Kommentar af 
Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Simon Emil Ammitzbøll-Bille: Kan det stadig ende med en SR-regering?

Forholdet mellem S og R er mere end kælderkoldt. At kalde det historisk dårligt er for en sjælden gang skyld mere end en floskel. Alligevel kan de ende i regering sammen, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG).

Statsministeren er endda gået så langt, at hun nu går til valg på en bred regering over midten – med det formål at undgå De Radikale, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG).
Statsministeren er endda gået så langt, at hun nu går til valg på en bred regering over midten – med det formål at undgå De Radikale, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ender valget med en SR-regering? Umiddelbart er svaret nej. Statsminister Mette Frederiksen (S) afviste nemlig allerede dagen før valget, at de to partier skulle danne regering sammen. Og det ligger da heller ikke lige for.

Ja, hun er endda gået så langt, at hun nu går til valg på en bred regering over midten – med det formål at undgå De Radikale. Forholdet mellem S og R er mere end kælderkoldt. At kalde det historisk dårligt er for en sjælden gang skyld mere end en floskel.

Siden de to partier tabte magten til Anders Fogh Rasmussen (V) ved valget i 2001, har de haft svært ved at finde hinanden. Helle Thorning Schmidt (S) forsøgte at marginalisere de tidligere regeringspartnere gennem en alliance med SF frem mod valget i 2011.

"Den skattepolitik og udlændingepolitik, som S og SF er blevet enige om, vil blive en del af et kommende regeringsgrundlag. Det ligger fast", lød det fra den daværende socialdemokratiske politiske ordfører Henrik Sass Larsen (S).

Siden de to partier tabte magten til Anders Fogh Rasmussen (V) ved valget i 2001, har de haft svært ved at finde hinanden.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG)

Sådan gik det som bekendt ikke. Da først de tre partier havde været en tur i det sorte tårn og danne regering, kom S og SF forpjuskede ud. De var bundet og bastet på hænder og fødder at en selvsikker Margrethe Vestager, der havde forklaret dem, at de intet blev uden hende. De efterfølgende fire år blev ikke sjove. SF forlod regeringen og gik halvt i opløsning. Vestager (R) tog til Bruxelles og overlod De Radikale til Morten Østergaard (R) og et kæmpe valgnederlag. Helle Thorning Schmidt mistede statsministerposten til Lars Løkke (V).

"Aldrig mere", tænkte de i Socialdemokratiet. Derfor insisterede Mette Frederiksen på en socialdemokratisk ét-partiregering i valgkampen i 2019. Og sådan blev det. Selv om Morten Østergaard nu atter gjorde De Radikale til et mellemstort parti. Han havde bare hverken råstyrken eller tålmodigheden til at presse De Radikale ind i regeringen. Til stor tilfreds for socialdemokraterne.

Men så god er verden alligevel ikke. Allerede Stauning måtte erkende, at selv om det kan være svært med De Radikale, så kan det være mindst lige så besværligt uden. Staunings første socialdemokratiske ét-partiregering blev væltet i slutningen af 1926 efter kun to et halvt år. De Radikale følte ikke de skyldte ham noget, da han havde påtvunget sig magten uden dem.

Præcis som tilfældet var, da minkrapporten ramte Christiansborg før sommerferien. Og uden De Radikale røg étparti-regeringen i 2022, som i 1926. Thorvald Stauning (S) dannede i øvrigt en SR-regering tre år senere, der blev Danmarkshistoriens længst siddende koalitionsregering.

Det er i det hele taget slet ikke et ukendt fænomen, at umiddelbart umage partnere pludselig sidder i koalition sammen. Den ledende radikale Bertel Dahlgaard (R) sagde på valgaftenen i 1957, at han hellere ville lide en naturlig død end sidde i regering med Retsforbundet. Men da regnebrættet var gjort op, blev der dannet en regering mellem Socialdemokratiet og De Radikale – og netop Retsforbundet. Med Dahlgaard som økonomiminister.

Læs også

I 1980’erne ville hans radikale partifælle Niels Helveg Petersen (R) ikke være medlem af en regering, der var afhængig af Fremskridtspartiet. Også han skiftede holdning, da den praktiske virkelighed trumfede de sarte følelser. Helveg blev som Dahlgaard økonomiminister. Denne gang i en KVR-regering med Fremskridtspartiet som støtteparti. Det blev endda den første regering, der indgik en finanslovsaftale med de af Helveg så ringeagtede fremskridtsfolk.

Lad mig tilføje et eksempel fra min egen tid på Christiansborg; VLAK-regeringen. Løkke ville bestemt ikke have LA med i regering efter valget i 2015, men for at undgå et valg året efter, indgik han alligevel et regeringssamarbejde med de konservative og netop LA. I den regering blev jeg selv økonomi- og indenrigsminister.

Lars Løkke har senere sagt, at han burde have udskrevet valg i stedet for at tage LA og K med i regeringen. Som om. Regeringsmagt handler om magt. Og i den virkelig verden giver de færreste toppolitikere den frivilligt fra sig. Med mindre de har prøvet alle muligheder og er kørt helt fast, eller de som enkeltperson er blevet kørt ud på et sidespor og endt som politisk marginaliseret.

Sagt på en anden måde. Den radikale leder Sofie Carsten Nielsen (R) har nok tvunget Mette Frederiksen til valg. Mette Frederiksen gør alt for holde De Radikale nede i naturlig størrelse ved at marginalisere dem i valgkampen, mens hun taler interessen for sin statsministerforgænger Lars Løkkes nye midterprojekt op. På den måde kan hun måske minimere De Radikales indflydelse på regeringsdannelsen efter valget, hvis hun kan bytte Carsten Nielsen ud med Løkke.

Hos De Radikale er selvforståelsen klassisk høj. Man er parat til at gå langt for at forhindre en socialdemokratisk regering uden deltagelse af R

Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG)

Hos De Radikale er selvforståelsen klassisk høj. Man er parat til at gå langt for at forhindre en socialdemokratisk regering uden deltagelse af R eller partier til højre for sig selv.

Taler man med socialdemokrater er ordene hårde om De Radikale. De Radikale virker på deres side skræmte over udsigten til ikke at kunne veksle et valgresultat til ministerposter. Men man skal aldrig sige aldrig. Bag den hårde socialdemokratiske facade er der en erkendelse af, at man nok ikke kan leve med en SR-regering. Men at det vigtigste er, at man ikke skal sidde alene i regeringslokalet med De Radikale.

"De er som en dårlig kæreste", man ikke kan slippe af med, som en central socialdemokratisk minister sagde til mig for nyligt. Forestillingen i S går på enten at få M eller SF med i en flerpartiregering med S og R. Måske endda en regering af alle fire.

Så nej, ikke meget tyder på en SR-regering, men en SRplus-regering er slet ikke så usandsynlig. Endelig skal vi huske, at valgresultatet kan gøre selv de mest halsstarrige til de mest fremkommelige, hvis det giver magt og ministerposter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sofie Carsten Nielsen

MF (R)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002), MA i europæisk politik og administration (Brügge, Belgien, 2001)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA), radiovært, 24syv
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)