Tænketanken Europa: EU’s næste lån bliver til forsvar

Formålet var altså både at genoprette økonomien på kort sigt og at sikre EU's konkurrenceevne på længere sigt ved at sørge for, at EU's industri blev omstillet til en grøn og digital fremtid.

Genopretningslånet var et nybrud på grund af størrelsen og muligheden for at udmønte penge som direkte tilskud til EU-landende.

Den var også med til at åbne for en politisk diskussion om yderligere gæld der – med varierende intensitet – har ulmet lige siden.

Det næste lån kan gå til forsvarsindustrien

Med udmeldingen om gæld melder Danmark sig således ind i en igangværende europæisk debat, der er accelereret yderligere af behovet for at styrke Europas forsvarsindustri.

Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er fremsat forslag om et lån, men meget peger på, at det vil være dedikeret til forsvar. 

Ditte Maria Brasso Sørensen
Chefanalytiker, Tænketanken Europa

Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er fremsat forslag om et lån, og der derfor heller ikke klarhed over, hvad et eventuelt lån ville skulle bruges på, men meget peger på, at det vil være dedikeret til forsvar. 

EU-Kommissionen anslår, at der skal rejses yderligere 500 milliarder euro (cirka 3.700 millarder kroner) til forsvarsområdet over de næste ti år. Og det har fået flere lande til at overveje, om et fælles lån til at styrke europæisk forsvarsindustri er vejen frem.

Frankrig og Estland var blandt da første der støttede ideen om europæiske "forsvarsobligationer", men siden har flere lande, blandt andet Polen og Italien og senest Danmark også indikeret, at de bakker op om ideen.

EU's stats- og regeringsledere bad allerede i juni EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggende og sikkerhedspolitik og EU-Kommissionen om at udarbejde en oversigt over mulige modeller for at sikre de nødvendige investeringer til europæisk forsvarsindustri.

Selvom stats- og regeringslederne ikke direkte efterspurgte et oplæg til et nyt fælles lån, stod det mellem linjerne, at man holdt alle muligheder åbne herunder, også nye lånoptag.

EU-Kommissionens oplæg blev skudt til hjørne, da den franske præsident efter et katastrofalt Europa-Parlamentsvalg så sig nødsaget til at udskrive valg.

Der var ikke meget musik i at skyde en diskussion om gæld i gang midt i en fransk valgkamp. Men i november fremsatte stats- og regeringslederne så forespørgslen igen.

Koordinering er nødvendigt

Udover det store investeringsbehov er der også andre grunde til, at forsvarsindustrien kunne være et oplagt område når det kommer til at optage ny gæld.

For det første er der bred enighed blandt europæiske ledere om, at Europas sikkerhedspolitiske situation er forværret efter Ruslands invasion af Ukraine.

Modstand forventes fra stemmer, der ikke ønsker at opgive selvbestemmelse over prioriteter for egen forsvarsindustri.

Ditte Maria Brasso Sørensen
Chefanalytiker, Tænketanken Europa

Næsten alle EU-lande har hævet deres forsvarsbudgetter, og de mange midler, der skal bruges, skaber et behov for at få koordineret investeringerne på tværs at medlemslande.

Et fælles EU-lån kunne således både være gavnligt til at bidrage med de yderligere midler, der stadig mangler, men også til at skabe en ramme indenfor hvilken, de store nationale summer kan koordineres.

Det ville også komme Europas regeringer til undsætning, for det er ikke sikkert, at de europæiske vælgere vil blive ved med at støtte stigende nationale forsvarsbudgetter, særligt hvis disse fører til højere skatter eller nedskæringer i kernevelfærden.

Udfordringer venter

Selvom forsvarsområdet ligner en oplagt landingsbane for et nyt lån, kan den ujævne fordeling af Europas eksisterende forsvarsindustri gøre det svært at udmønte et lån på en måde, alle lande kan se sig selv i.

Europas forsvarsindustri er centreret omkring store medlemsstater, og EU-Kommissionen står derfor overfor en svær balancegang, hvis pengene både skal komme dem til gavn, der har mulighed for at producere, og samtidig vinde opbakning fra lande uden hjemlig forsvarsindustri af betydning.

Endeligt er forsvar uløseligt sammenflettet med EU-landenes suverænitet, og EU's rolle på området er stadig under udvikling.

Modstand må derfor forventes fra stemmer, der ikke ønsker at opgive selvbestemmelse over prioriteter for egen forsvarsindustri, på trods af, at dette kan være en nødvendig forudsætning for at få medbestemmelse på den samlede udvikling i Europa.