Knud Aarup: Mercados indsats efterlader hjemløse til et liv på bunden

Af Knud Aarup
Formand for Socialpolitisk Forening

Socialpolitik er forsvundet ind i de årlige satspuljeforlig. Det betyder, at socialt arbejde er reduceret til tre-årige satspuljefinansierede initiativer, mens alt andet er kommunal service til borgerne. Det betyder, at samfundet ender med at svigte de, som har allermest behov for en social indsats. Dele af det nyt satspuljeforlig illustrerer dette med al tydelighed.

Socialminister Mai Mercado (K) beretter i sidste weekends aviser, at nu afsætter satspuljepartierne 1,1 milliarder kroner til de mennesker i samfundet, som har mest behov.

Der er fokus på de hjemløse og et særligt fokus på de unge hjemløse. Nu skal indsatserne hænge sammen og være baseret på anerkendte vidensbaserede metoder.

Ministeren kan endda stolt citere en af koryfæerne i dansk socialt arbejde gennem mange år Preben Brandt for en udtalelse om, at han aldrig tidligere har set et mere sammenhængende og helhedsorienteret oplæg fra en regering.

Vi har været der før
Historien dækker over, at partierne igen har afsat et større millionbeløb til bekæmpelse af hjemløshed. Indsatserne rummer mange forskellige elementer som for eksempel øget fokus på rådgivning, på forenklede kontaktforløb til de hjemløse og på etablering af særlige boliger (startboliger).

Jeg er ret sikker på, at når VIVE laver sin nye hjemløsetælling om to år, vil resultatet igen være flere hjemløse generelt og endnu en markant stigning i antallet af unge hjemløse. Det kan vi som velfærdssamfund ikke være bekendt.  

Knud Aarup
Formand for socialpolitisk forening

Der er klart vægt på det at skaffe den hjemløse bolig (”Housing first”) og brug af en systematisk tværfaglig tilgang (”ACT”). Det er umiddelbart positivt, og så langt kan jeg godt følge Preben Brandts positive udtalelse.

Problemet er bare, at vi har været der før, og at socialministeren ikke har taget beskæftigelsesministeren i ed.

Tidligere har den samme tilgang ikke ført til nogen blivende succes for de hjemløse, og langt de fleste initiativer været prøvet i de tidligere hjemløseindsatser. Socialminister Henriette Kjær (K) var rigtig stolt over satspuljeforliget i 2002.

Her blev der afsat 600 millioner kroner frem til 2005 til bekæmpelse af hjemløshed. Midlerne skulle blandt andet sikre, at de hjemløse fik akuttilbud, bomulighed, rådgivning for at kunne fastholde boligen eller personlig kontakt. Der blev oprettet 300 midlertidige boliger målrettet de hjemløses individuelle behov. Det er mere end 15 år siden.

Og siden har de andre socialministre, som fulgte efter Henriette Kjær (og de har været mange), på lignende måde været stolte over rækken af hjemløseinitiativer med overskrifter som 'Fælles ansvar II' eller 'Hjemløsestrategien'. Og indholdet har været variationer over samme indhold, som det oprindelige.

Det gjorde imidlertid ikke noget, hvis indsatsen havde været en succes. Men det er ikke tilfældet. Tværtimod.

De sidste 15 år er udviklingen for de hjemløse gået den forkerte vej, og der er blevet flere af dem.

Flere unge hjemløse presses i udenforskab
Så alt taler for, at sådan vil de nye initiativer også ende. De vil blive evalueret for et anseeligt beløb, og evalueringen vil vise, at projektet (= den politiske beslutning) var positiv. Men for de hjemløse voksne og unge, vil verden fortsat været præget af mismod og for de fleste med et liv på bunden.

Jeg er ret sikker på, at når VIVE laver sin nye hjemløsetælling om to år, vil resultatet igen være flere hjemløse generelt og endnu en markant stigning i antallet af unge hjemløse. Det kan vi som velfærdssamfund ikke være bekendt.

Problemet er, at der ikke tænkes på tværs i den sociale indsats. Eller sagt på en anden måde: Der er ikke sammenhæng mellem det, Socialministeriet sætter i værk, og det, Beskæftigelsesministeriet laver.

Mange af de unge har mistet troen på, at velfærdssamfundet vil dem noget godt. De har en lang række negative erfaringer fra kontakten med de offentlige institutioner. De har fiasko i folkeskole- og ungdomsuddannelsessystemet. En meget stor gruppe har oplevet, at de ikke kan få hjælp til deres psykiske sårbarhed eller misbrug.

Mange er tidligere anbragte, og de har i realiteten ikke fået noget positivt ud af deres anbringelse. Det er kort sagt unge, som velfærdssamfundet ikke har formået at møde og give den støtte, så de selv kunne komme videre med deres liv. Det er unge, som er presset ud i udenforskab.

Her nytter det ikke noget at hjælpe den enkeltes hjemløshed uden at se på den måde, som resten af samfundet behandler dem. Hvis de stadig skal opleve et dehumaniseret jobcenter, hvor de bliver mødt af medarbejdere, som ikke kan eller skal tænke i socialt arbejde, bliver de unge hele tiden bekræftet i, at samfundet ikke vil dem noget godt.

De oplever sig reduceret til et sagsnummer, der er frataget al menneskelighed. Derfor sker der ikke noget for den enkelte, og derfor vil der komme flere til med samme negative oplevelse.

Helhed og sammenhæng for den enkelte
Vi er nødt til at vende udviklingen på hovedet. Det indebærer blandt andet, at alle indsatser over for de unge skal hænge sammen.

Det forudsætter, at der på centralt hold på Slotsholmen skabes sammenhæng mellem især Socialministeriets og Beskæftigelsesministeriets initiativer. Det gøres lettest ved sikre, at alt arbejde vedrørende unge med psykisk sårbarhed, funktionsnedsættelse eller sociale problemer samles et sted.

Her skal man kunne handle således, at den enkelte unge får støtte ud fra en konkret, individuel og helhedsorienteret tilgang. Det forudsætter, at de skal have én fagprofessionel, som deres gennemgående kontakt. En person, som tager dem ved hånden og støtter dem i på sigt at kunne tage ansvar for sig selv. Der skal være én, som er der for dem, og én som sikrer, at der er helhed og sammenhæng.

Det er svært, og det kræver, at man som fagprofessionel er til stede i relationen som et menneske til et andet menneske. Det betyder, at man skal tage ansvar for relationen hver dag. Det betyder, at man skal udskifte sin professionelle distance med et professionelt nærvær.

Og for at det kan blive til virkelighed, forudsætter det, at en hjemløsestrategi er et fælles resultat på tværs af relevante ministerier. Det står der ikke noget om i den nye hjemløseplan, og derfor kommer den ikke til at virke.

Men sammenhæng og helhed i indsatsen over for mennesker er kernen i al god socialpolitik.

Socialpolitik er en politik, som samler op på de svigt og de forlis, som alle samfundets øvrige delpolitikker (sundhed, beskæftigelse, undervisning, integration og så videre) forårsager.

Socialpolitikkens kerne er at give mennesker med forskellige problemer en fornyet mulighed i samfundet. Derfor kan man kun nedbringe antallet af hjemløse ved at bedrive socialpolitik.