Kommentar af 
Jonas Herby

Staten håndterede ikke pandemien – det gjorde borgerne

En litteraturgennemgang fra Nationalbanken viser, at nedlukningen i foråret 2020 langt fra var den mirakelkur mod covid-19, som mange har gjort den til. Især lukningen af skolerne ser ud til at have været en gigantisk politisk fejltagelse, skriver Jonas Herby.

Ifølge Nationalbankens litteraturgennemgang er maskepåbudet en af de nedlukningspolitikker, der har haft en signifikant effekt på smittespredningen.
Ifølge Nationalbankens litteraturgennemgang er maskepåbudet en af de nedlukningspolitikker, der har haft en signifikant effekt på smittespredningen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jonas Herby
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

To økonomer fra Nationalbanken har gennemgået en del af den forskning, der ser på effekten af nedlukninger på smittespredningen. Deres gennemgang viser, at nedlukningen i foråret 2020 langt fra var den mirakelkur mod COVID-19, som mange har gjort den til, og at effekten af nedlukningen maksimalt er nogle få hundrede undgåede dødsfald.

Om skribenten

Jonas Herby (født 1978) er specialkonsulent i Cepos og debatterer med en klar liberal kant. Han har især fokus på betydningen af den offentlige regulering og prioriteringer i den offentlige sektor. Jonas Herby er cand.polit.

En række af studierne i Nationalbankens litteraturgennemgang finder slet ingen effekt af nedlukningen. En oversigtstabel i notatet viser, at cirka en fjerdedel af resultaterne ikke finder nogen signifikant effekt på spredningen af Covid-19.

Det er interessant, for hvis effekten af nedlukningerne var markant, ville man umiddelbart forvente, at stort set alle studier ville finde en tydelig effekt. Men det gælder altså kun tre fjerdedele.

Bedømt alene på oversigtstabellen tyder noget altså på, at der er en effekt, men at den er relativt lille, fordi så mange resultater er nul (reelt kan de godt være positive eller negative, men man kan ikke statistisk afvise, at de er nul).

Det er i øvrigt i øjenfaldende, at Nationalbanken ikke har medtaget de to glimrende studier fra danske forskere, Bjørnskov (2021) og Bjørnskov & Kepp (2021) – det skulle man tro var oplagt for en dansk nationalbank.

De har heller ikke medtaget Chaudhry et al. (2020), som var det første publicerede – og dermed et af de mest citerede – empiriske studier. Disse tre oplagte studier finder alle, at nedlukningerne ikke reddede liv, men desværre fremgår det ikke af Nationalbankens notat, hvordan de har fundet frem til de studier, de har valgt at inkludere.

Nationalbanken opdeler resultaterne på forskellige nedlukningspolitikker, herunder lukning af ikke-essentielle virksomheder, lukning af barer, forsamlingsforbud, maskepåbud med videre. Kigger vi på hvert enkelt af disse områder, er det især lukningen af skolerne, som ser ud til at have haft meget beskeden effekt på smitten.

Knap halvdelen af de resultater, der ser på skolelukninger, finder ingen effekt af lukningerne, og dette bekræftes af resultaterne fra en lignende gennemgang, som Unicef udgav 10. december 2020, der viste, at effekten af skolelukninger var yderst beskeden (jeg har omtalt Unicef resultater her). Rigtig meget tyder efterhånden på, at lukningen af skolerne simpelthen var en gigantisk politisk fejltagelse, som blev gentaget i december.

Det er primært anvendelsen af masker, Nationalbanken finder solid konsensus for en positiv effekt af. Alle seks studier, som bliver gennemgået, finder, at et maskepåbud reducerer smittespredningen signifikant.

Der er en effekt af nedlukninger, men den er relativt beskeden i forhold til effekten af borgernes frivillige adfærdsændringer.

Jonas Herby, specialkonsulent, Cepos

Nationalbanken konkluderer, at ”Konklusionen er, at maskepåbud sandsynligvis er den billigste og mest effektive foranstaltning - alle undersøgelser finder, at maskekrav reducerer Covid-19-infektion og dødsfald væsentligt” (min oversættelse).

Kun ét af studierne, Mitze m.fl. (2020), kommer med et bud på den samlede effekt af masker på smittespredningen, og de finder, at maskepåbuddet reducerede smitten med 40 procent 20 dage senere. I første bølge døde der cirka 600 personer i Danmark. Men hvis vi bruger de 40 procent som en øvre grænse for effekten af nedlukningen i foråret 2020, undgik vi altså maksimalt 400 dødsfald som følge af nedlukningen.

Et andet af Nationalbankens studier, Goldstein et al (2021), finder, at en hårdere nedlukning (på én standardafvigelse i OxCGRT Stringency Index) kan reducere dødeligheden med 75 procent de første 60 dage forhold til ikke at gøre noget. En standardafvigelse svarer til 34,44 point (se tabel 1 her).

Til sammenligning scorede Danmark – da landet var hårdest nedlukket i foråret 2020 – knap otte point mere end Sverige og i gennemsnit var forskellen 22 point fra nedlukningen trådte i kraft til slutningen af marts. Et skøn er altså på denne baggrund, at Danmark har undgået op imod 300 dødsfald ved at have en langt hårdere nedlukning end Sverige.

De to høje estimater står i skærende kontrast til de op imod over 32.500 sparede dødsfald, som forskere fra RUC har givet indtryk af (efter en tur i Tjekdet, har forskerne dog ændret ordlyden, så de ikke tilskriver nedlukningen hele effekten).

Overordnet set ser Nationalbankens notat – fordi relativt mange af resultaterne ikke finder nogen effekt af nedlukningerne, og fordi de resultater, der finder en effekt, stadig finder relativt små effekter i forhold til pandemiens samlede potentiale uden frivillige adfærdsændringer – ud til at flugte med konklusionen i min egen litteraturgennemgang, som viste, at der er en effekt af nedlukninger, men at den er relativt beskeden i forhold til effekten af borgernes frivillige adfærdsændringer.

Dette flugter i øvrigt med observationer fra december-bølgen, hvor resultater fra HOPE-projektet viser, at borgerne reagerede på stigende smittetal, inden regeringen lukkede landet ned, hvilket kan være forklaringen på, at smitten toppede samtidig, uanset hvornår kommunerne blev lukket ned, og før størstedelen af nedlukningerne kunne have effekt.

Man kan spørge sig selv, hvorfor det overhovedet er vigtigt at få frem, at effekten af nedlukningen var beskeden, og de frivillige adfærdsændringer var langt vigtigere end nedlukningerne i forhold til at håndtere pandemien. Samlet set virkede det jo rigtig godt for Danmark. Det er der to grunde til.

For det første er det vigtigt for pandemipolitikken. Hvis frivillige adfærdsændringer er ti gange vigtigere end nedlukninger – som min litteraturgennemgang viser – betyder det, at en politik, der understøtter frivillige adfærdsændringer, alt andet lige virker ti gange bedre end en nedlukningspolitik. Og det har betydning for, hvilke opgaver myndighederne skal kaste dig over.

Set udefra er min opfattelse, at en meget stor del af myndigheder og politikeres tid er gået med nedlukninger og håndtering af konsekvenserne af nedlukninger. Hvor langt kunne man være nået med frivillighed, hvis alle ressourcerne var blevet anvendt på det?

Jeg har efterlyst stikprøver (eller kloakvandsprøver), som hurtigt kunne fortælle borgerne, hvor smitten er. Listen over ting, der kunne understøtte borgernes adfærd, er lang (gode prognoser for kapaciteten på hospitalerne, tilskud til frivilligt at lukke særligt udsatte virksomheder, orlov til sårbare borgere, der ikke kan arbejde hjemme, og så videre, og så videre.)

For det andet er det vigtigt for forståelsen af, hvad staten kan. Mette Frederiksen har givet udtryk for, at når staten kan håndtere en pandemi, så kan staten også meget andet – for eksempel bekæmpe globaliseringen og flytningen mod byerne med videre.

Men forskningen viser bare, at staten ikke håndterede pandemien. Det gjorde borgerne. Staten kan nemlig slet ikke løse så komplicerede problemer, og derfor kan staten heller ikke løse ”problemerne” med tilflytningen mod byerne (som i mine øjne langt hen ad vejen ikke er et problem, men blot viser befolkningens ønsker) eller andre komplicerede problemer. Det kan kun befolkningen selv. Og dette ved Mette Frederiksen sikkert godt, men det er en anden snak… 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)