelt til deres forældre, som protesterede som BZ'ere, slumstormere eller atomkraftmodstandere, skal nutidens ungdomsoprørere manøvrere i et diffust digitalt terræn. Knippelsuppe er udskiftet med sigtelser for distribution af børneporno med et enkelt lille klik. Men knippelsuppe og sigtelser for distribution af børneporno har en enkelt ting til fælles: De er begge autoriteternes noget famlende svar på oprørske strømninger blandt de unge.

Det er diskutabelt, hvor mange af de sigtede i de verserende sager, som havde til forsæt at distribuere børneporno. Det er endnu mere usikkert, hvor mange af de sigtede, der var i stand til at overskue de juridiske konsekvenser af deres handlinger på nettet – endsige kunne vurdere, om de i øjeblikkets kådhed handlede uagtsomt eller groft uagtsomt.

Var de sigtede bevidste om, at de implicerede på den omdelte video var under 18 år på det tidspunkt, billedmaterialet blev optaget? Var der en bevidst bagvedliggende motivation hos de sigtede om at fortsætte krænkelserne af offeret, da de klikkede på 'Del'?

Næppe. Der var nogle andre psykosociale mekanismer i spil.

Juridisk kludetæppe
Det kræver en udvidet ledvogtereksamen at navigere det digitale juridiske kludetæppe. En juridisk kompleksitet, som i den verserende sag yderligere forstærkes af politiets og anklagemyndighedens nølende håndtering af krænkelserne og mangel på indgriben.

Det virtuelle univers kræver juridiske kompetencer, som man ikke kan forlange, at børn og unge – endsige deres forældre – besidder, når de leger på den elektroniske motorvej.

Man kan til gengæld forlange, at Facebook leverer en platform, hvor de juridiske og teknologiske kompetencer er på plads. Man kunne kræve, at Facebook kan foretage den nødvendige sondring, der giver forældre sikkerhed for, at børn og unge ikke bliver udsat for krænkelser eller kriminalitet. At de ikke har adgang til at dele ulovligt materiale eller uforsætligt begår anden kriminalitet.

Facebook har – til trods for statsministerens begejstring – stadig et betydeligt medansvar for tilvejebringelse af sikkerhed og tryghed for brugerne af deres platform. I den verserende sag synes virksomhedens håndtering af de mange delinger af krænkende materiale at være mangelfuld og i værste fald fejlbehæftet. Specielt i lyset af det faktum, at de teknologiske muligheder for at standse fortsatte krænkelser allerede er til stede.

Fra chatroom til supermagt
Facebook er på kort tid vokset eksplosivt fra et beskedent chatroom for universitetsstuderende til en indflydelsesrig global supermagt. Ud fra et juridisk perspektiv er virksomhedens transnationale konstruktion glat som en ål. Alligevel har virksomhedens digitale platform en formidabel politisk gennemslagskraft, der kan få selv Lars Løkke Rasmussen (V) frem i skoene med armene over hovedet.

Når politikere, statsmænd, offentlige myndigheder, kendisser og private virksomheder kommunikerer gennem privatejede digitale medier, bliver de selv, deres budskaber og den demokratiske proces et produkt, som virksomheden kan sælge. Det er en ultimativ selvforstærkende kommerciel evighedsmaskine.

Hvis borgere vil beriges i den demokratiske proces, skal de oprette en brugerprofil hos Facebook. Dermed har virksomheden taget ejerskab på demokratiet eller besidder en stor luns af de demokratiske processer.

De mange aktuelle sager om deling af børneporno – og eksempelvis social engineering i relation til det seneste amerikanske præsidentvalg – viser, at Facebook ikke i tilstrækkeligt omfang formår at forvalte det ansvar, der normalt følger med ejerskab af demokratiske processer. Det skal kunne gøres bedre.

Hvis det er gratis, er du produktet
Skærpede juridiske krav til virksomheder, der leverer digitale sociale medier, skal give borgere og brugere øget sikkerhed for gennemsigtige ledelsesprocesser, øge kravene til virksomhedens sociale medansvar, forstærke demokratisk kontrol med virksomhedens aktiviteter og stadfæste virksomhedens ansvar i forbindelse med beskyttelse af brugernes private data mod distribution til tredjepart samt konkretisere et større ansvar for at forhindre, at platformen anvendes til krænkende eller kriminelle aktiviteter.

Skærpet lovgivning kan kun være til gavn for brugernes sikkerhed og tryghed.

Det er meget lidt sandsynligt, at en liberal markedsøkonomisk tankegang kunne acceptere en sådan regulering og placering af øget medansvar hos leverandører af sociale medier. Men tager man de mange verserende sager ind i ligningen, så kunne man ønske, at brugerne i langt højere grad kunne have tillid til leverandører af det virtuelle univers.

Tillid er godt – kontrol er bedre
Uddannelse, opdragelse, vejledning og sund fornuft er selvfølgelig et centralt skridt på vejen til at genskabe tillid til det virtuelle univers. Forsøg viser, at over halvdelen af besøgende på en hjemmeside kan lokkes til at begå kriminalitet eller uetiske og antinormative handlinger, forsætligt eller uforsætligt i tillid til hjemmesidens legitime indhold.

Derfor kan tillid ikke stå alene. Kontrol og ansvarlighed hos udbyderne af digitale tjenester er påkrævet, når sikkerhed og tryghed er omdrejningspunkt i en politisk styring af det digitaliserede demokrati.

Den oprindelige drøm om, at digitalisering ville give global individuel frihed, lighed og øget forståelse mellem folkeslag, synes at være erstattet med voksende skepsis. Vandene synes at være delt mellem to yderpunkter: en begejstret utopisk teknologisk determinisme på den ene side og dystopisk cyberangst på den anden.

Splittelsen mellem disse to yderpunkter forekommer at være proportional med afstanden mellem lyntempoet, hvormed teknologien udvikles, og den sneglefart, hvormed kontrolmekanismer, som skal regulere teknologiudviklingen, vedtages af beslutningstagerne.

Den frihed, hvormed vi alle navigerer i det virtuelle univers, skal afvejes op imod det ansvar, som både brugere og teknologiudbydere deler.

Forrige artikel Forfatter: Reformpolitik er ren ideologi Forfatter: Reformpolitik er ren ideologi Næste artikel Steen Gade: Danmark skal turde tale om fremtiden i EU Steen Gade: Danmark skal turde tale om fremtiden i EU
Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale   

Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale  

LANDSMØDE: Jakob Ellemann forsøgte med sin landsmødetale at favne både Tommy Ahlers-segmentet og det jyske segment. Efter Støjbergs tale peger pilen i retning af, at hun forlader partiet, vurderer Altingets politiske kommentator Erik Holstein.