Søren Espersen: Hvis jeg var Løkke, ville jeg indkalde til dronningerunde

PRES: Hvis Søren Espersen stod i statsministerens sko, havde han indkaldt til dronningerunde. Han er desuden overbevist om et valg inden nytår.

Søren Espersen havde indkaldt til dronningerunde, hvis han var i Lars Løkke Rasmussens position.
Søren Espersen havde indkaldt til dronningerunde, hvis han var i Lars Løkke Rasmussens position.Foto: Keld Navntoft/Scanpix
Frederik Tillitz

Søren Espersen, næstformand i DF, havde indkaldt til dronningerunde, hvis han var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

”Hvis jeg havde været i hans sko, ville jeg gøre det for at få luften renset,” siger Søren Espersen.

Han mener, at det er ved at være for sent at gå forhandlingernes vej.

”Den her 2025-plan blev fremlagt i begyndelsen af august. Hvis man virkelig havde ment noget med planen, havde man gået i gang med forhandlingerne i august,” siger Søren Espersen og fortsætter:

”Nu er der tre uger til at få planen vedtaget inden første uge i november, hvor Finansloven skal være på plads. Der er lige nu ingen tegn i sol eller måne om, at der kommer nogen reelle forhandlinger. Kun løs snak.”

Han mener, at når valget står mellem at indkalde til en dronningerunde nu eller vente i tre måneder, så ville han foretrække at få det overstået nu.

Tror du, at der kommer et valg inden det nye år?

”Ja, bestemt. For jeg tror på, hvad Anders Samuelsen (LA) siger. Han har sagt det så mange gange nu, at man må begynde at tro på ham. Han kommer til at trække tæppet væk under regeringen, og det er egentligt mærkeligt, at der er så mange, der ikke tror på ham,” siger Søren Espersen.

”Det er en fastlåst situation, hvor der ikke er noget at forhandle om.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00