Svensk forsker om politisk udpegede diplomater: ”I Sverige er det dem, man vil gøre en vennetjeneste, og dem, man gerne vil slippe af med”

I mandags præsenterede regeringen den første politisk udpegede diplomat – Kristian Jensen der skal prøve på sikre Danmark en plads i FN's Sikkerhedsråd.

Det skete ikke uden stor kritik, især fra ansatte i Udenrigsministeriet. Senest har 643 ansatte skrevet under på et protestbrev til Jeppe Kofod, hvor de kritiserer regeringens beslutning.

Flere skæver til Sverige, hvor de har en lang tradition for politisk udpegede diplomater.

Men hvis den danske regering vil beholde troværdigheden i god behold, skal de holde sig langt væk fra den svenske model. Det mener Ann-Sofie Dahl, som er svensk docent i international politik.

Hvilke erfaringer har man med politisk udpegede diplomater i Sverige, og hvordan fungerer det sammenlignet med Danmark?

I Danmark er der en lang tradition for, at embedsmænd er meget neutrale. Det har vi ikke i Sverige. Vi har haft politisk udpegede diplomater i så mange år, at det er etableret på en anden måde, end det er i Danmark. Det blev især brugt af socialdemokratiske regeringer under Olof Palme frem til 80’erne.

Borgerlige regeringer har også udpeget folk til diplomatiske poster, men det har ofte været professionelle diplomater. For eksempel har Moderaterna tidligere udpeget to af deres tidligere rådgivere, som oprindeligt var diplomater, til ambassadørposter i London og Washington DC. Efter at have arbejdet for Moderaterna i en periode, blev de sendt ud på lidt højere niveau, end de ellers havde fået som diplomater. Problemet er, at det er to helt forskellige jobs.

Politikere har en politisk agenda, som de argumenterer for, mens en diplomat skal være neutral og repræsentere hele landet – ikke kun et parti eller en regering. I Sverige blander man ofte det hele sammen. Og det er ikke kun i diplomatiet. Politik og diplomati bliver blandet sammen; embedsmænd i Sverige er ikke altid helt neutrale.

Så der er kæmpestore forskelle mellem det svenske og det danske system, og det taler klart til Danmarks fordel. 

Er der noget, som Danmark kan lære af Sverige på det her område?

Danmark bør lære af Sverige, at politisk udpegede diplomater er en dårlig idé. Jeg synes egentlig ikke, at det har nogen fordele, kun ulemper. 

Det handler også om et lands troværdighed. Det sker ofte, at man tænker: Den stilling har han eller hun fået, fordi de har gode kontakter i et parti, og det er klart et problem for troværdigheden.

For eksempel har den tidligere partileder hos Liberalerna Jan Björklund for nylig fået opmærksomhed i svenske medier. Han blev udpeget som ambassadør i Rom i 2019, fordi Liberalerna skulle have noget igen for at støtte Löfven’s regering. Han sidder nu i Rom, men han kan åbenbart ikke lade være med at blande sig i den interne magtkamp, som der er hos Liberalerna. Det er bare ét eksempel på, at det er meget svært at holde de to roller adskilt.

Så det bliver brugt til at give vennetjenester til politikere, som man enten godt kan lide, eller til gengæld for at de støtter noget andet?

Ja. Der er også eksempler på, at man udpeger politikere, som man gerne vil af med. Nu er der en meget dygtig topdiplomat i Brasilien – men der har tidligere været politisk udpegede ambassadører, som har skabt alle mulige problemer. Så der er dem, man gerne vil gøre en vennetjeneste, og dem, som man gerne vil slippe af med.

Kan du give nogen eksempler på, at den svenske model med politisk udpegede diplomater har fungeret godt?

Nej. Man skal adskille politik og diplomati. I Danmark er denne her FN-stilling til Kristian Jensen en forsigtig måde at gøre det på. Vi havde samme kampagne for en plads i Sikkerhedsrådet i Sverige for et par år siden. Og selvom det faktisk var en topdiplomat, som kørte kampagnen, var der også flere politikere, som lavede lobbyarbejde i den forbindelse. Men den store forskel er, at vi har haft det i så lang tid i Sverige.

Jeg er egentlig overbevist om, at Kristian Jensen vil gøre et godt arbejde, så det er ikke rettet mod ham. Men principielt er det to forskellige jobs, og jeg synes også, at det her med vennetjenester i politik er meget uheldigt. Det er helt klart en forkert vej at gå for Danmark.

Du har tidligere skrevet i en klumme i Berlingske, at man i mange år var ”nødt til at have en rød partibog i lommen” for at komme til tops som embedsmand i Sverige. Tror du, at vi kommer til at se det samme i Danmark?

Det var mest i 60’erne, 70’erne og 80’erne, hvor Sverige var super-politiseret af Socialdemokratiet. Hvis man ville have en god karriere i staten, så skulle man have et medlemskab i Socialdemokratiet. Men sådan er det ikke mere, og jeg tror heller ikke, at Kristian Jensen pludselig bliver socialdemokrat.

Men det er smart af Socialdemokratiet at vælge ham. Først udpeger man en venstremand, så systemet er etableret til at vælge en socialdemokrat næste gang.

Er der for tiden nogen debat i Sverige om at ændre det?

Nej, det er der ikke, og det har der heller ikke været i mange år. Under Olof Palme var der meget kritik fra de borgerlige mod politiseringen af diplomatiet, da der var mange socialdemokrater, der blev ambassadører rundt omkring i verden. Men hele den debat har vi slet ikke længere. Begge sider gør det, og politikerne debatterer det ikke; måske fordi de gerne selv vil have en ambassadørpost på et tidspunkt.

Hvis man spurgte svenskerne, tror du så at de fleste synes, at man skal lave det om? Eller har man bare accepteret, at det er sådan, det er?

Jeg tror bare, at det er noget, man har accepteret.