Socialrådgivere: Coronakrisen viser, hvor systemet svigter socialt udsatte

Den mulighed mangler mange steder, så det er svært at nå misbrugerne og fastholde dem i sundheds- og socialsystemet – selvom det er en forudsætning for at kontrollere epidemiens udvikling blandt de udsatte.

Epidemi tvinger os til at løse systemfejl
Indsatserne skal også omfatte borgere uden opholdstilladelse, som selvfølgelig bliver lige så syge som alle andre. De bør have lige adgang til forebyggelse og behandling for corona, både for deres egen skyld og for hele samfundets.

Alt dette vil belaste kommunernes og regionernes budgetter. Derfor er det godt, at regeringen vil kompensere dem for coronarelaterede udgifter. Det er afgørende, at det fastholdes under hele coronakrisen – også når den trækker ud.  

På længere sigt tvinger epidemien os til at få løst nogle af de systemfejl og forsømmelser, vi som samfund har kendt længe og desværre har vænnet os til at leve med.

Udsatte borgere har ofte flere og sammensatte problemer, og hjælpen til dem kan være meget usammenhængende.

Derfor har de i høj grad behov for en koordinerende socialrådgiver – en fast socialrådgiver, som følger den enkelte, hjælper med kontakt til myndigheder og sikrer sammenhæng i behandling og indsats. Ikke mindst fordi der nu kræves et tæt samspil med sundhedsindsatsen.

Usikkert samarbejde skal rettes op 
Sundhedsvæsnet har velkendte udfordringer med udsatte mennesker. Vi ser for eksempel borgere, der ikke kan få behandling, fordi de ikke passer ind i sygehusene. Udsatte borgere, der udskrives til gaden, fordi kommunen ikke er klar med relevante tilbud og alt for lidt opsøgende sundhedsindsats til de mest udsatte.

Det går ikke i en coronatid. Regioner og kommuner skal sætte massivt ind for at bygge bro mellem systemerne, så udsatte grupper ikke falder mellem stolene.

Det stiller ikke mindst krav til den regionale psykiatri og den kommunale socialpsykiatri, hvor et usikkert samarbejde rammer de mest udsatte særlig hårdt.

Det kan lade sig gøre
Vi har også i mange år accepteret at have for mange hjemløse i Danmark. Danmark er samtidig det land i Norden, hvor risikoen for at blive hjemløs som ung er størst. Det er særlig alvorligt, når vi ved, at livet på gaden og i fyldte herberger øger risikoen for coronasmitte kraftigt.

Kommunerne skal derfor investere markant i metoder som 'housing first' for at hjælpe så mange som muligt ud af hjemløshed. Og så skal man skabe de boliger og bofællesskaber, der kan give en værdig ramme om livet også for de mest sårbare hjemløse.

Coronakrisen gør det klart, at vi skal have styr på sådanne systemfejl og mangler. De hurtige og vidtgående skridt, der er taget i epidemiens første fase, viser, at det kan lade sig gøre.

Når der er politisk vilje til at sætte målrettet ind med sociale og sundhedsmæssige investeringer, så har socialarbejderne i feltet både mod og evne til at finde nye veje.

Langsigtede ændringer bør være politisk fokus
Statsminister Mette Frederiksen sagde på sit pressemøde 6. april, at der skal indledes politiske drøftelser om indsatsen i forhold til socialt udsatte.

Det glæder os, at politikerne fokuserer på den gruppe. Vi mener, at drøftelserne i høj grad bør fokusere på de langsigtede ændringer, der er nævnt ovenfor.

Coronakrisen bør blive startskud til, at vi endelig får gjort noget ved nogle af de indgroede skavanker, der er i vores nuværende sociale og sundhedsmæssige system.