Debat

Sofie Carsten Nielsen: Ja, vi vil bruge et vanvittigt beløb på uddannelse

DEBAT: Der er råd til at investere i børns uddannelser, hvis aftalen om hævet pensionsalder bliver fremrykket. Helt konkret vil Radikale investere én milliard mere i uddannelse hvert år, så beløbet stiger, skriver Sofie Carsten Nielsen (R).

Hvis man fremrykker den allerede vedtagne aftale om højere pensionsalder, bliver der råd til at investere i uddannelse, skriver Sofie Carsten Nielsen (R). 
Hvis man fremrykker den allerede vedtagne aftale om højere pensionsalder, bliver der råd til at investere i uddannelse, skriver Sofie Carsten Nielsen (R). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Sofie Carsten Nielsen (R)
Beskæftigelses-, uddannelses- og forskningsordfører 

For Radikale Venstre er der intet vigtigere end vores børn. Jeg er i politik, fordi jeg vil give flere mennesker flere muligheder for at forme deres liv. Adgangen til uddannelse giver mennesker dén mulighed. Og derfor er uddannelse hjerteblod for Radikale Venstre.

Desværre går det i øjeblikket den forkerte vej. Der bliver skåret ned på daginstitutionerne, folkeskolerne, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Læg dertil et uddannelsesloft. Radikale Venstres ambitioner går i den stik modsatte retning.

En generationsagave 
Mange partier deler vores ambitioner på papiret. Men vi er de eneste, der har finansieringen på plads. Pengene har vi fra vores ”generationsgave”. Generationsgaven er vores politiske udspil, der indebærer, at os der kan giver den et ekstra nap på arbejdsmarkedet. Vi vil konkret fremrykke den allerede vedtagne stigning af pensionsalderen fra 2030 til 2025. Det har vi fået kritik for. Men vi tager udgangspunkt i, at danskerne lever længere. Og når flere ældre er længere tid på pension, så bliver der færre penge til andre velfærdsopgaver.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Hvis vi fremrykker aftalen om pensionsalderen, har vi råd til at investere i fremtiden. Først og fremmest har vi pengene til at sikre, at personer, der er nedslidte og har under fem år tilbage, får direkte adgang til førtidspension. Kort sagt skal de nedslidte kunne trække sig tilbage tidligere – og det på bedre vilkår.

Råd til uddannelse
Endnu vigtigere, så får vi et meget stort beløb til rådighed, som vi vil bruge på vores børns uddannelser. Konkret vil vi investere en milliard mere i uddannelse hvert år, så beløbet stiger. Og behovet er der. Vi er langt fra i mål. Jeg ærgrer mig dybt, når børn af forældre på kontanthjælp selv havner på kontanthjælp. Jeg ærgrer mig, når børns fremtid kan forudsiges ud fra deres postnummer. Jeg ærgrer mig, når børn bliver låst fast. Det er skamfuldt, at Danmark ikke kan tilbyde større social mobilitet. Jeg tror på, at gode pædagoger, lærere og uddannelser kan gøre en stor forskel, hvis vi investerer i dem.

Vi prioriterer børns muligheder allerhøjest. Også hvis det betyder, at vi er nogle, der skal blive lidt længere tid på arbejdsmarkedet.

Sofie Carsten Nielsen (R)
Beskæftigelses-, uddannelses- og forskningsordfører

Uddannelse ér værdipolitisk hjerteblod for Radikale Venstre. Uddannelse er et frihedsprojekt. Og derfor vil Radikale Venstre ikke bare investere i uddannelse til børn. Vi vil investere i livslang læring for alle mennesker. Om det er på arbejdspladsen, højskolen, efterskolen eller aftenkurset. Eller om det er i en lydbogklub, som visse byggepladser har indført.

For globaliseringen giver fantastiske muligheder, som vi skal gribe. Nye kompetencer bliver efterspurgt. Jeg tror på, at Danmark går en strålende fremtid i møde, hvis vi giver mennesker muligheden for at omstille sig.

Der skal prioriteres
Men jeg vil advare imod idéen om, at vi når i mål uden at anstrenge os. Politik handler om svære prioriteringer. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Radikale Venstre prioriterer uddannelse højt. Og vi prioriterer børns muligheder allerhøjest. Også hvis det betyder, at vi er nogle, der skal blive lidt længere tid på arbejdsmarkedet.

For du fortjener muligheden for at følge med, når verden forandrer sig. Du fortjener den fremtid, du selv vælger, uanset hvor du kommer fra. Du fortjener chancen for at forme dit eget liv.

Derfor er Radikale Venstre et uddannelsesparti.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sofie Carsten Nielsen

Underdirektør, DI Biosolutions
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002), MA i europæisk politik og administration (Brügge, Belgien, 2001)

0:000:00