Største risiko for ny magtudredning er, ingen gider læse eller bruge den

Grunden til vi i 2003 fik den store magtudredning var et besøg i Sverige. En gruppe danske politikere - herunder jeg selv – deltog i Nordisk Råds dengang store og nyttige sessioner. Det var her alle partiledere, regeringschefer og et pænt antal af de tunge politikere fra hele Norden samledes, udvekslede ideer, inspirerede hinanden. Plus meget andet.

Fra dansk side blev vi i begyndelsen af 90'erne opmærksomme på, at de svenske politikere var ved at forberede en magtudredning, som senere udmøntedes i en meget omfattende og vigtig beskrivelse af magtstrukturerne i Sverige. Udredningen førte til en omfattende debat om grundlæggende demokrati-spørgsmål i Sverige.

Sådan en udredning kunne også være nyttig herhjemme, hvor vi var inde i store diskussioner om den statslige støtte til partierne, forholdet mellem meget ressourcestærke NGO’er og de svage partier, som hele tiden mistede medlemmer og indflydelse.

Folketinget nedsatte et udvalg, som kom med oplæg til det, der så senere blev den store kommission af forskere og politologer af enhver art, som i 2003 udgav en reolmeter med delbetænkninger om alle mulige og umulige sider omkring magtbegrebet. Mere end ti år efter vi som politikere havde taget de første debatter om emnet.

Og hvad kom der ud af de mange betænkninger? Skal jeg svare frækt og kort: Intet. Jo, måske noget, man kunne bruge i noget undervisning eller til indvortes universitetsbehov. Men i forhold til vælgerne, politikerne, medierne, samfundsdebatten – nul.

Det var mange spildte millioner og megen spildt arbejdstid, men på universiteter og læreanstalter var de henrykte, for pengene væltede ud af statskassen til de langstrakte forskningsarbejder. Problemet var bare, at da det hele var færdigt, befandt Danmark, de danske politikere, den systemmæssige debat og meget andet sig et helt andet sted end da kommissionen startede.

Min frygt er, at man sender det hele i udbud til universiteter og læreanstalter plus andre, der fortrinsvis kender politik, politiske og mediemæssige virkelighed fra observationer i et reagensglas.

Hans Engell

Betænkningerne var stort set forældede og irrelevante samtidig med udgivelsen. Det ærgrede mig meget blandt andet fordi jeg selv havde været en af de politikere, som ihærdigt havde talt og skrevet om nytten og værdien af en magtudredning. Men skuffelsen over det endelige resultat var stor. Den kunne jo ikke bruges til noget relevant.

Og det er også grunden til, jeg ikke er i stand til at påvise et eneste konkret eksempel på noget, der fulgte af Magtudredningens arbejde.

Hårde ord. Javel. Men måske nyttige, når man på et eller andet tidspunkt for alvor går i gang med at strukturere og organisere den kommende magtudredning, som nu allerede har været næsten et par år undervejs på grund af coronaen, siden de første armlægninger begyndte.

Skal jeg komme med et par idéer til det kommende arbejde er det:

• Gør arbejdet kort, koncentreret og målrettet. Lad ikke projektet vare i årevis.
• Sørg for, der er en politisk styregruppe på projektet. Ikke nødvendigvis for at ’styre’ noget, men for at sikre, at der holdes momentum i arbejdet og at tingene kører i et spor, så politikerne føler, de selv og vælgerne kan få noget ud af resultatet. At der arbejdes relevant.
• Gør ikke kommissoriet uoverskueligt ved at inddrage alle mulige og umulige emner, som kan være interessante for en lille specialgruppe, men helt uden relevans for den centrale debat om, hvor vores folkestyre bevæger sig hen.
• Der må fokus på magtfordelingen mellem de tre klassiske magtgrene – regeringen, domstolene og Folketinget. Det er vigtigt og en helt aktuel udfordring. Her sker i disse år enorme udskridninger. Politikerne optræder som dommere. Folketinget blander sig ekstremt i den udøvende magt.
• Der må fokus på de problemer, som har ført til at stort, stigende antal dommerundersøgelser og advokatundersøgelser. Hvad pokker er der galt i den danske centraladministration? Og hvad med forholdet mellem ministre/politikere og embedsmænd? Er embedsværket ved at blive partipolitiseret?
• Man må se på Folketinget og dets arbejdsform. Selvom Folketingets budget konstant stiger, og selv om partierne og folketingsgrupperne får massiv økonomisk støtte fra staten, så søges der hele tiden efter andre indtægtskilder. Hvad med at se på partiernes økonomi og dets grundlag? Har vi problemer omkring finansieringen af politisk arbejde i Danmark? Og er det i orden, man den ene dag kan være forsvarschef og den næste dag lobbyist for våbenindustrien? Eller den ene dag departementschef og næste dag chef for en erhvervslobbyorganisation på samme emneområde? Har vi brug for nogle karensregler?
• Samtidig kan man se på, hvor lidt det danske folketing magter af tungere opgaver og hvor lidt, der løses f.eks. i udvalgene. Hvorfor ender alle kontroversielle spørgsmål med krav om en dommerundersøgelse og hvorfor kan Folketinget ikke selv magte tungere opgaver? Eksempelvis er det helt vildt, at Folketinget kommer til at bevilge en kvart milliard for at få undersøgt skandalerne i Skat. Der findes stort set ingen oplysninger, som ikke allerede er kortlagt af Rigsrevisionen, Statsrevisorerne, Folketingets finansudvalg. Hvis Folketinget havde de rigtige, kompetente og skarpe embedsmænd og et hold politikere, som ville bruge tid på det, kunne hele skattesagen være undersøgt, kortlagt og ansvarsplaceret i et udvalg under Folketinget med dygtig sekretariatsbistand. Men det er selvfølgelig lettere at tilkalde en dommer. Også selv om det koster skatteyderne enorme summer og varer en stenalder. Så derfor mit spørgsmål: Hvor kan Folketinget ikke selv klare langt flere opgaver? Hvorfor kan man kun overkomme dommerundersøgelser, advokatundersøgelser, samråd eller spørgsmål til ministeren? Er Folketinget selv bange for at tage ansvar, men sender bare sagerne videre?
• Og selvfølgelig er man nødt til at vurdere brugen og omfanget af politiske rådgivere – hvad har det betydet – er der faresignaler? Har udviklingen omkring spindoktorerne og ministrenes ønske om at opbygge større, stærke politiske sekretariater med partipolitisk ansatte folk, haft betydning og i givet fald hvilken?
• Endelig er man nødt til at se på mediernes rolle. Udviklingen i mediebilledet. Hvordan påvirker det de politiske beslutningsprocesser? Er der forhold, politikerne og vælgerne skal være opmærksomme på? Eller medierne? De sociale medier. Stadig flere politikere føler sig ubekvemme i rollen. Flere går ned med stress. Er der udviklinger i det politiske og administrative system, som er særlig fremmende for den udvikling.

Der er kort sagt rigtig mange vigtige, aktuelle, relevante temaer for en magtudredning. Og udrederne behøver bestemt ikke kun være fra universiteternes politologiske fakulteter. Få et langt bredere panel inddraget i dette kommissionsarbejde.

Min frygt er, at man sender det hele i udbud til universiteter og læreanstalter plus andre, der fortrinsvis kender politik, politiske og mediemæssige virkelighed fra observationer i et reagensglas.

I 2003 blev der efter min vurdering leveret en meterlang Magtudredning, som aldrig blev brugt. Det ville være synd, skade og misbrug af skatteydernes midler, hvis man ikke lærer af forløbet dengang.

Folketinget skal sætte spillereglerne for det nye arbejde og sikre, at, det bliver hurtigt, relevant, aktuelt og gerne kontroversielt.

Ellers går det som sidst: Spild af tid, penge og effekt.