Køb abonnement
Annonce
Kronik

Aktivist: Det skal være muligt at straffe danskere, der ødelægger naturen

Vores retssystem er i dag baseret på menneskets interesser: Menneskets ret til liv er beskyttet af straffeloven, mens andre livsformers ret til liv ikke anerkendes i nogen lovgivning, skriver Bart Joachim Bes.
Vores retssystem er i dag baseret på menneskets interesser: Menneskets ret til liv er beskyttet af straffeloven, mens andre livsformers ret til liv ikke anerkendes i nogen lovgivning, skriver Bart Joachim Bes.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
5. maj 2025 kl. 12.00

B

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For nylig skrev Mads Ejsing i Altinget, at "folk er hverken dumme eller onde, men de har ikke forstået klimakrisens alvor." Det samme gælder for naturkrisen, som er tæt forbundet med klimakrisen.

Vi har behov for nye ord, der udtrykker naturkrisens alvor, så vi kan opnå større bevidsthed og bedre forståelse for, hvor slemt det står til med vores hjem.

Som co-leder af Stop Ecocide Danmark oplever jeg, at folk til tider opfatter os som en radikal gruppe. Ordet "ecocide" – eller endnu værre, den danske oversættelse "økomord" – vækker associationer til "mord" og "genocide".

Ikke ligefrem de mest opmuntrende ord.

Men nye ord kan åbne op for nye perspektiver og hjælpe os med at forestille os transformative forandringer, der kan bidrage til at løse naturkrisen.

Ecocide fremhæver naturkrisens alvor og kan fremme de nødvendige juridiske og sociale normændringer, der værdsætter naturen. 

Læs også

Et ord, der afspejler naturkrisens alvor

Selvom ordet ecocide bruges hyppigere i danske medier, se for eksempel her og her, og endda på gymnasier, er der stadig mange, der ikke kender dets betydning. Det må vi ændre på.

Det er ikke så radikalt at påstå, at vi er godt på vej til at ødelægge vores eget hjem.  

Bart Joachim Bes
Co-leder, Stop Ecocide Danmark

Ecocide refererer til omfattende miljøødelæggelser. "Eco" stammer fra det græske ord oikos, som betyder "hjem", mens "cide" har sin oprindelse i det latinske ord caedere, der betyder "at dræbe". Direkte oversat betyder ecocide altså "at dræbe ens hjem", hvor "hjem" henviser til vores planet.

Det er ikke så radikalt at påstå, at vi er godt på vej til at ødelægge vores eget hjem.

Trods miljøbeskyttelseslove verden over oplever vi en tilbagegang i biodiversiteten med en hastighed, der aldrig er set før i menneskets historie.

Den gennemsnitlige bestandsstørrelse af vilde arter globalt er faldet med 73 procent mellem 1970 og 2020. Forskere betegner dette som den "sjette masseudryddelse", som – i modsætning til tidligere masseudryddelser – ikke skyldes naturlige fænomener, men menneskelig aktivitet.

Denne udvikling har vidtrækkende konsekvenser for os alle. Mennesker er en del af, og dybt afhængige af, naturen. Økosystemtjenester som ren luft, rent vand, bestøvede afgrøder og klimaregulering er afgørende for vores overlevelse og trivsel.

Ecocide skal tilføjes til straffeloven

Mens Stop Ecocide International arbejder på at få ecocide anerkendt som en forbrydelse under folkeretten, kæmper Stop Ecocide Danmark for at få ecocide indført i vores nationale straffelov.

Modstanden mod ordet ecocide minder om den modstand, der var mod at anerkende ordet "folkedrab" – og dermed forbrydelsen – under folkeretten. I 1940'erne skabte Raphael Lemkin ordet for at kriminalisere målrettet udryddelse af grupper, som set under Holocaust. Modstanden udsprang af frygt for indgreb i staters suverænitet.

Først i 1948 blev folkedrab anerkendt, da FN vedtog Konventionen om Folkedrab. Loven muliggjorde retsforfølgelse af personer som Jean-Paul Akayesu og Ratko Mladić for folkedrab begået i Rwanda og Bosnien-Hercegovina. 

Læs også

Anerkendelsen af folkedrab – noget Winston Churchill i 1941 kaldte for "forbrydelsen uden et navn" – førte til juridisk innovation ved at muliggøre retsforfølgelse af individer for folkedrab, selv når det var begået inden for deres egne landegrænser.

Dermed blev internationale kollektive sikkerhedsforanstaltninger introduceret for at sikre selve eksistensen af menneskegrupper.

På samme måde vil ecocide også skabe juridisk nytænkning.

Vores retssystem er i dag baseret på menneskets interesser: Menneskets ret til liv er beskyttet af straffeloven, mens andre livsformers ret til liv ikke anerkendes i nogen lovgivning.

Ved at tilføje ecocide til straffeloven anerkender vi naturens ret til liv og åbner en revolutionær mulighed for at holde mennesker strafferetligt ansvarlige for dens ødelæggelse.

Derfor vi ikke beskytter den, som vi burde

I december sidste år udgav FN's etablerede ekspertgruppe for biodiversitet, IPBES, en banebrydende rapport, der opfordrede til "transformativ forandring" og blev underskrevet af næsten 150 lande.

Ordet ecocide ligestiller værdien af ikke-menneskeliv med værdien af menneskeliv.

Bart Joachim Bes
Co-leder, Stop Ecocide Danmark

Rapporten går i dybden med de underliggende årsager til naturkrisen og opfordrer til en fundamental nytænkning af vores synspunkter, strukturer, herunder retssystemet, og praksisser.

Den fremhæver, at en af de tre vigtigste årsager til naturens tilbagegang er vores syn på naturen som underordnet mennesker – som en ressource, vi kan udnytte. Det er derfor, vi ikke beskytter den, som vi burde.

Som beskrevet ovenfor kan ecocide føre til en transformativ forandring af vores retssystem, men ordet "ecocide" kan endda ændre vores kollektive natursyn.

Ordet ecocide ligestiller værdien af ikke-menneskeliv med værdien af menneskeliv.

Det minder os om, at vi er en del af, og afhængige af, Jordens økosystemer, som udgør vores fælles "hjem" (oikos) – en opfattelse, der stammer fra oprindelige folks tusindårige visdom.

En nøgle til transformativ forandring

Selve kriminaliseringen af ecocide kan også ændre vores natursyn. Lovgivning, især straffeloven, afspejler de normer, vi som samfund anser for acceptabel adfærd.

Lovgivning påvirker derfor vores opfattelse af, hvad der er acceptabelt, ligesom rygeloven fra 2007 gjorde det uacceptabelt at udsætte andre for passiv rygning. På samme måde kan en ecocide-lov skabe et tabu om ødelæggelse af naturen og hjælpe os til at anerkende, at vi er en del af den.

I september fremsatte Vanuatu, sammen med Fiji og Samoa, et forslag til Den Internationale Straffedomstol om at anerkende ecocide som en international forbrydelse.

Og en nylig undersøgelse viser, at tre ud af fire danskere mener, at det burde være kriminelt at forvolde omfattende skade på naturen og klimaet – hvilket præcist er, hvad en ecocide-lovgivning vil gøre kriminelt.

Danmark skal nu tage stilling. Lad ikke berøringsangst afholde os fra at tage ordet ecocide til os – det kan meget vel være nøglen til den nødvendige handling.

Jeg håber derfor, at jeg har fremlagt overbevisende argumenter for, at ordet ecocide har potentiale til at skabe transformativ forandring ved at afspejle naturkrisens alvor, bane vejen for juridisk innovation og minde os om, at vi er en del af naturen. 

Læs også

Artiklen var skrevet af

B

Bart Joachim Bes

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026