Lang vej før Washington bliver tilfreds

Den amerikanske utilfredshed med, at mange af de rigeste europæiske Nato-lande ikke bruger mindst to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret og heller ikke har planer om at gøre det, udlægges ofte som noget, der næsten udelukkende findes hos USA's præsident, Donald Trump, og præsidentens allernærmeste og mest trofaste mænd og kvinder.

Det er dog langtfra tilfældet. Trump har i sine to år i Det Hvide Hus hevet problematikken op øverst på dagsordenen. Men den grundlæggende utilfredshed har hersket i adskillige årtier hos skiftende administrationer. Således er utallige møder på embedsmands- og ministerniveau i forsvarsalliancen startet med, at den amerikanske repræsentant har skældt sine europæiske kolleger hæder og ære fra. Og så er man ellers gået videre i programmet.

Sådan har det på sin vis også fungeret de sidste to år, hvor den amerikanske forsvarsminister, James Mattis, har fungeret som en slags lynafleder for Trumps vrede mod de europæiske allierede. Mattis har videreformidlet chefens utilfredshed langt mere diplomatisk end Trumps egne tweets. Han har samtidig på de indre linjer i Det Hvide Hus bogstavelig talt flere gange talt Trump fra ideen om helt at forlade Nato.

Forlade Nato
I de sidste dage af 2018 blev det dog for meget for Mattis. Trumps pludselige udmelding om en amerikansk tilbagetrækning fra Syrien fik den firestjernede general fra det amerikanske marinekorps til at sige tak for denne gang med en svada af et afskedsbrev. Her understregede han netop vigtigheden af at have nære allierede. Det var Mattis' markering af, at han reelt ikke delte chefens meget uforsonlige tilgang til samarbejdet med de øvrige medlemmer af den transatlantiske forsvarsalliance.

Det store substantielle løft i form af rigtige papirpenge kommer amerikanerne dog til at skulle vente på til næste forsvarsforlig. For der er grænser for, hvor mange ekstra penge danske politikere vil bruge på at tilfredsstille en storebror, der alligevel aldrig bliver helt tilfreds, før Danmark rammer de famøse to procent.

Det er dog ikke ensbetydende med, at Mattis accepterede den europæiske opførsel, hvor en række rige lande som Danmark, Tyskland, Norge og Holland henholder sig til den præcise ordlyd fra den erklæring fra Nato-topmødet i 2014, som er omdrejningspunktet i hele balladen mellem USA og de europæiske Nato-medlemmer. Her står nemlig, at medlemslande skal arbejde hen imod at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar i 2024.

Læst med nordeuropæiske briller betyder det, at man bare skal flytte sig. Bruge flere penge på forsvaret. Ikke nødvendigvis bruge så mange penge, at det svarer til to procent af ens bruttonationalprodukt. Men sådan læser man ikke teksten i USA, samtidig med at man peger på den tilspidsede situation i forholdet mellem Nato og Rusland. Det kunne godt afspejle sig mere tydeligt i de europæiske prioriteringer.

At den amerikanske utilfredshed er blevet mere udtalt, kom tydeligt til udtryk i sidste uge i den amerikanske kongres. Her stemte medlemmerne af Repræsentanternes Hus om, hvorvidt USA skal forlade Nato i protest mod europæernes manglende vilje til at betale deres ”kontingent”. Forslaget blev eftertrykkeligt nedstemt. Men alene det, at forslaget blev stillet og kom til afstemning, satte en tyk streg under, at den amerikanske utilfredshed stikker dybt.

Tog imod med kyshånd
For at genskabe den gode stemning i forsvarsalliancen bad Nato's generalsekretær Jens Stoltenberg landene om at finkæmme statsregnskaberne og se, om der var udgifter, som ikke blev medregnet i opgørelsen af landenes forsvarsudgifter, men som burde medregnes – sådan som de bliver det i USA.

Danmark tog imod opgaven med kyshånd, og det er lykkedes Finansministeriets regnedrenge og Forsvarsministeriets økonomer at finde tre milliarder kroner, som kan kaldes forsvarsudgifter – men i dag ikke indgår i opgørelsen af forsvarsbudgettet.

Det er den manøvre samt 1,5 milliarder kroner i rigtige penge, der tirsdag udmøntede sig i en tillægsaftale til det kun ét år gamle danske forsvarsforlig og bringer Danmark op på at bruge 1,5 procent af bruttonationalproduktet på forsvar i 2023. Oprindeligt var det kun planen med forsvarsforliget for 2018-2023, der blev indgået for et år siden, at nå 1,3 procent i 2023.

Ansvar for kollektiv sikkerhed
Med tirsdagens tillægsaftale kan forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) tage lidt af det amerikanske tryk. Eller i hvert fald gemme sig bag sin tyske kollega Ursula von der Leyen, når USA's fungerende forsvarsminister, Patrick M. Shanahan, ved forsvarsministermødet i midten af februar tordner løs mod ”problembørnene” i klassen. Tyskerne går nemlig også efter at lande på 1,5 procent ved hjælp af blandt andet regnskabstekniske omrokeringer. Men det er i amerikansk optik ikke det samme som at tage større ansvar for den kollektive sikkerhed, sådan som de efterlyser.

Til sit og Danmarks forsvar kan Claus Hjort Frederiksen i og for sig slå på, at tirsdagens aftale også indeholder 1,5 milliarder kroner i rede penge. Et argument, som amerikanerne helt sikkert ikke giver meget for. Pengene tilføres nemlig først Forsvaret i 2023 – det nuværende forligs sidste år. Et år, hvor tyngden af de allerede aftalte ekstrabevillinger fra forsvarsforliget fra januar 2018 ligger. De 1,5 milliarder kroner ligger sig derfor oven i en bunke penge, som Forsvaret i forvejen får travlt med at bruge. Så reelt er der tale om at tage forskud på det næste forsvarsforlig, der skal gå fra 2024 og frem til omkring 2028-2030.

Det kunne eksempelvis være at reservere pengene til et indkøb af et mindre antal ekstra kampfly i den næste forligsperiode, tage forskud på arbejdet med at designe afløseren for Søværnets aldrende inspektionsskibe af Thetis-klassen eller øremærke pengene til det indkøb af krydsermissiler til de danske fregatter, som formentlig bliver en hjørnesten i 2024-forliget.

Et nøk opad
Amerikanerne kan godt gennemskue, at tirsdagens aftale i virkeligheden ikke gør den store forskel, og deres ånden den danske forsvarsminister og Danmark i nakken stopper derfor ikke. Det vil fortsætte. Det er derfor langtfra sikkert, at det her bliver den eneste tillægsaftale i forligsperioden. Finansministeriets regnedrenge og Forsvarsministeriets økonomer har da også fået besked på at fortsætte jagten på udgifter, der kan medregnes og give forsvarets andel af bruttonationalproduktet yderligere et nøk opad.

Det store substantielle løft i form af rigtige papirpenge kommer amerikanerne dog til at skulle vente på til næste forsvarsforlig. For der er grænser for, hvor mange ekstra penge danske politikere vil bruge på at tilfredsstille en storebror, der alligevel aldrig bliver helt tilfreds, før Danmark rammer de famøse to procent. At lukke hullet mellem 1,5 og 2,0 procent vil sandsynligvis beløbe sig til mindst knap 12 milliarder kroner og endnu mere, hvis der er vækst i økonomien, og bruttonationalproduktet vokser. Så mange ekstra penge kan det danske forsvar ganske enkelt rent lavpraktisk heller ikke formå at få gavn af inden for så kort en tidsperiode som den nuværende forligsperiode.