Svenskerne er ligesom os. De er bare bedre til at være det

Kirken var, sine øvrige kvaliteter ufortalt, en statslignende organisation uden for staten. I middelalderen havde det ikke sjældent været et problem. Med reformationen tog vi et kæmpeskridt i retningen af de moderne territorialstater, altså stater hvor staten udøver en absolut suverænitet inden for et givent område.

Man kan måske også sige – hvis man tillader en klumme at være en smule generaliserende – at mens Danmark opstod i og med kristendommen, så opstod Sverige i og med reformationen.

Her skete det ikke mindst i form af Gustav Vasa, landsfaderen, som i 1500-tallet skabte den moderne kongemagt gennem en kombination af snilde og rå brutalitet. En tyran, kalder de ham nu på landets historiske museum.

Den skandinaviske statsbygningsproces udviklede sig som resultat af det dansk-svenske fjendskab. Danmark rustede sig til tænderne efter tabet af Skånelandende i 1658, og få år efter blev kongen enevældig. Både Danmark og Sverige blev i løbet af dette århundrede hårdt regimenterede kasernestater.

En spadseretur i København fremstår til sammenligning som en rejse op ad Congo-floden

Christian Egander Skov

Som vi ved, fordi Skåne stadig ligger i Sverige, var svenskerne simpelthen bare bedre.

Videreførelsen af 1600-tallets kasernestater er de socialdemokratiske velfærdsstater, der forudsætter en høj grad af gensidig tillid, men også lydighed og villighed til at underlægge sig staten. Uden Luther ingen velfærdsstat. Også her var svenskerne bedre. Vi blev Sverige light. Et lidt mere uvasket og utøjlet Sverige.

I dag skal man ikke lede længe efter den særlige svenske evne til høflig lydighed i det velfriserede stockholmske bybillede. Her er næsten ingen graffiti. Husene er velholdte. Gaderne er klinisk rensede for cigaretskod. Menneskene opfører sig normalt, og bybilledet er præget af en blanding af børn, voksne og unge.

En spadseretur i København fremstår til sammenligning som en rejse op ad Congo-floden. Her har de voksne overladt byrummet til de unge, der har kvitteret ved at kaste op stort set over det hele.

Sverige fremstår slet og ret mere civiliseret. Men som en bekendt gjorde mig opmærksom på: Måske dækker civiliteten også over servilitet?

Den danske folkesjæl indfanges af Klods Hans eller Aladdin, der jo grundlæggende er den samme. Det er lykkens udkårne, der kommer ridende der på sin gedebuk med pludder i træskoen og alligevel får prinsessen og det halve kongerige.

Selv i danskeren unægtelige trang til at underlægge sig øvrigheden, ligger der en anarkisme eller noget uvasket.

Det er som om enevældens regimentering af den danske bonde aldrig rigtig lykkedes. Måske fordi vi simpelthen ikke var gode nok

Christian Egander Skov

Det er som om enevældens regimentering af den danske bonde aldrig rigtig lykkedes. Måske fordi vi simpelthen ikke var gode nok. Han blev aldrig til mere end den fordrukne Jeppe eller den tvangsudskrevne bondesoldat fra stavnsbåndet tid.

Anderledes i Sverige. Her blev bondesoldaten en anden type. En professionel soldat med egen gård. Vi er Nordens italienere (det påstår de faktisk). De er Nordens preussere. Ja, deres kongelige livgarde går endda med pikkelhue, ligesom tyskerne før Verdenskrigen. Den første altså.

Den svenske folkesjæl er de nydelige og velopdragne Tom og Annika fra Pippi Langstrømpe, der skiftevis forundres og tiltrækkes af det kaos, som hersker dér.

Måske er det netop denne kombination af ligheder og forskelle, der gør at dansk og svensk supplerer hinanden så godt. Ud over det rent militære, er der nok at glæde sig over i, at vi nu er blevet endnu tættere knyttet til vores gamle (slags)broderfolk.